Larmende Gode Petrov og Co.
PopulærBeta i København lukkede den højest tilladte publikumsmængde ind for at se Entombed rive stedet i stykker i en fed fest, der sent bliver glemt.
Like This With the Devil
Serpent Speech
Out of Hand
Just as Sad
Serpent Saints
I for an Eye
Supposed to Rot
To Ride, Shoot Straight...
Stranger Aeons
Damn Deal Done
Left Hand Path
Chief Rebel Angel
Night of the Vampire
Say it in Slugs
Wolverine Blues
Efter endnu et stærkt angreb fra Entombed, så begriber man ikke, hvordan nogen kunne finde på at fyre bandets frontmand Lars Göran Petrov. Men ikke desto mindre så var det, hvad der skete tilbage i 1991, da bandets daværende "boss" Nicke Andersson, mente at LG havde været lidt for nærgående overfor Nickes kærestes. Heldigvis forbarmede man sig over LG: Efter at være savnet på 'Clandestine' og nogle efterfølgende småudgivelser, var han tilbage fra og med 'Wolverine Blues' - og man kan vist roligt sige, at "the rest is history".
Frontmanden var nemlig denne aften som vanlig herligt karismatisk og "lun", hvis man kan tillade sig at bruge sådan et ord om ham - den slags bruges jo ofte til at beskrive Niels Hausgaard! Og når vi nu er ved det nordjyske, så skal det unge, ålborgensiske opvarmningsband Essence, have et par ord med på vejen. Et band, som virkelig lader til at have vind i sejlene.
Mens vi venter på fremtiden
Bandet var hevet ind som sent annonceret support for Entombed. Efter en stærk debut og et forventeligt spændende udbytte af en audiens hos legendariske Peter Tägtgren for at indspille opfølgeren, så ser det ud til at være et band lige på nippet til et større gennembrud.
Det var derfor fuldt fortjent, at de unge gutter stod på Betas scenegulv. Bandet fik at mærke, at de stadig var opvarmning - forstået på den måde, at der stadig var plads helt oppe foran scenen, men bifaldene var derimod i fornem lydstyrke, så opbakningen var der skam, det er sikkert og vist.
Og som bandet spillede fik de helt sikkert vundet sig flere fans til. Det var godt nok mest Lasse Skov i front som for alvor fremhævede sig performance-mæssigt. De andre var mere gemt væk bag langt hår og headbang på stedet, men heldigvis er der i Lasse en frontmand, der vil frem, så alt i alt var det en mere end godkendt præstation fra bandet. Lyden var ganske udmærket, godt med smæk på, og så var Lasses vokal umiddelbart lige blevet en tand skarpere - fed thrash-stemme!
Man blev snydt for bas-introen til 'Blood Culture', men fik dog resten af det fede, catchy nummer. Ellers var sættet fokuseret på nye sange, der vil lande på det kommende album (det ene nummer dog kun i Japan), som bandet forventer udkommer til efteråret i år. Og de holdt generelt en meget høj standard, og rykkede godt igennem, selvom det for de fleste nok var første gang, at de blev hørt. Overraskende var nogle af Lasses leads, der var ret bluesy i det, mens den anden guitarist stod for nogle mere metal-klassiske soli.
Der presses på
Da der jo var udsolgt allerede før Essence blev annonceret, så var det selvfølgelig de mægtige stockholmere, Entombed, som folk var kommet for. Der blev da også presset på helt oppe mod scenekanten da kvartetten gik på, og få sekunder inde i åbningsnummeret var der gang i headbangingen og moshingen.
LG Petrov er naturligvis ikke hele Entombed, men han er fandeme en meget vigtig brik i det band! Han var fantastisk som rock-stodder med det sære, skæve smil og glimt i øjet, der viste, at han nød det lige så meget som hans slidte vest med seje patches stank af års hårdt scene-arbejde. Han insisterede på at tale svensk med folk, og det var ikke altid lige let at forstå, fordi "reverben" på vokalen ikke blev slået fra mellem numrene. Men det var federe end at han talte engelsk - det var mere i øjenhøjde med folk på den måde - og så går "skål!" jo fint igennem hos alle danskere.
Der har dog helt sikkert været mere vildskab fra det svenske band for tyve år siden, da var helt i front i skabelsen af den svenske dødsmetalscene fra Nihilist til den legendariske 'Left Hand Path'-udgivelse under Entombed-navnet. Men at være tilhører var alligevel som at være en lille knægt opslugt af den mystiske onkels mange anekdoter fra en svunden og mystisk verden. Autentisk som bare pokker! Og sætlisten ville så sandelig forkæle lytterne, og var perfekt til et så intimt show, som de lækre rammer på det lille spillested kunne tilbyde.
Synlighed?
Således var lyden perfekt støjende, og leveringen af numrene lige i øjet fra øksesvingerne og rytmesektionen, og band som publikum lod virkelig til at have en fed aften. Der er ikke noget at sige til, at mange bands elsker såkaldte "club-shows". Beta er måske lidt uheldig med sin lave loftshøjde, der gør at scenen blot er hævet en ølkasse-højde fra gulvet. Det gør det svært for folk at se showet ordentligt, hvis man er lidt længere væk fra scenen. Så det hører måske med til fortællingen, at anmelderen stod nærmest "front row" og kunne mærke suset fra de to langhårede, headbangende herrer på hhv. bas og guitar til publikums højre side.
Det var ikke helt på linje med Entombed på Stengade for en håndfuld år siden, hvor det gik så vildt for sig, at en crowdsurfer fik revet nogle lamper ned fra loftet undervejs. Men det var alligevel allerhelvedes perfekt, fordi der opstod en så god og glad stemning mellem band og publikum, og når det så samtidig var fredag, så var det helt naturligt for folk at blive hængende bagefter over guldøl og Sort Søndags Anders Bøtters DJ-sæt med masser af klassiske sange.
Karakterer:
Essence: 4 (video
" target="_blank" title="Essence">HER)
Entombed: 5
Tag et lyt på '
" target="_self" title="WB">Wolverine Blues', '
" target="_blank" title="NotV">Night of the Vampire' eller 'Serpent Saints, som du får direkte her i artiklen: