KTDF '19: Canadisk kraftværk buldrede derudad
I menneskets celler findes mitokondrier, der producerer kemisk energi til cellerne som en slags kraftværk. Og canadiske Mitochondrion var da også et kraftværk, der buldrede løs.
Med et besøg i Island i juni i år brød canadiske Mitochondrion deres næsten fem år lange eksil fra Europa. De spillede faktisk deres europæiske debut til den sidste Kil Town Death Fest i Ungdomshuset i 2014.
Mitochondrion hører ikke til de mest produktive bands. To demoer, to fuldlængdeplader, en enkelt ep og to splits, hvoraf seneste split (med canadiske Auroch, som forsangeren Shawn Hache og bassisten Sebastian Montesi spiller i) er fra 2016. Fuldlængderne er for længst udsolgte, men i sommers annoncerede Mitochondrion et genoptryk af albummet ‘Parasignosis’ fra 2011. Men kun med mulighed for at købe det til dette års Kill-Town og Covenant Festival V i Vancouver i juli måned i år.
Da det jo er en festival helliget dødsmetallen og al dens væsen, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at Mitochondrion spiller dødsmetal. Hvad der måske kan overraske, er de eksperimenterende elementer. Jeg hører både lidt black og lidt doom metal i Mitochondrions musik, og mine tanker bliver ledt hen imod Australien og en slags hybrid mellem Portal og Impetuous Ritual. Det er bestemt ikke lige så vanvittigt, men vi er tæt på, bare mere melodisk.
Bandet er også så småt begyndt at røre på sig på udgivelsesfronten, omend langsomt. I 2017 blev et nyt album annonceret, og det vil med al sandsynlighed blive udgivet af Profound Lore Records, hvor deres seneste udgivelse er fra. I Vancouver fik de nye numre, det regner jeg med også skete i Island, for det skete i hvert fald i aftes.
Energiproduktionen begyndte kl. 21 på hovedscenen i Pumpehuset, og det var med stilhed og knyttede næver i vejret, efterfulgt af et tredobbelt brøl af en anden verden. Både de to guitarister og bassisten skreg det bedste, de havde lært, og jeg er sikker på, at trommeslageren gjorde det samme.
Der er noget majestætisk over sanger og guitarist Shawn Haches positur og bevægelser, som forstærkes af påklædningen med bar mave og lædervest og sortmalede øjne. Haches fingre glider over guitarens bånd som en nøjeregnende edderkop, når der spilles. Det ser legende let ud og er en fornøjelse at se på. Af og til kommer en knyttet næve i vejret, der bliver mødt af et brøl fra salen, der ikke virkede så velbesøgt som den måske burde have været.
Alt imens de tre herrer i front flår i deres strenge, bomber en ultratight trommeslager, Karl Godard, Bombehuset med tamslag, der virkelig var velplacerede i lydbilledet. Et lydbillede, der bestod af et klaustrofobisk og kvalmende kaos toppet med en hurtig solo og længere melodiske mellemspil. De melodiske mellemspil kan på papiret synes som en farlig malplacerethed i det kaotiske og energifyldte univers, Mitochondrion skaber, men det var enormt givende til oplevelsen af den totale metal. Særligt når det var så velspillet.
Jeg håber ikke, at Mitochondrion selv har valgt lys til aftenens show, for det var desværre fuldstændig håbløst skizofrent. Det ødelagde i hvert fald min oplevelse en smule at få publikumslys på de mørkere og tungere dele af koncerten. Det havde klædt showet og lydoplevelsen at have kørt med et dæmpet lys i én farve. Det duer ikke, når der er tre farver, der vimser rundt og forstyrrer bassisten Montesis Corpsegrinder-rullende hår eller andenguitarristen Nick Yanchuks besatte skrig.
Som nævnt tidligere spillede Mitochondrion et nyt nummer, der absolut var lovende, afslutningen var i hvert fald et hit blandt det forholdsvis engagerede publikum, der desværre tabte pusten en smule mellem de lidt for lange pauser mellem numrene. Det var lidt en skam, for det ødelagde noget af det momentum, som bandet ellers sagtens kunne sætte i numrene.
Efter lige godt 50 minutter sluttede Mitochondrion deres sæt, der var en mere end hæderlig præstation. Det var i hvert fald en omgang velspillet, energiladet totalmetal i sin bedste form.