Undergang som sovemedicin
Populær
Det er den almægtige natur og lokal folklore, som Hamferð kanaliserer ud i deres nordiske lyd. Men ved at underspille deres dødsdoom begår den færøske gruppe en fatal fejl: Det går hen og bliver kedeligt.
2. Stygd
3. Tvístevndur meldur
4. Frosthvarv
5. Hon syndrast
6. Vápn í anda
For et par år siden dukkede en af de mere opsigtsvækkende livevideoer fra et metalband op. På en bakketop på Færøerne stod gruppen Hamferð fra Thorshavn og spillede, mens himlen bag dem gik i sort, da månen bevægede sig ind foran solen, og der blev solformørkelse. At nummeret ’Deyðir varðar’ ikke havde noget med metal at gøre, i hvert fald ikke i dagens anledning, hvor den var reduceret til at bestå af et par lag af guitar og forsanger Jón Aldarás spage vokal, var underordnet.
Det var dygtig formidling, for Hamferð har den uforstyrrede og almægtige natur som konceptuelt bagtæppe. Deres højstemte og melankolske doom metal er en refleksion over naturkræfterne, en spejling af hjemlandets store vidder og det åbne hav, der omgiver øsamlingen. Men det er også en særlig nordisk identitet, som færingerne kanaliserer ud i deres lyd, hvilket ikke bare viser sig i deres tekster, der karakteriseres ved at være sunget på færøsk og omhandler lokal folklore med gamle sagn om fortabte sømænd; det kommer også til udtryk ved, at Hamferð fremfører deres musik med en stoisk og ceremoniel selvhøjtidelighed iført jakkesæt og tilhørende bedemandsudstråling.
Insinuerende kontrol
Det er et fint udgangspunkt for gruppen, som i 2012 vandt Wacken Metal Battle og altså nåede langt ud over øsamlingens begrænsede publikum, og som fulgte op på succesen med albumdebuten ’Evst’ året efter. Nu er de klar til at tage skridtet videre med en kontrakt på Metal Blade Records og udgivelsen af det andet album, ’Támsins likam’.
Hamferð har det stilistiske på deres side, de udøver en afvejet kontrol over deres instrumenter og lader sangene bugte sig igennem dale af langsomme opbygninger og abrupte skift. Der veksles fra rolige guitarflader til tunge doomstykker, og Aldará tager en habil growlvokal i brug, når han ikke synger i sit lyse leje.
Men Hamferð presser ikke på. Frem for at skrue op, holder de igen, og i stedet for at blæse virkemidlerne ud, insinuerer de svagt, hvad de egentlig er i stand til.
Problemet er bare, at det hurtigt bliver dødkedeligt.
Underspillet melankoli
Hvad Hamferð mangler, er fandenivoldskhed. De mangler de rigtig gode idéer til at bære det hele i mål. De mangler riff, de mangler tyngde, de mangler fængslende overgange, de mangler det dér ekstra, som får et doomband til at skille sig ud fra alle de andre. De mangler et drøn.
Hamferð underspiller simpelthen. At lytte til 'Támsins likam' er som at iagttage den flittige elev i klassen, der sidder på forreste række. Personen kan alle svarene og opfører sig desuden også pænt og velopdragent, men kan ikke finde ud af at tænke ud af boksen og kan slet ikke finde ud af at skide hul i det hele.
Det går ud over et album, der gerne skulle tvinge en i knæ med sin knusende tyngde og bringe en i følelsesmæssigt uføre med sin dybe melankoli. Når det endelig bliver spændende, er det, fordi bandet afviger fra formlen som på ’Hon syndrast’, hvor de kaster sig over et blastbeat, eller når Aldará presser sin stemme mod slutningen af ’Stygd’. Men det fortaber sig hurtigt i hukommelsens udkanter, når bandet vender tilbage til det sløve doomtempo og den stilfærdige guitarklimpren, der udgør langt størstedelen af de 44 minutter, pladen varer.
’Támsins likam’ er en pæn og ubemærkelsesværdig doomplade, der bæres fint frem af sin karakteristiske lyd, men som tynges af sin egen pligtopfyldende etik. Færingernes søgangsdoom skulle være potent og opkvikkende, men ender som døsig og søvndyssende. Man bliver skam væltet omkuld, men det er bare ikke af begejstring.