Storhed og fald

_XTD1151
_XTD0917
_XTD1054
_XTD0963
_XTD1218
_XTJ0647
_XTJ0824
_XTD1232

… og storhed genbesøgt. Machine Heads tretimersmaraton af en charmeoffensiv var en blanding af det bedste og det værste fra bandets diskografi, inden det kulminerede i en gennemspilning af ’Burn My Eyes’.

Kunstner
Spillested
Dato
09-10-2019
Genre
Trackliste
Imperium
Take My Scars
Now We Die
Beautiful Mourning
Bulldozer
Locust
Killers & Kings
I Am Hell (Sonata in C#)
Aesthetics of Hate
Darkness Within
Catharsis
From This Day
Ten Ton Hammer
Is There Anybody Out There?
Halo
-
Davidian
Old
A Thousand Lies
None but My Own
The Rage to Overcome
Death Church
A Nation on Fire
Blood for Blood
I'm Your God Now
Evil (Mercyful Fate cover)
Block
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Det er de færreste bands, der 25 år inde i karrieren kan køre deres eget dedikerede publikum trætte.

Men det skete onsdag aften, da et revitaliseret Machine Head fejrede jubilæet for deres debutalbum ’Burn My Eyes’ i Amager Bio.

Det manglede da også bare. Særligt oven på sidste års makværk ’Catharsis’, der var et pinligt forsøg på at genoplive nu-metal og forene det med socialt indignerede anti-Trump-tekster, og som førte til et eklatant fald i status og langtidsmedlemmerne Phil Demmel og Dave McClains exit fra bandet.

Med nye medlemmer i ryggen er frontmand Robb Flynn nu på charmeoffensiv, og det virker: I hvert fald blev det udsolgte og propfyldte Amager Bio forvandlet fra en onsdag til en lørdag, da hverdagstrætheden blev erstattet af weekendens rus; komplet med udtalt feststemning, circle pits, headbanging en masse og et gulv fuldstændig søbet ind i fadøl.

Maratonkoncert
Over tre timer og to sæt foldede Machine Head sig ud og spændte over deres samlede oeuvre. Modsat andre bands, der til jubilæumsshows ofte spiller det pågældende album i fuld længde som det første og slutter af med øvrige hits, havde Machine Head valgt en anden tilgang og lagt ’Burn My Eyes’-sættet som det sidste.

Flankeret af Decapitated-guitaristen Vogg, trommeslager Matt Alston og bassist og backingsanger Jared MacEachern, der har været med siden 2013, startede det nye Machine Head-lineup således ud med små to timer, som primært dækkede albummene fra årtusindeskiftet og frem.

Et tændt publikum tog godt imod numre som ’Beautiful Mourning’, den fede groovethrasher ’Bulldozer’ (fra det ellers forhadte album ’Supercharger’), den ældre ’Take My Scars’ og den nyere ’Locust’, der fik ekstra pondus af MacEacherns dødsgrowl.

Det var et udstillingsvindue for hele Machine Heads bagkatalog og for den udvikling, de har gennemgået de sidste to et halvt årti.

Og det er en udvikling på godt og ondt.

Tale i langdrag
Flynn var på og opfordrede hele tiden publikum til at give endnu mere. Gøre circle pitten større, headbange, crowdsurfe (også selvom man ikke måtte), hoppe, klappe, synge med, det hele.

Den skal endelig ikke have for lidt, men de evindelige ”headbang, motherfuckers!” og ”jump, jump, jump!” var også med til at tage livet af ellers gode sange som ’Halo’ og den sjældent spillede ’From This Day’. Ligesom det momentvist var med til at give en følelse af, at man stod til en House of Pain-koncert i stedet for et metalshow.

Introduktionen til ’Darkness Within’ blev trukket i langdrag, da Flynn skulle dedikere en tale til publikum – til dem, der har været med siden begyndelsen, til dem, der er kommet til igennem årene og til dem, der ser bandet for første gang.

Til dem, der havde været et ”tough crowd”, før koncerterne med tiden blev til ”dirty, sloppy one night stands” (hvilket skulle forstås som en god ting).

Til dem, der føler musikken og ikke kan være den foruden.

”Because it makes you feel alive!”, som Flynn selv formulerede det.

Metallens motivationsmand
Da sangen endelig gik i gang, var det med alle stadionrockens remedier: Armene i vejret, fra side til side og en afslutning, hvor publikum tog over i fællessang og klappen i takt. Inkluderende, javist, men også lettere vulgært i al sin oppustede opulens.

