Lader musikken true ad verden
Populær
The Rock har med succes skruet op for antallet af hardcore-koncerter her i år, og har med Hatebreed kunne sætte endnu en perle i rækken.
Hardcore er efterhånden kommet til at dække over ret megen, og ret forskelligartet musik, og man kan derfor gøre op med sig selv, om man synes koncertstedet har fat i den rigtige slags, men fans af den amerikanske New York-inspirede hardcore, er i hvert fald ikke blevet snydt...
The Psyke Project
Derfor var det rart at opvarmningen var en anden slags hardcore end den Hatebreed står for, nemlig danske The Psyke Project, der er tæt på at være eet af de mest betydnings- og meningsfulde bands vi har for tiden. Stilen er også hardcore, men væsentlig mere poetisk end den slags plejer at være, og alligevel var der noget frygtindgydende over den musik der væltede ned over publikums syndige nakker.
At Psyke ikke er i den allerskarpeste live-form kunne man måske ane, men måske derfor virkede de fem musikere meget tændte, og det gjorde oplevelsen meget nærværende. Faktisk var det så godt, at det lykkedes for The Psyke Project at gøre opvarmningen til sin egen lille minikoncert, og det er jo det bedste den slags kan opnå. Rygtet vil i øvrigt vide, at Hatebreed havde ment, at det havde været karrierens bedste opvarmning!
Hatebreed
Hovednavnet, der kan spille verdens største scener på, kunne også sagtens håndtere en lille klubscene, og var ikke for fine til at give den gas. Rutinen fornægtede sig ikke, og især noget af snakken virkede klichéfyldt, for helt ærligt: hvor mange danske ansigter tror man på, Jamey Jasta kan huske når det kommer til stykket?
Men musikken blev leveret med så meget troværdig spilleglæde, at man ikke kunne lade være med at gætte på, at den intime klubstemning faldt i Hatebreed-musikernes smag, for der blev både smilet til tilskuerne, drønet omkring og lidt spas med The Rocks berygtede møgsøjle kunne Frank Novinec også finde plads til.
Netop den mere muntre tilgang på bekostning af bandets tough-guy attitude får bandets efterhånden fremskredne alder til at virker mere klædelig og cool, da fortidens bisterhed stik mod hensigten godt kunne virke påtaget. Så er det sgu mere ærligt bare at lade musikken true ad verden, og lave en fest ud af dét.
Alt i alt var i koncerten både tung og pågående og folk fik bestemt noget for pengene og sandsynligvis hvad de kom efter. Men frem for alt bød koncerten på en lang, med en setliste der havde hovedvægten på hitpladerne 'Supremacy' og 'The Rise of Brutality'.
Om den var for lang, kan man jo gøre op med sig selv, men den musikalske mæthed indfandt sigmod slutningen af koncerten, i hvert fald hos denne anmelder, men kedeligt nåede det lige akkurat ikke at blive.