Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '19: Fremragende elendighed

Updated
_XTD9145
_XTD8879
_XTD8921
_XTD9001
_XTJ3734
_XTJ3750
_XTD9197
_XTD9248

Med dødsmetalvokalharmonier og en trommeslager i særklasse blev der fredag aften leveret et solidt og hårdtslående show fra det amerikanske band Misery Index. Her var både plads til korslagte arme og moshpits.

Kunstner
Dato
05-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Med en åbning som ’The Great Depression’ får man med sin rokkende krop lyst til at råbe noget i stil med ”Misery Index ain´t nothing to fuck with”, qua at bandet lige nu spiller direkte op i mod Wu-Tang Clan, der slår sig løs ovre på Orange. Med skiftende tempi og thrashdødsmetallisk riffing stormer kvartetten derudaf. Udover at se benhårde ud, optræder rytmeguitarist og den ene halvdel af vokalsiden, Mark Kloeppel, helt overlegent og afslappet. Dødsmetallens Matt Pike.

Kloeppel har en vokalist ved sin side af samme kaliber; Jason Netherton, der i øvrigt er bandets eneste originale medlem og derfor tit misforstås som frontmand, growler nemlig som om det er nemmere end at trække vejret. Der flyder ondskab ud af mandens mund, alt imens han ligner én der kunne spørge, om man ville række ham saltet. Netop denne attitude fra hele frontlinjen hos Misery Index hæver dem over mange nyere dødsmetalbands. Der er stil og fandenivoldskhed, men der hviler en betryggende jydehed hos den østkyst-amerikanske gruppe. Man kunne her have refereret til en dansk gruppe, der besidder samme karismatiske coolness, men lige denne danske kvintet har måske endda endnu mere karakter, så det er nok bæst at lade være.

Apropos sammenligningen minder trommespillet meget om Sebastian Abildstens; den almægtige Adam Jarvis bag frontlinjen forsvinder ikke væk i knusende riffs og brutale growls. Imellem de blastbeats og "dobbeltpedal-med-klokken-på-ridebækkenet"-stykker, der er karakteristiske for genren, bliver der ikke sparet på ultratekniske fills og grooves. Hvem af de to trommeslagere, det er en kompliment til at sammenligne de to, ved jeg næsten ikke længere. 

Med gigantnummeret ’New Salem’ bliver det her, selv for de korslagte arme, svært ikke at headbange og/ eller synge med, hvis man kender sangen. Moshpitten åbner sig endnu engang. Misery Index er ulykkeligt i sit lyriske univers og tungt i sit musikalske; En kombination, der virker glimrende for dødsmetal. Der er intet prætentiøst at spore, og energien er så rå og ægte, at man virkelig nyder selskabet af bandet samt de andre fremmødte på Pavilion-scenen. Trods elendighed og ulykkelighed.

Kompromisløst og med små ”tak fordi vi måtte være her”, ”vi er et band” og ”må jeg låne saltet?” under tuning mellem numrene er der ikke så meget yderligere kontakt. Det behøves bestemt heller ikke, da musikken er så rigeligt fængende i sig selv. Afslutningsvis spiller bandet ’Traitors’ og runder dermed af med en sikker klassiker. På den måde kan man trygt tikke bandet af på listen over de hårdtslående og knusende dødsmetalbands. Der er få ting, der kan få en til at prioritere fremfor Wu-Tang Clan på en festival. Misery Index er en af dem.