Hvilket dog på ingen måde kunne overgå den smagløse ’Is There Anybody Out There?’, der med et Slipknot-groove, en form for rap-vers og et storladent omkvæd med opblæste strygere bedst kan beskrives som EDM-metal.

Det kunne måske fungere på et stadion, hvis ikke det var, fordi nummeret er så tåkrummende ringe, som det er.

”Live my life like I’ll die tonight / dream like I’ll live forever” lød det i c-stykket, som slår fast, at udviklingen mod ’Catharsis’ (som vi også fik titelnummeret fra) blev indvarslet flere år i forvejen.

Det er citater, der kan blæses op i stor skriftstørrelse, printes ud og sættes i en fin ramme på væggen. Det er oneliners og motivational quotes med Robb Flynn som en modstandens guru og bannerfører.

Og det er metal reduceret til en staveplade.

Velspillet throwback
Det er en balancegang, for det kan godt være, at Robb Flynn er karismatisk (det er han), men han er også selvfed. Og det ender med at skygge for musikken.

Tværtimod klæder det ham – og resten af bandet – når han træder et skridt tilbage og lader musikken tale for sig selv.

Som han gjorde, da bandet efter en ti minutters pause vendte tilbage på scenen for at spille det, som det egentlig drejede sig om: ’Burn My Eyes’ i fuld længde.

Her blev Vogg og Matt Alston udskiftet med henholdsvis Logan Mader og Chris Kontos, der spillede på pladen dengang, og så tog de ellers bare fra albummet fra start til slut. Ingen dikkedarer, ikke for mange pudsige indfald, bare groovet thrash fra midt-90’erne i fuld udblæsning.

Det stod i stor kontrast til de opblæste stadionnumre fra det første sæt, og det gik op for én, præcis hvor tunge og aggressive Machine Head faktisk var, da de kom frem. ’Davidian’ og ’Old’ er fortsat klassikere i diskografien, mens ’Blood for Blood’ er noget af det mest nådesløst thrashede, de har præsteret til dato, og ’Death Church’ er et forunderligt vellykket forsøg på at lave en form for tung, gotisk groove metal.

Med tykke dreads, lang goatee og pumpende brystmuskler med tatoveringer a la Ralph Fiennes i Hannibal Lecter-filmen ’The Red Dragon’ lignede Logan Mader en, der var trådt ud af år 2001.

Men samspillet var ikke til at sætte en finger på.

Ligesom Chris Kontos hamrede slagkraftigt igennem og med sit ekvilibristiske spil på tammerne mindede om, at Machine Head også har taget ved lære af hardcoren igennem tiden. Inden en trommesolo blev han introduceret som ”the man who played in Konkhra!” for dem, der husker, at Kontos i sin tid spillede med på Konkhras ’Weed Out the Weak’.

Samlende enhed
Jovist, der blev plads til en hurtig (og kikset) jamsession af AC/DCs ’Back in Black’, som blev fulgt op af Mercyful Fates ’Evil’ (foranlediget af Kontos’ tøjvalg – et allover-print af Mercyful Fates ’Don’t Break the Oath’ (og så glemmer vi lige for en stund, at ’Evil’ er fra Fates debut)), hvilket førte til en hurtig reprimande, da det gik op for Flynn, hvor få i publikum der faktisk kendte sangen.

Det var der givetvis ikke så mange, der gjorde. Men det kan også være, at folk bare var trætte.

Hvilket var forståeligt nok, som klokken nærmede sig midnat, og Machine Head kørte på tredje time. ”That is not a pit!” lød det i en sidste opfordring, før bandet takkede af med ’Block’ og kastede trommestikker og plektre ud til publikum.

Symptomatisk for Machine Heads appel var det ikke de heldige få, der fik fat i et plekter: Der skulle være nok til alle, og sådan kom medlemmerne ind med hele poser med plektre (specielt trykt med landenavn og det hele på), som de mere eller mindre hældte ud over publikum.

Sådan er der så meget. Machine Head og Robb Flynn gør alt, hvad de kan for at være en samlende enhed. Alle skal kunne være med, og det er positivt, når man er et navn, der kan spille de store scener op.

Desværre går det også bare ud over musikaliteten.

Men trods en nok så fejlbarlig diskografi kan Machine Head 25 år efter debutpladen stadig spille maratonkoncerter og køre deres eget publikum trætte i en headbangerrus på en hverdagsaften.

Og det er trods alt de færreste forundt.