Drager og Genfærd
På en røgfyldt aften med drager og genfærd forvandlede Loppen sig for 3. gang til tilholdssted for doom-festivalen Nocturnefest.
En bragende intro skærer igennem rummet som en varm kniv igennem smør, og med ét ophører al snak. Tengils hær står klar foran Katlas fødder og venter spændt på, hvilke nye tiltag de mon bringer på scenen denne gang. 2019 har været et begivenhedsrigt år for Wacken Metal Battle-vinderne, og der udvises ingen intention om at pensionere dragen i 2020.
Til trods for den lave lyd formår Katla stadig at nå ud over scenekanten. Lyden er mig altid en tand for lav på Loppen men med det baggear, Katla har medbragt, er der ingen grund til bekymring. For en gangs skyld var lydniveauet faktisk næsten for højt, og folk havde ingen jordisk chance for at tale sammen under koncerten. Dette kan også skyldes, at ingen blandt publikum stod med korslagte arme for at dømme. Alle nyder at være i selskab med Katla.
Sammenspillet mellem de tre er, som det altid har været. Intet slår Katla ud af den benhårde vej, de har valgt at lægge. Der er kommet en del nye sange på sætlisten, der blandt andet får den i forvejen frembrusende trommeslager, Rasmus Dichmann Bang, mere frem og nærmest helt ned blandt publikum. Det klæder dem gevaldigt at få rokeret rundt på vokalen. Noget, andre bands er bange for at eksperimentere med. Med de nye sange bevæger Katla sig mere og mere over i en genre, de selv har opfundet. En blanding af doom, sludge, death- og black metal er smedet i helvedes port af de tre medlemmer med disse nye tiltag. Katla har indtaget og besejret scenen endnu engang; det onde sejrer altid i deres nærvær, og med deres “hold din kæft"-attitude viser de endnu engang hvilken drage, der bestemmer i undergrundens kælder.
Og de næste på scenen er...
Efter et kort sceneskift kommer aftenens andet band på scenen. Et band, der bygger deres fundament op omkring forsanger Dimitrij Bablevskijs unikke sangstemme, der sammen med de mange musikere på scenen skal løfte musikken op i nye episke luftlag. Men ak. Øvelokalet-mentaliteten har ramt dem. Den rå lyd, der prøver at blive manifesteret, drukner i lyden af folks snak. Vi er som publikummer med til en øver, der går dårligt. Rigtig dårligt. Entusiasmen er sløv, medlemmerne hænger på scenen sammen med de daggamle trægrene, der er pyntet op med på spillestedet. Storslåetheden rammer noget skævt i forhold til, hvad den tydelig intention har været. Dog formår nogle få folk fra publikum at blive inddraget i Parzivals univers og nej, musikkens komposition fejler bestemt ikke noget. Har man fulgt bandet siden dets oprindelse i 90’erne ville man som fan nok også være tilfreds. Nogle jyderåb og opsang omkring en bedre opbakning fra bandets forsanger dræber koncertens magi endnu engang. I et spinkelt håb om anerkendelse ser vi atter hvordan lyd, entusiasme og forventning ikke bliver indfriet. Man aner et band, der står og falder på deres forsangers evner til at levere, og selv han virkede desværre tvivlende omkring bandets egen præstation.
Genfærdet fra Færøerne
Jeg har ladet mig fortælle at Hamferd betyder genfærd på færøsk. Genfærd betyder ifølge ordnet.dk:
"Uvirkelig skikkelse af en afdød person, som man på overnaturlig måde mener at kunne se og evt. genkende."
Hvis Hamferd nogensinde har været død, er de denne aften genopstået i en endnu hårdere version.
Hamferd indtager scenen som det hovednavn, de nu engang er. Folk har stillet stole frem til denne teatralske afslutning på en inspirerende og spændende festival, og der bliver leveret præcist, hvad hjertet har begæret. Med et rungende lydbillede og en sikker hånd mejsler Hamferd deres fremmøde solidt ned i scenen til stor underholdning for de fremmødte. Til trods for at stifteren af bandet, John Egholm, tidligere på året valgte af forlade bandet, opvejer suppleanten ham i sådan en grad, at vi næsten ikke tør gisne om et bedre udfald. Hamferd viser endnu engang gennem deres 83 minutter lange sæt, hvorfor de har opnået den succes, de har. Siden de kom på førstepladsen til Wacken Metal Battle 2012, har de ikke set sig tilbage. Folk har valgt at holde deres kæft, og det er med god grund.
Formår de så at skabe en stemning? Ja. En stemning, de selv har valgt at definere. Det er så absolut svært at holde på folks opmærksomhed i mere en 30 minutter sent lørdag aften på et mørkt spillested i København. At Hamferd formår at holde denne trance i hele 83 minutter bevidner om deres talent. De startede koncerten med en personlig favorit, 'Vráin', og sluttede den med endnu en favorit, 'Harra Guð, títt dýra navn og æra'. Denne præstation og krølle på halen af genfærdet selv giver selv den mindst troende et bevis på, at der stadig findes spøgelser og kultur på Loppen.
Loppen er bestemt stadig et af de førende spillesteder for den københavnske undergrund, og man kan ikke andet end at holde af den stemning, man kommer i, når man træder ind ad døren. Der bliver lagt et grundigt stykke arbejde i at holde pulsen høj, når det kommer til niche-festivaler, og Nocturnefest har med sine tre år på bagen udviklet sig til en yderst spændende en af slagsen. En lille bøn herfra lyder dog: Skru højere op!