Rigtig rock!

Rigtig rock!

Roskilde-aktuelle Graveyard leverede en jätte musikalsk og enormt velspillet koncert på The Rock, der dog kom langsomt fra start.

Kunstner
Spillested
Dato
18-05-2011
Distributør
Genre
Trackliste
No Good, Mr. Holden
Hisingen Blues
Submarine Blues
Uncomfortably Numb
As the Years Pass By, the Hours Bend
Satan’s Finest
The Siren
Thin Line
Blue Soul
--------------------
Granny and Davis
Ain't Fit To Live Here
Evil Ways
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Man spåede på forhånd, at der ville dukke mange publikummer op til Graveyards besøg i København. Til trods for at det var en onsdag aften, og til trods for at koncerten var sat til The Rocks kælderlokaler og altså hverken til Dragens Hule eller Loppen - som ellers er mere indbydende for doom- og retrolyttere - måtte det bare ikke være anderledes. Med den stadig forholdsvis dugfriske 'Hisingen Blues', har svenskerkvartetten fra Göteborg nemlig skåret en ualmindelig fed rockskive. Det stort fremmødte publikum manglede derfor bare.

Musikalsk knas

Det giver på flere måder mening at åbne med 'No Good, Mr. Holden' fra kapitlet om Hisingen. Sangen er utrolig bluesrocket, og den synes at være en perfekt warm-up-sag for såvel publikum som band. Eller denne aften i hvert fald for bandet. For mens sangen i dens blanding mellem små neddæmpede trommeslag vs. hurtige frenetiske slag på lilletrommen samt langsomme strengrytmer versus en helt speedy guitarsolo synes at være omtrent lige så dynamisk som jogging versus sprint, så var der musikalsk knas fra begyndelsen af.

Lydmanden var ikke med fra start af, og det var Graveyard heller ikke. Energien var svær at få øje på, og man blev ærlig talt ikke særlig motiveret som publikum. Det formidable titelnummer, 'Hisingen Blues', blev spillet men ikke følt, og den tørre guitar, der præger studieversionen af 'Submarine Blues', fandt aldrig vej til publikum.

Det var først da den depressive Pink Floyd-analogi, 'Uncomfortably Numb', fandt vej til sætlisten, at det niveau, man fandeme kræver af så dygtige musikere og ditto sangskrivere, begyndte at ligne noget. For en stund fandt bandet en dynamik, der ville have givet de fleste rockkollegaer røde ører - for så igen at løfte sig dét ekstra, da sangens epilog med tilhørende fuldblodssolo trak sangen op i fantastisk rocklag.

Et jam'et højdepunkt

Hen imod slutningen af den ordinære sætliste kom et højdepunkt i form af den bluesede 'Thin Line'. På plade er sangen muligvis så flydende og tilbagelænet, som rock overhovedet kan være, og dette jammende feel blev i live-regi taget til yderlighederne med en slags repetativ jam, der ville have gjort Led Zeppelin stolt. Denne jam-godbid var et perfekt eksempel på, at det er muligt at forene den psykedeliske, indadvendte guitarsolo med den udadvendte, dansevenlige trommerytme. For et kort øjeblik glemte man alt omkring sig. Desværre var det også et af de få gange denne aften, hvor en sang blev bygget videre på og taget et andet sted hen, end den gør i studieversionen. Og med et band, der er så store retrodyrkere som Graveyard, havde man håbet på mere af dén skuffe.

Men don't get me wrong: Man fik skam rock for alle pengene. Velspillet rock, liret rock, oprigtig entusiastisk rock leveret med overskud og glæde - og det hele line-up'en rundt. Det er eksempelvis tydeligt, at Axel Sjöberg er bidt af en gal trommedjævel. Han spiller så forbandet ukontrolleret, dejligt løst og med så stort et overskud, at selv Moon og Bonham skåler med hinanden i anerkendelse i deres grave. Faktisk spiller han så voldsomt, at det gør hans Graveyard-buddies både helt stakåndede (når de har svært ved at følge med) og irritable (når han ikke kan slappe af på tønderne under en guitarsolo). Sjöberg spiller smukt, morsomt, medrivende og ganske simpelt enormt fedt. Han er et kæmpehit.

Det samme er bassist Rikard Edlund, der nærmest boller sit instrument, når han helt Geddy Lee-agtigt hopper rundt med den på charmerende vis. At han samtidig mangler en fortand og har en forkærlighed for at råbe ukontrolleret ud til publikum, gør ham selvfølgelig ikke mindre charmerende. Der er en grund til, at han er placeret centralt på scenen.

Af sjældent stort format

Afslutningsvis fik man b-siden 'Granny and Davis' som det første af tre ekstranumre. Sangen, der er hentet fra 'Hisingen Blues' 7"-singlen, adskiller sig fra pladens skæringer ved at have et forrygende livagtigt, nærmest Little Richard-agtigt klaverspil, der som synes hentet med tidsmaskine direkte fra 50'erne. Man beder muligvis om ret meget, men hvor ville det altså have klædt fyrene i Graveyard lige at have hentet sådan én tangent op af rockposen.

Men spillehumøret var nu så pokkers højt hen imod slutningen, at det synes forkert at brokke sig over særligt meget fra den del af koncerten. 'Ain't Fit to Live Here' er et personligt favoritnummer fra Hisingen, og live levede den igen helt op til forventningerne. Det er en af årets bedste rockskæringer. Og med debutpladens 'Evil Ways' som rockrosinen i pølseenden, sluttede koncerten af på et niveau, man kun sjældent støder på. Hér, afslutningsvis, var det altså virkelig, virkelig stort.

Får Graveyard den rigtige scene på Dyrskuepladsen, og kan de finde ud af at holde sig på dette afsluttende mesterniveau under hele deres besøg på Roskilde, så kan vi se frem til en af årest bedste koncerter derude. Leverer de det, de gjorde denne onsdag aften på The Rock, er det "godt nok" og samtidig lidt uforløst. Under alle omstændigheder, så ses vi oppe foran til deres koncert. Be there eller gå-glip-af!

NB: Tag sætlisten med et gran salt. Alle sangene, der figurerer på den, blev spillet, men der kan muligvis mangle en enkelt titel eller to og rækkefølgen er sådan cirkus.