Kaldet fra Dybet

Populær
Kaldet fra Dybet

Kaldet fra Dybet II fandt sted en passende iskold weekend i Ungdomshuset den 6. og 7. februar og leverede et par topkoncerter og en del middelmådige, hvor det især var grupper med relation til black metal, der imponerede.

Fredag

Festivalens første aften bød på et propfyldt Ungdomshus, hvor det mest var stemningen og Solbruds koncert, der var værd at opleve. Lidt af charmen ved at være til festival på Dortheavej var mistet ved, at der ikke var åbent ud til gården. Men til gengæld var der festivalstemning i baren med Piña Coladas til 25 kr. De vil fra nu af høre uløseligt sammen med black metal.

Serpents Lair havde deres debutkoncert ved årets The New Shit Showcase, og som dengang var også en habil mængde mennesker troppet op i fredags. Bandets medlemmer gør vist karriere i andre bands også, men i Serpents Lair er maskerne på og anonymitet sagen. Det gælder for så vidt også for musikken, der bestemt var veludført, mren på trods af nogle dramatiske elementer, der trak i Behemoths retning, ikke var fascinerende på nogen måde. De tildækkede, nikkende hoveder og den dramatiske håndgestik mindede mig for meget om Ghost, og jeg gennemskuede aldrig, om det var en del af stilen eller alvorlige tegn til lydteknikeren.

Mens Arakk tog noget, der føltes som en evighed om at blive klar, fik macbooks og skjorter mig fejlagtigt til at forvente noget Brooklyn-black. Så meget, at da musikken endelig begyndte, gik jeg ud fra, at det kun var introen, der var så langsom. Men Arakk spiller drone doom, så drævende langsomt og langtrukkent, at jeg står af. Drone er altid lidt specielt i livesituationer, måske det er et spørgsmål om tilvænning, men i fredags fungerede det ikke helt – på trods af at festivalen skulle præsentere "dommedags-metal".

Efterhånden er det ikke overraskende, at Solbrud trækker et stort publikum, men fredag aften var stadig imponerende. Det musikalske niveau var også bare det højere end resten den aften – og det samme med lydniveauet. Det klædte musikken at blive spillet så højt, og det var en fryd virkelig at blive blæst igennem. Det fik al den distortion og alle de blastbeats til at gå op i en højere enhed, hvor melodi fra bas og guitar virkelig trængte igennem, og Solbruds eminente sangskrivning kom til sin ret. Det var noget nær perfekt, og så kan det være lige meget, om en forstærker vælter.

Lørdag

Efter sådan en afslutning på første aften stod lørdag desværre i total kontrast med måske en tredjedel af publikum i forhold til fredag. To jyske bands har måske ikke samme forudsætning for at trække et publikum, og så aflyste Ajuna desværre. By The Patient var om noget et plaster på såret, men dagen efter releasefest står man måske ikke med en hungrende fanbase; lørdag var i hvert fald fladere rent stemningsmæssigt.

Sunken er et band, som jeg umiddelbart tænkte, ville stå i skyggen af Solbrud, men endte med at give et godt indtryk. Først og fremmest vokalen står som en af bandets styrker, skærebrænderskarp og kraftig. Udover veludført black, meget a la Solbrud, så inkorporer Sunken en del mere melodi og nogle lækre skift mellem hektiske og decideret doomede passager. Dem skal man nok holde øje med.

Woebegone Obscure er en spændende blanding af doom med en snert af black og stoner rock. Derudover var det vist bassisten fra Sunken, der gik igen, mens det var svært ikke at blive imponeret af en trommslager, der skriger samtidig. Udover vokalen og et enkelt riff eller to var det nu ikke voldsomt blackened, og vi fik i stedet monumentale, lange sange med funeral doom. Med et næsten timelangt sæt bestående af fire sange var det dog en koncert, man skulle være indstillet på, og som måske ville fungere end bedre i en sammenhæng som Heavy Days In Doom Town.

Arrangørernes es i ærmet, By The Patient, havde skruet blackbissen på og lagde ud med et par ældre sange, inden det nye materiale fik plads. Sættet var varmt fra aftenen før, og By The Patient imponerende med en performance langt mere energisk, end man var blevet vænnet til på festivalen. Og så fungerede det usandsynligt godt med vokalen fordelt mellem de tre strengeinstrumentalister. Simon Sonnes scream-vokal støttet af Troels Cort Nielsen og Theis Wilmer Poulsens growl er absolut en vellykket fordeling af vokalansvar, der ikke efterlader noget behov for en decideret forsanger. By The Patient sluttede festivalen med manér, og det var ikke andet end ærgerligt, at der ikke var et større publikum.

Kaldet Fra Dybet II serverede alt i alt en spændende blanding variationer over black og doom, med de op- og nedture, der hører til, når det er upcoming bands i centrum. Solbrud og By The Patient var deres respektive afteners højdepunkter, mens fredagens publikumsstemning og lørdagens interessante bands samlet set gav en meget vellykket festival med et fint forhold mellem nyere og mere etablerede bands.