Japansk rabalder

Populær
Japansk rabalder

Når det var dejligt, var det tungere end Godzilla, men det var også en skuffende kort fornøjelse, da Boris besøgte Lille Vega.

Kunstner
Spillested
Dato
15-07-2011
Genre
Trackliste
1. Riot Sugar
2. 8
3. Statement
4. Attention Please
5. Spoon
6. Window Shopping
7. 1970
8. Pink
9. Aileron
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (Arkiv)
Karakter
3

Det er lettere pinligt, men det var gået hen over hovedet på nedenstående anmelder, at det var en dobbeltkoncert, Lille Vega inviterede til, da Boris og Russain Circle var på plakaten fredag aften. Her gik man og troede, at Russian Circles skulle have fungeret som opvarmning for Boris, når de rent faktisk delte plakat og spilletid med dem. Til trods for en generel skepsis overfor postmetal-genren og derfor også overfor Russian Circles, leverede de nu et helt godt show, der trods monotone, ensformige melodier, ved hjælp af loop-snilde rent faktisk også formåede at virke helt dynamisk til tider. Det synes alt sammen mere eller mindre hørt før, og ud over et enkelt wuhuu hér og dér var det da også tydeligt, at størstedelen af publikum var kommet for at se Boris.

Overblik: Impossible

Med mindre man er hardcore-fanboy, kan det måske være en kende svært at følge helt med i, præcis hvordan og hvorledes det lige er, det hænger sammen med den japanske, ganske ukategorisérbare trio Boris. Med en diskografi der i løbet af femten års tid tæller cirka det sammen antal fuldlængde udgivelser og derudover cirka dobbelt så mange singles, splits og samarbejdsplader med Sunn O))), Merzbow, Keiji Haino, The Cults Ian Astbury og you name it, skal man enten være ekstremt tålmodig eller nysgerrig ud over det almindelige for at kende til det hele. Det gør det ikke dét nemmere at følge med, når de så alene i år udgiver tre plader på omtrent samme tid, og det gør det slet ikke nemmere at overskue, at de vælger at navngive den ene af de tre nye plader 'Heavy Rocks', hvilket også er navnet på en plade, de udgav tilbage i 2002.

Men at lige præcis 'Heavy Rock' '11-style er den bedste af de tre nye plader og i øvrigt en af årets absolut bedste overhovedet, blev understreget i Lille Vega denne aften, hvor tre numre fra den plade satte sig fast som nogle af de bedste stjernestunder fra koncerten. Man skulle nu godt nok lige halvvejs ind i den plades åbningsnummer, 'Riot Sugar', som også kickstartede koncerten i Lille Vega foran en halvfuld sal af forholdsvis mandlige publikummer, inden lydmanden havde fået tunet knapperne ind på de rigtige frekvenser, men da lyden først var blevet kælet dét for, er det til gengæld også svært at forestille sig et andet band, der kan få så meget (skide)høj sonisk suverænitet banket op i Lille Vega.

Musikalsk landskab

Ud over de to faste Boris-guitarister/-bassist, yndefulde Wata samt hårmodellen og frontmanden Takeshi Ohtani, havde de også inviteret guitaristen Michio Kurihara - som Boris har udgivet flere ting med - med på tour og som desuden stadigvæk samarbejder med de japanske 90'er psych-rockere Ghost. Og heldigt for det, for det tog sine strenge på scenen at overdøve aftenens irriterende, snakkesalige og fredagspløret publikum. Med tunge, hurtige riffs startede 'Riot Sugar' koncerten ud på smadret rock 'n' roll-manér, hvorefter singlen '8' indledningsvist og kort viste Boris fra deres suverænt dronede side, inden også den sang skruede op for tempoet. Tempoet steg da yderligere en ekstra tand med 'Statement', og det blev cementeret én gang at alle, at modsat eksempelvis Sunn O))), så er det ikke kun i de demonstrativt tunge musikflader, Boris opererer.

Blev der cementeret noget som helst med denne åbningstrio, så var det vel, at Boris, der i sin tid startede ud netop som et indadvendt droneband, i hvert fald ikke lader sig styre af genreprædikater. Det gjorde de ikke, da de i 2005 udgav den populære, gakkede, ikke-dronede 'Pink', og det gør de ikke i dag. Der er ikke én musikalsk retning, der er givet på forhånd, og det er netop det, der er så skide befriende ved dem. Boris er et åbent musikalsk landskab.

At der også var højt til loftet i Lille Vega blev der sat en tyk, fed streng under, da de to nye skæringer 'Attention Please' og 'Spoon' efterfølgende fik smidt en æggende, drømmepop stemning ind i Lille Vega. Numrene har skræmt flere fans, der måske mener, at det alligevel er for udemonkratisk af et tungt band som Boris at smide den slags på banen. Det er noget vås. Der er masser af guitarspil på begge numre, og især 'Attention Please' fik tændt op for en tyk og røget shoegaze-stemning.

Suveræn uforløsning

Atsuo må også nævnes, Boris' forrygende, energiske trommeslager og backing vokalist, der med sine – i hvert fald i heavy-regi – atypiske men motiverende aerobicskrig fra et Madonna-headset, er lige så fremmedgørende for et metalpublikum, som sushi var i Danmark for blot en årerække siden.

Hen i mod slutningen spillede Boris 'Aileron' og heldigvis den rigtige af slagsen vel at bemærke. Der figurerer et nummer af det navn på to af de nye plader, men den lange melankolske dronede sag fra 'Heavy Rocks', som fandt vej til sætlisten, er en bedste Boris-skæringer overhovedet. Nummeret er storslået drone-epik fra bedste skuffe, og fik det meste af salen til at gynge måbende i takt over hvor stort et nummer, det var i en live-sammenhæng.

Underligt uforløst virkede det så, da Boris efterfølgende vinkede farvel og forlod scenen – kun cirka halvtreds minutter efter at de var gået på. Var de da kommet ind og spillet tre, fire ekstranumre, ville man formentlig have ene af gode tanker om koncerten, men det stoppede så uforløst. Musikken fra anlægget startede i løbet af ti sekunder, og man fik ikke engang muligheden for saluterende at råbe efter ekstranumre. Russian Circles havde godt nok cirka spillet en koncert af samme længde, men det var stadigvæk ikke den note, Boris skulle have sluttet af på.

Så selv om det virkelig var godt, gik man derfra hungrende efter en hel del mere.