Når sandheden smerter

Når sandheden smerter

Smerteligt dårlig lyd ødelagde meget af oplevelsen på Stengade, da Brutal Truth på deres farvelturné måtte se sig slået af Deceased, som til gengæld leverede et show, der bragede igennem på bedste oldschool-manér.

Kunstner
Titel
Deceased
Spillested
Dato
29-04-2014
Trackliste
1. Birth of Ignorance
2. Stench of Prophet
3. Sugardaddy
4. Get a Therapist... Spare the World
5. Malice
6. Simple Math
7. End Time
8. Fuck Cancer
9. Celebatory Gunfire
10. Small Talk
11. Evolution Through Revolution
12. Branded
13. Addicted
14. Godplayer
15. I See Red
16. Dementia
17. K.A.P. (Kill All Politicians)
18. Vision
19. Walking Corpse
20. Collateral Damage
21. Denial of Existence
22. Time
23. Ill-Neglect
--------------------------
24. Choice of a New Generation
25. I Killed My Family
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Den triste overskrift er på ingen måde beskrivende for hele tirsdag aften på Stengade den forløbne uge. Positivt var antallet af mennesker, som havde valgt at indfinde sig på Nørrebro-spillestedet på en helt almindelig hverdag. Umiddelbart positivt var også mødet med danske Piss Vortex for denne anmelder, som desværre kom lige sent nok, til at det kan berettige til en egentlig anmeldelse. Men den herligt dundrende baslyd, smadder på guitaren, solide trommer og til sidst en passende hysterisk hardcore-agtig vokal lovede godt og gav lyst til mere end de to numre, som blev nået herfra.

Næste band i rækken - Deceased - var i den grad et skud energi til salen. Det amerikanske band spiller en omgang oldschool metal med store thrash-elementer, men også sine peaks fra dødsmetallen. Frontmanden King Fowley har måske nok smagt rigeligt på den amerikanske fastfood, men ligeså stort hans korpus var, ligeså stor var hans pondus på scenen. Han guidede passioneret publikum rundt i et sæt, som spændte bredt over karrierens album til det sluttede med en hyldest til Venom og noget alle kunne synge med på: 'Black Metal'. Og med det det lange hår omkring den skaldede isse var han et sandt "metal heart" på højde med bröderna hårdrock i Nifelheim.

80'erne lever!

King Fowley var flankeret af liveguitaristen James Danzo, som var som taget ud af Guns 'n Roses anno 'Appetite for Destruction'. Ja, sagt med andre ord: han lignede Duff McKagan, var det ikke lige for trompetbukserne (ja, sgu!). Et fornøjeligt syn, fordi det bidrog til den her nostalgiske aura af oldschool, som omsluttede Deceaseds show. Men også den lille, tætte guitarist, Shane Fuegel, på den anden side af scenen medvirkede positivt, så publikum i front følte sig indlemmet i showet.

Lyden var god, høj og fyldig, og selvom nogle af sangene lød til at være bygget lidt over samme skabelon, så var det en uomtvisteligt god præstation, amerikanerne leverede.

Og så har vi balladen ...

Det startede ellers godt med Brutal Truth. Der var hygge og store smil, og frontmand Kevin Sharp stod selv lidt i merchboden og hyggede med fansene - præcis som man så Kirk Windstein gøre det for nyligt med Crowbar.

Men da bandet gik på scenen lidt over kl. 23, så var lyden så horribel, at det var svært at finde hoved eller hale i bandets grindcore. Måske skal det her tilføjes, at der kun findes brudstykker af bandets udgydelser i denne anmelders samling: for når mange sange ikke var kendt af øret, så betød den dårlige lyd, at det var svært at finde vej i musikken. Det blev til skarp lilletromme, der i øvrigt blev spillet så kaotisk, at det ofte lød, som om der blev sprunget slag over. Vokalen var tydelig, og hr. Sharp virkede sådan set også skarp. Der var både glimt i øjet, og der var langt til den skæve optræden på Copenhell.

Gradvist blev lyden heldigvis bedre, og når bandet sagtnede tempoet lidt og spillede de lidt længere sange, som trækker mere død end grind, så gav det mere luft til sættet og salen, og slutningen af koncerten blev derfor længder bedre, end den var startet.

Mere guitar, tak!

Det var stadig en fornøjelse at se Dan Lilker på bassen - han fik larmet godt og lavet diverse krøllede fills på sit instrument, og så i øvrigt forsynet vokalbilledet med lidt bund i ny og næ som kontrast til forsangerens mere high-pitchede variant. Men aktivitet på scenen var der ikke meget af - måske af frygt for det nære loft på den lavloftede scene. På guitar var Dan O'Hare dog en endnu mere anonym oplevelse. Måske var han selv klar over, at det var guitar, som var savnet til at bløde op i det rodede lydbillede, for han virkede nærmest mut og fornærmet. Og det blev ikke meget bedre, da lyden rent faktisk rettede sig lidt ind og reddede resterne af showet.

Alt til trods herskede der dog en god stemning blandt publikum, og oppe foran var der en god fest med masser af aktivitet i pitten. Og nogle gange må man også bare slippe tøjlerne løs og få det bedste ud af situationen, men man må da håbe at lyd og engagement ses i større grad på farvelturnéens videre færd. København var første stop, og det burde nok have været kaldt en generalprøve, for helt værdigt til legendarisk gravøl blev det ikke.

Karakterer:
Deceased - 4
Brutal Truth - 2