Miraklet på Heden

Populær
Miraklet på Heden

Volbeat er Danmarks største rock- og metalnavn og sidder på tronen. Den plads har de ikke tænkt sig at vige fra foreløbig, og i Herning viste de hvorfor.

Kunstner
Spillested
Dato
23-11-2013
Trackliste
1. Doc Holliday
2. Hallelujah Goat
3. Radio Girl
4. The Mirror And The Ripper
5. The Nameless One
6. Guitar Gangsters & Cadillac Blood
7. Sad Man's Tongue
8. Lola Montez
9. Heaven Nor Hell
10. 16 Dollars
11. Dead But Rising
12. The Garden's Tale
13. My Body
14. A Moment Forever
15. Fallen
16. The Lonesome Rider
17. Mary Ann's Place
18. Pool Of Booze, Booze, Booza
19. The Hangman's Body Count

20. Caroline Leaving
21. Maybellene I Hofteholder
22. Cape Of Our Hero
23. Still Counting
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
4

Her på redaktionen har vi de seneste år kastet mange roser i retning af Volbeat. Specielt når de spiller koncerter, har vi været lette at begejstre. Denne anmelder er svært skyldig i den ensidige lovprisning af det band, der har trodset genrerne og sejret på samtlige platforme, inklusiv massemedierne. I Herning var det spillestedet Boxen, der denne gang lagde gulv, vægge og lydanlæg til koncerten. Et spillested, som undertegnede aldrig har været på før. Jeg blev positivt overrasket over, hvor let det var at finde rundt, og generelt var alle faciliteter udmærkede. En udmærket kulisse til næste Volbeat-koncert.

Koncerten åbner med, at irske Rod Sinclair på banjo starter lydanlægget op, mens det store scenetæppe stadig hænger og skjuler scenen, og Rod har selskab af Anders Pedersen på slideguitar. De to hygger sig lidt og får varmet publikum op, før scenetæppet falder i et kæmpe brag af festfyrværkeri, og så sparkes koncerten ellers i gang med 'Doc Holliday'.

Aldrig før har jeg set Volbeat med så stor en scene og så stor en produktion, som de har med på denne verdensturné, der slutter med koncerterne i Boxen og Forum. Volbeat er kommet helt derop i sceneudstyr, hvor giganter som Metallica og King Diamond også huserer. Der er galge, western-tema, gravsteder osv. Det er stort, og det er flot.

Musikken er lige så flot og stor. Lyden var der lidt knas med her og der, hvor der var lidt feedback, men overordnet var lyden god i Boxen, og kendetegnet er som altid Jon Larsens trommer, der har en tyngde, som kun er ganske få livebands forundt.

De 15.000 fremmødte får også præcis det, som de er kommet efter. Volbeat i topform.  Michael Poulsen ser glad ud og er tyndere og mere trimmet end nogensinde før. Han har lagt kost og livsstil om, så det er en effektiv og strømlinet udgave af frontmanden, der lørdag aften stilsikkert fører publikum gennem de to timer, som koncerten varede.

For det var en lang koncert. De startede 21.05 og gik af præcis to timer senere. I det tidsrum nåede de at hive gæstemusikere op til en del sange, deriblandt Jon Schaffer fra åbningsbandet Iced Earth, der spillede guitar på 'Pool Of Booze, Booze, Booza', Jacob Øgenlund fra Grumpynators på '16 Dollars' og ikke mindst The Storms Pernille Rosendahl, der sang duet med Michael Poulsen på 'A Lonesome Rider' og naturligvis 'Mary Ann's Place', som hun også indspillede med bandet i studiet på plade. Et herligt gensyn.

Da Volbeat går i gang med ekstranumrene er det med 'Caroline Leaving' som det første, og her sætter de trumf på med ild og fyrværkeri. Produktionen kører her på alle cylindre, og Boxens publikum bliver i den grad trakteret med et endegyldigt bevis på, at aldrig før har Danmark haft et så stort navn i den tunge genre. Det bliver nok ikke nemt at nå salgstallene fra Aquas storhedstid, men levetiden hos Volbeat har allerede vist sig at være markant længere, og mens de bestred tronen for nogle år tilbage, så viser de ingen tegn på, at de har tænkt sig at fravige den foreløbig. Denne turné er ikke nogen kulmination. Det er en magtdemonstration. Volbeat siger: Vi er de største, og det har vi tænkt os at blive ved med at være i en rum tid.

Hvilket herligt budskab. Leveret på den mest ydmyge og taknemmelige måde, der gør det umuligt for denne anmelder at droppe malurt i bægeret. Bevares, Michael Poulsens cadeau til Kim Larsen var måske en anelse søgt og svært at kommunikere til 15.000 mere eller mindre halvfulde gæster, men han gjorde dog et hæderligt forsøg.

Netop publikum er nok den eneste akilleshæl, som Volbeat render rundt med. Prisen for at være slået igennem til masserne. Der var et besynderligt fravær af headbanging i salen, ingen moshpits og heller ikke nogen crowdsurfing, selvom forsangeren flere gange sagde, at det måtte man gerne. Til sidst tog han sagen i egen hånd og måtte vise de fremmødte, hvordan man gør og kastede sig så ud blandt publikum. Det kom der så en del mere eller mindre vellykket crowdsurfing ud af, men koncertvante var publikum ikke. De trænger i den grad til at komme i praktik i 10-15 år på Wacken, Copenhell og Aalborg Metal Festival. Her kan publikum lidt mere end bare spilde fadøl ud over hinanden. For der var altså lidt for mange Grøn Koncert-elementer i publikum, og det er ikke Volbeats skyld, at de appellerer til revl og krat. Det er bare os fisefornemme metalelskere, der er vant til mere og bedre fra dem, vi står og skråler sammen med, når der er koncert.

Det ændrer dog ikke på, at Volbeat anno 2013 stadig formår at levere et show i særklasse. Et mirakel, at end ikke et utrænet publikum kunne sænke farten på det tog, der blev formet i asken af Dominus, da Ringsted-drengen Michael Poulsen ville andet og mere end dødsmetal. Koncerten i Boxen i Herning var bare endnu et kapitel i den æra, hvor Volbeat regerer ubestridt.