Mæt Monster-Dave

Mæt Monster-Dave

Da Monster Magnet mandag aften gæstede Store Vega var det med en særdeles stor gut ved roret. Dave Wyndorf er navnet. Format af rang.

Spillested
Dato
08-11-2003
Genre
Trackliste
Dopes To Infinity
Crop Circle
Powertrip
Twin Earth
3rd Eye Landslide
Zodiac Lung
Radiation Day
The Right Stuff
Negasonic Teenage Warhead
Space Lord
Ekstra:
Melt
Cage Around The Sun
Tractor
Spine of God
Karakter
2

Wyndorf, der som det eneste originale medlem tilbage af Monster Magnet, er en af fundamentstøberne til stenerrocken, og har bestemt den musikalske anciennitet på sin side. Pladeudgivelserne har de sidste mange år dog hverken kunnet måle sig kunstnerisk med det udsyrede, personlige hovedværk, ”Dopes To Infinity” (1995), eller med det høje salgstal der blev lagt for dagen med den mere kommercielle, lovbundne rock 'n' roll-plade, ”Powertrip” (1998). Det var måske derfor, det kun var et fåtal af publikummer, der så sig i humør til en omgang mandagstråd med et af stenerrockens tidligere mest eksponerede navne. Den uhyrlige billetpris på små 300 kroner kan selvfølgelig også have noget med det at gøre. Under alle omstændigheder mindes undertegnede ikke at have set et ringere fremmøde i Vegas store sal, og man forbandende derfor lidt, at festen ikke blev holdt i den tilskydende lille sal i stedet: Man sveder hellere, mens man står som sild i en tønde, end man er vidne til større arealer af ledig gulvplads kun tre meter fra scenen. Mandag eller ej, det siger rockdirektivet sgu’. Men festen blev nu alligevel startet med bravour, da åbningstrioen, ”Dopes To Infinity”, ”Crop Circle” og ”Powertrip”, startede showet umanerligt veloplagt. Sangene oser stadigvæk af gå-på-mod, og de vil for evigt besidde den musikalske rebelske kant, der er indbegrebet af rend-mig-i-røven-attitude. Hvad Wyndorf de seneste år har taget på i vægt (og det er ikke så lidt), har han dog i mellemtiden desværre tabt i sceneformat. Fysikken lægger en begrænsning på ham, som gør, at han kun er skyggen af sit gamle overlegne rock-ego. Han er blevet tykkere end de højtalere, han plejede at kravle rundt på. Det, der derfor i lige så høj grad som bandets sceneoptræden, er med til at gøre Monster Magnet til en psykedelisk live-oplevelse, er deres brug af bagtæppet, som viser en pærevælling af vilde, udsyrede animationer. Nordisk mytologi blandes med b-filmens kultremedier og andet gøgl: Nøgne kællinger, julemænd på fisserov, rumstationer i brand, zombier, skeletter, hekse og what-not. Det er yderst underholdende. ”The Right Stuff” fra den ganske udmærkede ”Monolithis Baby!” (2004) samt ”Negasonic Teenage Warhead” og ”Space Lord” figurerede sidst på sætlisten. Her havde man dog ramt en mur og man orkede faktisk ikke så meget mere af Wyndorfs rutineprægede optræden, som - når den var farligst vel at bemærke - bød på dyb stønnen og King Kong-banken på brystkassen. Ak, ak. Heldigvis bød ekstranumrene på titler fra stener-milepælen ”Spine of God” (1992), som skulle blive højdepunkterne for aftenen. Mere end nogen anden sang nikker specielt titelnummeret anerkendende til Monster Magnets oprigtige, mest medrivende rødder. Sammen med Sleeps ”Holy Moyuntain” og Kyuss’ ”Blues For The Red Sun” (også begge 1992) var ”Spine of God” i sin tid en forløber for stener-genren. En trendsætter for genren der skider på alt det moderne. Og her, 16 år efter dens udgivelse, er den paradoksalt nok stadigvæk et forbandet forfriskende miks af lige dele Black Sabbath-doom og space-out-syre-rocken fra Hawkwind. Ballet blev sluttet eminent af, og det redder helhedsopfattelsen af koncerten. Der var dog flere stilstande i løbet af aftenen, og det er altså fælt, når man som publikum føler sig mæt allerede efter sætlistens første time.