Jävla Danzig!
Populær
Glenn Danzig og all star-bandet bag ham leverede en potent dosis sort og satanisk soundtrack til den sorte og beskidte svenske sommer.
2. Twist of Cain
3. Hammer of the Gods (NY)
4. Her Black Wings
5. Tired of Being Alive
6. How the Gods Kill
7. Do You Wear the Mark
8. On a Wicked Night (NY)
9. It's Coming Down
10. Thirteen
11. Unspeakable
12. The Revengeful (NY)
13. Bringer of Death
14. Black Angel, White Angel
15. Mother
Ekstranumre:
16. Dirty Black Summer
17. Long Way Back from Hell
54-årige Glenn Danzig burde ikke behøve yderligere præsentation. Men for en god ordens skyld, så er han en levende legende inden for den hårdere, mere gotiske afdeling af rocken. Tilbage i slutningen af 70'erne, var han som forsanger for Misfits med til at få punkbølgen i USA til at rulle, og sidenhen har han brilleret med Samhain og som solist under banneret ”Danzig”.
Man skal være godt blød eller halvdøv, hvis man har færdedes i metalmiljøet og ikke kender slageren 'Mother' fra Danzigs selvbetitlede debutplade fra 1988. Generelt regnes dén, 'Danzig II: Lucifuge' og 'Danzig III: How the Gods Kill' for klassikere inden for den sorte hårde rock, og det er tre plader, som den gode (eller skulle man sige ”onde”) Glenn har levet højt på i mange år.
Siden har han nemlig gentaget sig selv igen og igen på plader, der sjældent har indeholdt mere end to-tre lytteværdige sange. Om et par udkommer den niende Danzig-plade kaldet 'Deth Red Sabaoth', og i den anledning var Glenn et af hovednavnene på dette års Sweden Rock Festival.
Med sig på "Rock"-scenen havde Danzig et bemærkelsesværdigt hold af musikere: på guitar Tommy Victor fra Prong, på bas den gamle ven fra Samhain, Steve Zing, og på trommer Johnny Kelly, der indtil Peter Steeles død for nylig også sad bag tønderne i Type O Negative.
Kort sagt var der i hvert fald ikke noget galt på den musikalske front.
Stemmen intakt
Fra start var det – lidt overraskende – tydeligt, at Glenn Danzigs umanerligt Jim Morrison'ske croon ikke er blevet svagere med årene; gode gamle 'Twist of Cain' blev i hvert fald leveret med lige så meget liv og sprælskhed, som på plade.
Store dele af koncerten var ren nostalgiekstase. Vi fik både 'Her Black Wings', 'How the Gods Kill', 'Do You Wear the Mark', naturligvis 'Mother' og lidt overraskende 'Tired of Being Alive', der blev introduceret som et ønske fra guitarist Tommy Victor.
Glenn Danzig fører åbenlyst stadig straight edge-stilen og pumper jern, selvom selv ikke satans discipel ikke har kunnet holde vommen væk i sine midt-50'ere. Men det store Danzig-logo-bæltespænde sad som det skulle og håret havde stadig headbanger-længde på trods af, at panden er blevet noget højere.
Sort og beskidt sommer
Alderen ændrede dog ikke ved, at Glenn, Tommy, Steve og Johnny så ud til at have en fortrinlig aften, der kun skæmmedes af en lille håndfuld ligegyldige sange, som man dog næsten så igennem fingre med, da der blev lukket med 'Dirty Black Summer' (der vel nok er mere aktuel end nogensinde) og 'Long Way Back from Hell'.
De tre helt nye sange fra 'Deth Red Sabaoth' – 'Hammer of the Gods', 'On a Wicked Night' (dedikeret til Peter Steele) og 'The Revengeful' – tegnede dog ganske godt, og, nårh ja, der var da også gjort plads til en verdenspremiere i koncertregi: 'Thirteen', som Glenn i sin tid skrev til Johnny Cash og senere indspillede til sin egen plade 'Satan's Child'.
Jo, havde Ernst-Hugo Järegård stadig været i live, burde han have disket op med et rungende ”Jävla Danzig!” i forbindelse med denne koncert, for den var sine steder djævelsk god.
Se Danzig spille 'Thirteen' og de to nye sange 'On a Wicked Night' og 'The Revengeful' her: