MMF 26: Rockgud med drømmefanger
Uli Jon Roth regnes for en af rockhistoriens store guitarister. Fredag på Metal Magic viste han atter hvorfor. Selvom det tog lidt tid at komme derhed.
Sidst Uli Jon Roth spillede på Metal Magic, i 2016, står for mig som en magisk oplevelse. Publikum gik bananas på en måde, der sjældent er set, og koncerten gik op i en højere enhed, hvor band og publikum syntes at smelte sammen.
Helt så vildt som i 2016 blev det ikke fredag i 2026, hvor Roth og orkester stillede op med en koncert centreret om Scorpions-albummet ’Virgin Killer’, der i år har 50-årsjubilæum. Men mindre kan jo også sagtens gøre en rigtig god koncert.
At det ikke blev så vildt som dengang, er der sikkert mange gode grunde til. Roth er blevet 10 år ældre. Det er store dele af publikum også, og overskuddet til at rocke ud blevet mindre. Festivalpladsen dengang var ved Ungdommens Hus, og den markant mindre plads foran scenen skabte dengang en anden intensitet. Og dengang havde man måske ikke så høje forventninger som i dag. Og modsat dengang er der i begyndelsen lidt lydproblemer, hvor bassist og vokalist Niklas Turmanns vokal helt mangler i den ene side foran scenen.
Men koncerten er lidt tid om at blive god, fordi der indledes med numre fra, tror jeg nok, Roths solokarriere – inklusive en lidt tvivlsom boogierocker – og versioneringer af klassisk musik. I begyndelsen er der også lidt lydproblemer, hvor den i øvrigt meget vellydende bassist og vokalist Niklas Turmanns vokal helt mangler i den ene side foran scenen. Først fem numre inde, med coveret af broderen Zeno Roths storslåede powerballade ’Spirit of the Heart’, kommer koncerten for alvor i gang.
’Virgin Killer’ er nok i virkeligheden det svageste (det vil sige mindst fremragende) album fra Scorpions’ periode med Roth som leadguitarist og sangskriver. Når man spiller hele albummet, giver det nogle udsving. Især side B på ’Virgin Killer’ indeholder rigeligt mange standardiserede hard rock-numre, der ikke har samme magi, som Scorpions ellers excellerede i i perioden.
Til gengæld er det stadig sublimt, når Roth og hans velspillende band spiller de bedste numre, især i de afdæmpede stunder. For eksempel ‘In Your Park’ og den undervurderede ’Yellow Raven’ fra ’Virgin Killer’. ’Pictured Life’ fra samme album er også et vidunderligt hårdt rocknummer. Højdepunkterne får vi dog for alvor som perler på en snor, da Roth forlader 'Virgin Killers' og spiller flot version af 'We'll Burn the Sky'.
Der er ikke tvivl om, hvem der er boss i bandet, og hvem der har fået lov at skrue mest op. Men Roth fremstår oprigtigt sympatisk og ydmyg på scenen, med en drømmefanger dinglende fra guitaren og spag, men venlig stemmeføring fra scenen mellem numrene. Han er stadig så stor en Hendrix-fan, at han fyrer op for 'All Along the Watchtower' i Hendrix-versionen. Og han spiller stadig som en drøm, fx under en vidunderlig version af ’In Trance’ og den hårdt rockende ’The Sails of Charon’, hvor strømmen går midt under første forsøg, så en reprise bliver nødvendig.
Mange snyder stadig sig selv for Roth-pladerne med Scorpions, fordi det senere Scorpions fra 80erne og 90erne har et dårligt ry. Det er synd og skam. Det er også derfor, det er så glædeligt, at Roth stadig turnerer med de numre, som sagtens kunne tåle meget mere anerkendelse. Til gengæld er der anerkendelse fra flere af de rigtigt rå: Caller of the Storms fra de canadiske lydterrorister i Blasphemy står og ser hele koncerten med vekslende medlemmer fra bandet. Dem forbinder man ellers ikke med melodi. Hellbutcher er også oppe at tage et par fotos, før han stiller sig ned ved siden af Caller of the Storms. Strychnos' Martin Leth Andersen taler begejstet om 'In Trance'. De ekstreme metalmusikere ved godt, hvor gode Uli Jon Roth og det tidlige Scorpions er, selvom mange såkaldte metallyttere herhjemme automathåner Scorpions for at være for poppede og ikke metal nok.
Koncerten er ikke sublim hele vejen igennem. Men der er alligevel masser af stjernestunder, især i sidste del af koncerten. Der føles magien tydeligt. Og man mærker igen, hvorfor Roth blandt kendere regnes for en af rockhistoriens store.