Doom for kor
Kan et kor synge doom? Kan kirken danne ramme om mørket? Det udforskede komponist og lydkunstner Lars Lundehave Hansen sammen med Ars Nova i opførelsen af stykket 'Reformation' i St. Albans Kirke på Østerbro.
En af de mere interessante komponister i Danmark for tiden, Lars Lundehave Hansen, har skrevet et stykke musik, der vil meget. Det hedder 'Reformation' og er skrevet til kirkerummets akustik og arkitektur. Valget for opførelsen i anledning af årets udgave af festivalen Klang faldt på St. Albans Kirke i Churchillparken i København, i daglig tale måske mest kendt som den engelske kirke.
Det resulterede i 42 minutters intens lyd og lytteoplevelse i et rum, der trods det dystre ydre, var påfaldende lyst og indbydende og besynderligt diminutivt - en lille bitte prædikestol, en enkelt trappe op til alteret, flankeret af det korteste gelænder, jeg til dato har set, alt sammen i gode materialer og smukt udført af dygtige håndværkere og glasbemalere. Den immersive lydoplevelse var en del af værket og Lundehave Hansen nedsænkede diskret publikum i lyd fra alle sider. Enkelt udført, svært at få til at få virke. Små bluetooth-højttalere var placeret under de i øvrigt ret ukomfortable kirkebænke og sikkert en masse andre steder, hvor jeg ikke opdagede dem, og var sammen med det mere synlige og i øvrigt helt verdslige PA anlæg lydsiden bag koret Ars Nova, der udgjorde den anden - og meget væsentlige - halvdel af værket.
Kunsten at synge uden tekst
Ars Nova er et kor, der har international anerkendelse og som er vanvittigt dygtige til den form for korsang, hvor der ikke er ord, ikke er tekst, og hvor der ikke er musik at læne sig op af. Denne aften snarere tværtimod, for musikken stod på sine steder i skærende og dissonant kontrast til korstemmernes bølgegang. Ars Nova er en koncert værd i sig selv, og selv om vi godt må forvente os et højt niveau af professionelle sangere, så måtte jeg tage mig selv i at blive virkelig imponeret af det, de formåede. Med melodier, der ofte ikke lige bøjede og drejede som forventet, med vanskelige halvtone-trin og konstante skift mellem dur og mol, var det i sig selv fascinerende at se hvor legende let, de fik det til at se ud, og hvor saftigt og luftigt det lød, som de foldede koralerne ud - nogle steder i en meget moderne version af den klassiske kirkekorstradition, andre steder mere klassisk og lettere at genkende.
Et værk til kirken
Bag koret snoede musikken sig. Fra det blide, sarte (næsten for sarte) og med små diskrete kip med hatten til den kirke, vi sad i, over det knasende, støjende, dissonante til det store, det svulstige og doomede. Afspejlende en stemningskompleksitet, som måske i sig selv var et nik til kirken, der gennem århundreder har dannet rammen om menneskers liv fra glædelige fødsler, konfirmationer og bryllupper til de mindre glædelige begivenheder som begravelser. Det er et rum til de store og de små følelser, og det var slet ikke tilfældigt, at musikken rummede det samme. At sige, at koncerten var lige på og hårdt er måske lidt at overspænde buen, men kompleksiteten var tydelig fra starten og vi blev skiftevis hevet op og trykket ned – som om nogen trak både i hår og fødder på samme tid.
Klassisk - og dog så moderne
Med en tematik for hver af de ni satser, der til sidst vendte tilbage og bandt sløjfen, var vi i sandhed det hele igennem. Fra det blide, sarte, skrøbelige, båret af både det soniske bagtæppe og korets skønne lyse stemmer til de næsten ubehagelige elementer, hvor kendte lyde og instrumenter blev drejet ti grader. Genkendelige og dog så fremmede. Enkelte steder, hvor sopranerne var helt ude i den yderste ende af registret, blev det næsten skræmmende i sin pludselighed. Formen for hver sats var fast; først koret, der acapella slog temaet an, hvorefter lydsiden stødte til og blandede sig med stemmerne og til sidst den rene lydside, der samtidig også blev volumenmæssigt højere. Der er grænser for hvor højt man kan skrue op for de elektroniske dele af et værk, når der også er stemmer, der synger uforstærket - kirkerum eller ej, men jeg tog mig selv i at ønske, at lydsiden havde været en lille bitte smule højere sammen med koret.
Selvom både tema og komposition lå langt fra de klassiske mestre, med sine elektroniske noise elementer og den underliggende doom-følelse var der antydninger af klassisk opbygning i værket. Den blide indføring, bestemmelsen af temaer, harmonierne, der var nogenlunde lette at afkode over en til tider kaotisk, bastant og på sine steder svulstig midte til en opsamling, en sløjfe, en tilbagevenden til oprindelsen. Cirkulært i et rum tilhørende en institution, der om nogen er eksponent for den lineære tidsopfattelse. Det kan man så gå og gruble lidt videre over, hvis man er den type.
Med en understrøm – nogle gange stærk og andre gange svag – af noise, doom, råddenskab og mørke ville entusiastiske lyttere af Sunn 0))) og Khanate have haft en fest. Det var voldsomt, det var grimt, det var svært at lytte til og samtidig meget smukt, luftigt og let. To lag, der skiftevis flettede sig sammen og gik hver sin vej.
Var det doom?
I præsentationen af værket fremgår det at koret synger doom metal riffs. Gjorde de så det? Nej. Ikke rigtigt. De mestrede det grimme på den pæne og skolede måde, og doom er jo næsten antitesen til netop det. Det gjorde ikke værket dårligere, men havde man købt billet alene ud fra den beskrivelse in mente var man måske blevet en lille smule skuffet. Den formulariske måde at bygge satserne op på var der som sådan ikke noget galt med, og man kan argumentere for, at det skabte forudsigelighed i et ellers ret uforudsigeligt stykke musik. Personligt synes jeg blev lidt for forudsigeligt.
Lykkedes det for Lundehave Hansen at lave et stykke musik, der både var en homage til fundamentet, skabt til og i det rum, stykket var skrevet til og samtidig til den doom, som var dets erklærede formål? Delvist, vil jeg sige. I virkeligheden burde enhver beskrivelse blot bortfalde, så stykket kunne få lov at stå som sig selv og i sin egen ret – og ikke mindst give luft til den fortolkning, hver enkelt lytter kunne få ud af det.