Langvarig nostalgi

Populær
Langvarig nostalgi

Koncerten med D.R.I. var som et kig i krystalkuglen og et glimt tilbage til dengang thrash-metallen blev skabt i startfirserne, selvom vildskaben nok var større dengang.

Kunstner
Titel
+ The Accüsed
Spillested
Dato
09-11-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

To af de bands, som har været vigtige for udviklingen af crossover thrash, blandingen af hardcore punk og thrash metal, gæstede The Rock onsdag aften i sidste uge. Der var tale The Accüsed og D.R.I. (Dirty Rotten Imbeciles), som godt kan tilskrives lidt af æren for hvordan samtidige (og siden noget større) Suicidal Tendencies og Corrosion of Conformity udviklede sig i de tidlige leveår.

Aftenen startede tidligt, og grundet andre aftaler blev israelske Hammercult ikke overværet af hverken anmelderen eller Devilutions fotograf. Men The Accüsed blev heldigvis oplevet. Når man hørte det super-tighte sammenspil mellem trommeslageren (med stikkerne holdt på ægte jazz-vis) og bassisten, så passede det ikke rigtigt ind i billedet. Jo - i forhold til et band, som blev dannet i 1981 og dermed har mange års erfaring og burde forventes at have styr på sammenspillet. Trommeslageren er dog kommet til siden, og var faktisk slet ikke født i 1981.

Men det skal nu ikke forstås sådan, at bare fordi bandet havde sine punkede momenter, så måtte det ikke være med en solid og sikker rytmesektion. For jo: det var ganske fedt. Og på guitar holdt det bandstiftende medlem, Tommy Niemeyer fanen højt. Ikke bare knækkede han flere strenge, hvilket ikke holdt ham tilbage fra at spille videre, men han fik også verbalt svinet den tidligere sanger Blaine Cook. Endda med en opfordring om, at hvis man optog det han lige havde sagt, så skulle man ikke tøve med at smide det Youtube, så Blaine kunne se det!

Godt nok kaldte han den nye forsanger ved samme ord, men det var på en noget mere kærlig måde og med tilføjelsen, at han var en meget bedre sanger. Det kan måske diskuteres! Men energien var høj, ligesom humøret, og egentlig passede den her lidt anarkistiske råben hen over sangene udmærket. Det virkede i hvert fald autentisk, men var måske også et bevis på, hvorfor The Accüsed i dag må nøjes med at være et kultband for få og ikke de mange.


Tættere på originalbesætning

D.R.I. har ikke kun ét originalmedlem i folden som The Accüsed. Bandet tæller forsanger Kurt Brecht og guitaristen Spike Cassidy, som dannede bandet, og trommeslager Rob Rampy, der dog først kom med i 1990. Bassen tog Harald Oimoen sig af - han er det sidst ankomne medlem, men har dog været med i 12 år.

Ligesom The Accüsed tog for sig af minutterne på de skrå brædder, så var D.R.I. også imponerende effektive. Næsten 1½ time og et væld af numre, som gik helt tilbage til den første sang, bandet skrev sammen. Kurts stemme lå helt tørt ovenpå musikken, ingen rumklang, ekko eller andet til lige at få den til ligge bedre i mixet. Teknisk ville man ikke kalde det for særligt skønt, men igen var det autenticiteten og en rå energi, som gjorde, at D.R.I. var en god, nostalgisk oplevelse.

I pitten blev der moshet rigtigt godt, og scenen blev besøgt af flere forskellige typer publikum, der lige ville stagedive. Der var punkeren, metalleren og de mindre klassificerbare. Ja, det var en god fest på sådan en onsdag!

Bandet virkede utroligt tændte, og selvom bassist Harald tog en Gene Simmons maske på med ekstra lang tunge, så var det ikke nødvendigt, for både han og fansene foran behøvede nu ikke særlige gimmics for at holde sig vågne. Det var nemlig et velspillende band på scenen, hvor især Spikes guitarspil må fremhæves med sine mange fede detaljer. Herunder nogle nærmest trademark-hyletone-riff, som Machine Head måske har ladet sig inspirere af for mange år siden.

Et eller andet sted kunne man måske godt fornemme, at det nok føltes vildere og voldsommere i 80'erne. Men dengang var genren også ny, og bandet var i 20'erne og ikke i 50'erne. Og med det in mente, så var det faktisk en ganske imponerende og energisk præstation, der blev leveret. Nok er der retro-revival med jævne mellemrum, men det vil kun være de allerypperste udi sangskrivning, som med succes vil kunne gøre de to 80'er koryfæer kunsten efter.