I kaotisk sejrsrus mod patriarkatet
Lambrini Girls havde Ideal Bar med sig fra første sekund med deres elektrisk medrivende riot grrrl punktirader og left wing-parolerne uden på tøjet!
Help Me I’m Gay
God’s Country
Company Culture
Lads Lads Lads
Bad Apple
Mr Lovebomb
Love
Filthy Rich Nepo Baby
No Homo
Boys in the Band
Craig David
Cuntology 101
“Copenhageeen!
Who’s ready to fuck?!?"
Et tirsdagsknald har aldrig skadet, men vi er her nu for et helt andet brag i aften!
Selvom det blot er et par måneder siden, debuten landede har den britiske duo á Phoebe Lunny (guitar, sang) og Lily Macieira (bas) for længst fået deres navn ud, og koncerten her i aften var da også udsolgt, før kalenderen overhovedet sagde 2025. Det kræver i sagens natur også mindre at melde fuldt hus i Ideal Bars tætte rammer – men med efterspørgslen in mente kunne Lambrini Girls sandsynligvis også have været pakket på Lille VEGA ovenpå. Sådan skulle det dog ikke være, og et kæmpestort tak for det!
Desværre når vi kun et kvarters tid af Kent Osbornes hidsigt bangende hip hop forinden, der på én gang matcher hovednavnets berusende levering ude på overdrevet og fungerer som en fuckfinger til dem, der måtte hænge sig i punkens fastlåste doktriner. Overbevisende virker det, den korte tid vi får med, men det er åbenlyst Lambrini Girls, der er trækplasteret denne tirsdag aften.
Fra start med slagsangen ‘Big Dick Energy’, hvor de bidske skrig og det hidsige punkdrive hurtigt får salen med sig, og Lunny allerede efter få minutter begiver sig ud midt i salen og får alle til at sætte sig ned, mens hun kommanderer, at at alle skal have en fest nu! En kommando, hun tydeligvis ikke behøver gentage, som Ideal Bar eksploderer øjeblikket senere – og derfra har Lambrini-tøserne os alle i deres hule hænder!
Lunny agerede indpisker, delte salen op gang på gang og fyrede passionerede svadaer af i en lind strøm. “We’re singing songs about the rich getting richer and the poor getting poorer”, lyder det blandt andet, men cat calling, LGBTQ-communityet og politiet (“Do you all hate the police? They’re scum, every one of them!”) kommer også alle på dagsordenen undervejs.
Hvad end man må være enig i deres politiske ståsted eller ej, så er det dog umuligt ikke at blive grebet af integriteten og nerven, det unge orkester stormer igennem med hele vejen rundt på den svedige Ideal Bar i aften! Sangene bider endnu hårdere fra sig i live-settingen, og bliver også hjulpet stærkt på vej af trommeslageren, der konstant tæsker igennem, langt fremme på beatet, mens Macieira i Palæstina-fodboldtrøjen også bærer basbunden solidt, ikke mindst når Lunny endnu engang smider guitaren fra sig for igen igen at bryde masserne og sikre, at ingen fortaber sig i en doven hverdagsdøs. Hendes stemme skingrende skarp og to the point, ligesom de punkede slagere, de allerede nu har produceret et væld af.
Skarpest står stadig numrene fra debuten såsom ‘Company Culture’ tidligt i sættet og sing-along bangeren ‘No Homo’, der blev serveret, så hele rummet bliver revet med i fællesdans – men også et fræsende take på den ældre ‘God’s Country’, hvor Lunny udfordrer det great’e ved Great Britain, er et tidligt højdepunkt i sættet.
Det kan godt være, at humoren, som jeg ellers fremhævede meget i min anmeldelse af pladen, i højere grad erstattes af en bidsk, nærmest indædt vrede her i live-situationen. Men med dét sagt, så må vi dog alle trække på smilebåndet flere gange undervejs, da fx også lydmanden bliver peget ud til at tage del i dansegulvet – og ikke mindst, da Lunny for en stund taler til os alle:
“Ok, so now we’re all gonna breathe in …
And breathe out ….
It’s called meditation.
… but MEDITATION’S FUCKING BORING!
So now, instead of breathing out, we’ll scream!”
Det er stunder som disse, hvor alle som én trækker vejret dybt for sekundet senere at skrige lungerne ud, at det er tydeligt, lige præcis hvor meget Lambrini Girls fanger os alle, også når punkoramaet ikke taler sit eget tydelige sprog. Men også i lukkeren ‘Cuntology 101’, hvor musikken undtagelsesvis overlades til et backingtrack, mens trommeslageren holder takten ude på dansegulvet med sin koklokke, og Kent Osborne joiner de ciderglade tøser på scenen i deres fantastiske hyldest til at være cunty, som det passer dem!
Ikke blot leverede Lambrini Girls et fantastisk show, men de skabte et fællesskab mellem os alle, på tværs af køn, seksualitet, aldersgrupper og hvad har vi. Jeg var lidt bekymret for, om de nu også kunne bære en hel times spilletid, når debuten trods alt kun varer det halve, men al tvivl blev gjort til skamme. Deres live-banter og fornyende, meget britiske take på punk-genren var umuligt at stå for, og desuden er det svært at forestille sig, at deres engagement med publikum på samme måde ville kunne ske på Lille VEGAs ophøjede scene ovenpå.
Får du nogen som helst chance for at se Lambrini Girls i så tætte rammer som her, mens de stadig skaber deres navn, så udnyt den seriøst. Håber Roskilde Festival også læser med her, når de skal placeres på Dyrskuepladsens scenekort til sommer – det her var i hvert fald en tirsdag aften af de helt særlige!