Kirkegården live

Kirkegården live

Med deres rige 70'er-lyd og den ene fuldfede sang efter den anden imponerede Graveyard under koncert i Malmö.

Kunstner
Spillested
Dato
26-03-2011
Fotograf
Bandets myspace
Karakter
3

Graveyard kører i tiden rundt i Sverige for at promovere deres andet studiealbum, 'Hisingen Blues', som med rette allerede er blevet taget godt i mod af de svenske musikblade. Pladen er en velspillet rockhymne til alt det gode fra 70'erne, og selvfølgelig måtte Devilution forbi og checke kvartettens livekompetencer ud, da de lørdag aften gæstede Malmös Debaser. Det er vi glade for, vi gjorde.

God lyd vs. dårlig lyd

Man var allerede begejstret fra start: 120 svenske kroner i entré samt den nye plade inkluderet i prisen. Sådan formidler man musik og gode koncertoplevelser med smil på læben.

Ved koncertstart gik der dog lidt, før man rigtig lod sig rive med. Det skyldes en irriterende lunken start, hvor først den modige antiåbner, 'Uncomfortably Numb', samt titelnummeret fra 'Hisingen Blues' forsvandt i mudderet fra lydmandens kvaler med Graveyards rene 70'er-lyd. Førstnævntes lavmælte blues-rock led under en dyb, rungende powerbas, mens vokalen var stort set ikke-eksisterende under balladen om Hisingens vilde ungdom.

Men det var heldigvis begynderfejl under en koncert, der efterfølgende netop skulle imponere med en så overvældende lyd, at man ikke helt troede sin egne ører: Sjældent har jeg eksempelvis hørt en federe og mere kraftig livelyd fra en guitar, end den nedstemte rappenskralde, der kickstartede dansebenene under 'Buying Truth (tack och förlåt)' og den lystigt skizofrene blues/surfspade på 'RRS' lød ovendu dejlig. Det lød præcis, som det skulle.

Indfriede forventninger

Forventningerne var høje til Graveyard-koncerten, men musikalsk blev de alle indfriet: Trommeslager Axel Sjöberg er et vaskeægte levn fra 70'erne, og er af et klasseformat, der rent faktisk retfærdiggør hans tydelige inspiration af John Bonham; Joakim Nilssons vokal folder sig endnu mere live, end den ellers med rockmanér gør på plade; Jonatham Ramm spillede muligvis sine soli gemt en smule genert fra scenens ene skyggeside, men det, han ikke leverede i stage-performance, kompenserede hans guitar 100 % for. Og så har vi Rikard Edlund på bas: Med gæv attitude samt flad hånd og slapstick-bevægelser, var der en god grund til at han var placeret centralt på scenen. Han styrede, kort sagt!

Der var dog ikke meget party-gang-i-den på Debaser, hvorfor man gerne så Graveyard vende næsen forbi Danmark igen snart. Gerne på Loppen, hvilket kunne klæde begge parter. Desuden kunne man godt have tænkt sig mere. Koncerten varede præcis en time, og man havde overhovedet ikke fået nok. Det er dog også et positivt tegn, for der skal virkelig meget til, før man får nok af Graveyard.

Læs desuden vores anmeldelse af 'Hisingen Blues' HER!