Lektion i dødsmetal

Lektion i dødsmetal

Suffocation viste i Pumpehuset, hvordan dødsmetal skal spilles, men det var uden de store armbevægelser rent showmæssigt.

Kunstner
Titel
+ Cephalic Carnage + Havok + Fallujah
Spillested
Dato
22-05-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Amerikanske Suffocation har de seneste par år været nogle gange i Danmark, men det legendariske dødsmetalband kunne heldigvis stadig trække en hel del mennesker til Pumpehuset på en dødssyg, regnfuld onsdag. Folk med respekten på rette sted for dette band undrede sig måske over, at det var den lille scene i stueplan og ikke den større med bedre lys og PA ovenpå. Men for intensiteten var valget nu meget fornuftigt, da der jo netop ikke var udsolgt og dermed heller ikke folk nok til at fylde salen halvt ud ovenpå.

Som det så ofte ses på dødsmetal-ture, så var der lige en række supportbands at opleve inden hovednavnet. Den svære tjans som åbner havde Fallujah fået, og det var teknisk dødsmetal med symfoniske elementer tilføjet via backingtracks. En ivrig trommeslager imponerede, men variationen var lidt savnet, for det var primært det hurtige spil, han præsenterede. Men også strengespillerne var ferme på instrumenterne, ærgerligt var det dog, at lyden var så ringe, at man ikke altid kunne høre de mange soli ordentligt – og nogen af dem var så indsovsede i effekter, at man ikke kunne skelne mellem, om det var guitaren eller keyboard fra samples, der kunne høres.

Aftenens sande fest

Lidt luft i programmet stod Havok for. Her var growl og brutalitet for brutalitetens skyld gemt langt væk. Fest opstod på scenen og foran den, hvor det publikum, som havde trukket i cowboyveste med patches på, virkelig skruede op for dampen i den gamle ”Pumpe”. Havok formåede med deres passionerede, retro-thrash at komme længder længere ud over scenekanten end nogle andre bands kunne denne aften. På trods af de ærketypiske thrash-dyder klarede bandet på de 30 minutter, de havde til rådighed, at levere et rimeligt afvekslende show, som også gav plads til helt nyt materiale.

Smilene kom frem på læberne over spilleglæden hos Havok, og for nogle blev det blot sjovere med Cephalic Carnage, hvor andre her kun lige kunne mønstre et anstrengt smil. Der var nemlig gak og løjer på menuen med det amerikanske grindcore/death metal-band, lige fra guitaristens fjollede samples mellem numrene over en forsanger, der fortalte om tekster omhandlende ”transformers, der laver porno”, til en afslutning, hvor publikum blev bedt om at vende sig om, så bandet lige kunne få corpse paint på. Der var tale om masker, hvor det mest fjollede var et hestehoved.

Musikken var udmærket, og egentlig varieret nok inden for genrens rammer, og det fungerede ganske udmærket – forudsat at man altså tilhørte den lejr, som ikke fandt det alt for idiotisk, hvad der blev sagt mellem numrene på scenen.

Musikalsk skarpere

Det krævede ikke mange sekunder af Suffocation for at fornemme, at det hele lige blev en tand mere seriøst og effektivt. På den musikalske side i al fald. Lyden var markant bedre, og bandet spillede virkelig godt, med en glimrende sætliste, der tilgodeså både crowdpleasers fra ’Effigy of the Forgotten’ og det bedste fra den nye, og ganske roste, skive, ’Pinnacle of Bedlam’.

Kendere vil vide, at bandets originale forsanger, Frank Mullen, sjældent er med længere, når der spilles live, så denne gang blev vokalen varetaget af John Gallagher fra Dying Fetus. Han er vant til at stå med en guitar samtidig i sit eget band, der spiller en omgang ret teknisk død, hvor han er undskyldt for ikke at give den så meget gas som showmand. I Suffocation havde han dog mere frie rammer, og den lille scene var endda også blevet noget større end hos de andre bands denne aften, da der nu kun stod ét trommesæt på scenen.

Men John satsede på brutalitet, stillestående skulen og lejlighedsvise fagter med armen som signal, til at publikum skulle sætte gang i noget bevægelse. Det mindede lidt om en hiphopper, der vil have folk til at ”bounce”, og bedre blev det ikke af, at han virkede lidt fornærmet over, at publikum mest svarede igen til musikken, som musikerne på scenen gjordet det: med headbanging.

Kedelige pauser, men musikken sejrede

På det punkt var det en sløv onsdag i København, men moshpitten kom i gang ved flere lejligheder, men der var mest plads til headbanging på stedet og/eller beundring over de musikalske bedrifter på scenen. Således får Suffocation en ret høj karakter, selvom show-delen var begrænset, og selvom bandet holdt lidt for lange pauser med ryggen til publikum mellem numrene (Cannibal Corpse-style, hvor ”Corsegrinder” dog er lidt bedre til at tale til publikum i pauserne mellem sangene), for man var alligevel ikke i tvivl, om at man lige havde overværet en lektion i dødsmetal. For musikken er vel vigtigst. Især i dødsmetal, hvor det kun er få, der viger fra attituden og falder i smil, grin og fjol som hos Cephalic Carnage.

Karakterer:
Fallujah: 3
Havok: 4
Cephalic Carnage: 3
Suffocation: 4