Professionelt, men sårbart
Populær
Amager Bio bød på et Katatonia, der havde taget en ret varieret sætliste med, selvom det ikke blev så oldschool som jubilæumskoncerterne sidste år.
Buildings
Deliberation
My Twin
Burn the Remenbrance
The Racing Heart
Lethean
Teargas
Strained
Longest Year
Soil's Song
Omerta
Sweet Nurse
Deadhouse
Ghost of the Sun
July
Day & the Shade
Dead Letters
Forsaker
Leaders
Dørene til det blide mørke inden for Amager Bios rammer åbnede tidligt onsdag, så havde man som denne skribent andet at nå inden klokken 20, så måtte man gå glip af Junius fra USA - eller kun nå en smule, som det blev tilfældet her. Det lød som velspillet let, dunkel rock med visse storladne elementer.
Franske Alcest, som gik på lidt efter klokken havde passeret 20.30, var helt sikkert en vigtig årsag til, at flere publikummer havde valgt at indløse billet. Efter bandet har smidt de tidlige rødders black metal mere eller mindre fra sig, og har fokuseret på det atmosfæriske, rolige og smukke univers, er der for alvor kommet vind i sejlene. Lytter man fx af og til til radioprogrammet Sort Søndag, så er man nok stødt på denne franske kvartet.
Der var dog stadig nogle få blackede elementer, men i den lyd, som bandet havde, mindede det mere om en art post-rock, hvis ikke et lejlighedsvist black metal-skrig fik rettet op på den fornemmelse af musikstilen. Ærgerligt var det bare, at det kun var den type vokal, som for alvor kunne trænge igennem. Den rene vokal, som bevidst lægger sig over musikken med det formål at virke nærmest hypnotisk og drømmende, blev denne aften lige vag nok. Det blev forvandlet til en slags mumlende nynnen over musikken, fordi vokalen var alt for lav i forhold til resten.
Det var synd, for der var ingen tvivl om, at det musikalske univers, som Alcest præsenterede lytterne for, var utroligt interessant, og hvad end det var fra de to velspillende guitarister eller backing-tracket med diverse stemningsskabende lyde, så ramte musikken af og til rent ind i hjernebarken.
(Alcest: 2)
I sort og hvid
Efter Alcest blev det hvidt. Og sort. Bagtæppet var holdt i lyse farver, bortset fra de fugle og kviste der prydede det. Det gik fint i spænd med, at alle instrumenterne var hvide. Men frontmand Jonas Renkse var sort. Sort tøj, sort hår, der 99 % af tiden skjulte hans ansigt, og så en mikrofon i den ene hånd, mens den anden hånd med strittende lillefinger diskret dirigerede musikken.
Vokalen var sart og skrøbelig som på pladerne, måske lige lidt mere sart, men selvom den nok ikke var så fornem som på pladerne, så var den fed i en live-situation. Show var der ikke meget af fra Jonas' position på midten af scenen, men heldigvis, så klarer hans guitarister fint det med headbanging og ture omkring på scenen, og viser, på trods af en musik, der i passager kan virke navlepillende, en stor glæde ved at spille den afslappede musik. De klarede også vokal-harmonierne flot, selvom der umiddelbart gik lidt knas i Anders "Blakkheim" Nyströms vokal efter det vilde skrig, han lavede i 'Ghost of the Sun', hvilket gav lidt udfordringer til 'July' bagefter.
Spændende finesser i trommespillet
Katatonia havde en rimeligt god lyd denne aften, og selvom en guitarentusiast nok godt ville have hørt guitarerne lidt højere, så matchede lydbilledet de senere plader meget godt. Og var man mere trommeentusiast, så fik man i hvert fald noget for pengene. Daniel Liljekvist spillede - godt nok som forventet - på ingen måde traditionelt og simpelt 4/4-spil. Nej, der var masser af krøller og finesser på spillet, hvor specielt lilletromme-slagene provokerede ører, der måtte lede efter gentagne slag på 2 og 4. Det var samtidig en fornøjelse, at der var god bund i trommerne, specielt de dybe gulvtammer.
Svenskerne valgte primært at tale engelsk til publikum, men lidt svensk kom der da undervejs i det 1½ time lange show, der var godt varieret, selvom koncerten var i anledning af den nye skive, hvorfra det blev til 5 numre. Publikumsfavoritter var selvfølgelig hits som 'My Twin', 'Teargas' og syng-med-klassikeren 'Omerta', mens den mørke i 'Forsaker' den grad også gjorde sig godt, da den kom blandt ekstranumrene.
Det velspillende, entusiastiske band lirede et professionelt show af, men når det var lige ved at blive for minituøst planlagt, så øjnede man alligevel sårbarheden i frontmandens stemme i små split-sekunder med usikkerhed på vokalen, og denne menneskelighed var noget der passede perfekt til de sørgmodige sange.
(Katatonia: 4)
Et par eksempler på lyd og billede fra denne aften: