Copenhell '22: Solen er så rød, mor
Populær
Gehenna viste sig fra sin bedste side, godt hjulpet på vej af et flot, velspillende danske band. Fremtiden er knapt så mørk, som den danske højskolesang ellers varsler.
Er der egentlig forskel på Doom og metalcore? Svaret giver sig selv, men som den erfarne Devilution-læser nok hurtigt har spottet, er der et genremæssigt mismatch mellem denne skribents sædvanlige ansvarsområde og aftenens andensidste band på Gehenna.
Så uforudsigelige kan festivaler være – og er det ofte. Det gør det ikke mindre relevant at addressere elefanten i rummet. Heldigvis giver 15 års erfaring med anmeldervirksomhed den nødvendige erfaring – men sammenligningsgrundlaget og genreerfaringen matcher naturligt ikke.
Det ændrede ikke ved, at Konvent på kompetent vis spillede nattehimlen, mørket og tungsindet ind på Gehenna. Det behøver man ikke en doktorgrad i doom for at kunne konstatere.
Den indledende, ildevarslende kontrast i “Solen er så rød, mor’ varslede, hvad publikum kunne se frem til. Det utroligt smukke og følelsesladede i en knapt så behagelig kontekst. Skoven omkring Gehenna blev i særdeleshed sort og ræven var her. Gik iblandt os, i skyggerne, var på scenen i hjertet og i Rikke Emilie Lists imponerende organ.
Bandets koncert på festivalen i 2019 var et tidligt bud og en forsigtig indikator for hvad vi kunne forvente – og den flotte udvikling bandet har været igennem på så utroligt kort tid. En dansk, musikalsk succeshistorie af dimensioner. At Konvent nu fylder pladsen foran Gehanna så markant er beviset.
Man får en lille fornemmelse af Skepticism og det lyder lidt af Thorr’s Hammer, når Heidi Withington Brinks bas graver sig ned i flisunderlaget og mærkes helt op i ryggen. Konvent kan mærkes. Alle facetterne i bandets kompositioner, der i dagens anledning står skarpt og klart. Man fristes til at sige, at kvartetten fortjener – og er parate – til en af de større scener. Men som solen går ned og Copenhells andendag går ind i de mørke timer, virker det som det perfekte match. Det er denne type, intense, emotionelt stærke og flotte oplevelser scenen er skabt til.
Solen blev aldrig rød, natten blev aldrig rigtig mørk – det er trods alt sommer. Men i 45 minutter følte vi alligevel tungsindet. Vi blev inviteret ind i et melankolsk univers og fik skønheden og mørket, de dragende tunge toner i den smukke symbiose det kan være.
Og denne metalcore-anmelder fik en anderledes, positiv og særdeles flot musikalsk oplevelse.