På hjemmebane i doomet uføre
Henholdsvis nybegynder-tendenser og en malplaceret forsanger gjorde Feathers & Doom og Solstice til blodfattige affærer, mens Saturnus måtte redde Nocturnefests ære hjem med små overraskelser i ærmet.
2. Wind Torn
3. I Love Thee
4. Empty Handed
5. Forest of Insomnia
6. Murky Waters
7. Thorns
8. I Long
9. Christ Goodbye
------------------------
10. A Father's Providence
Dagen før gæstede de Viborg Metal Festival.
Lørdag var turen så gået videre til hjemmebanen, hvor Nocturnefest på andendagen havde Saturnus som aftenens hovednavn
.
Inden vi dog skulle nå så vidt, var norske Feathers & Doom første band på programmet. Et blot to år gammelt projekt, der endnu fortaber sig i undergrunden, og som altså denne aften skulle levere deres første show på dansk grund. Den korte levetid var nem at spore på de noget sjuskede syninger i deres kutter, der unægtelig fik det til at se ud, som om de selv havde leget designere uden forudgående erfaring bag en symaskine. Med dét sagt var det nu ikke et modeshow, vi var kommet til, og ser vi bort fra den stereotype kutteklædte stil i disse dele af doommiljøet, så var knæfaldene for Gregor Mackintoshs evindeligt opbyggende harmonispor på Paradise Losts tidlige plader svære at overse.
Hen over betonriffene, der sjældent gjorde noget større væsen af sig, var der altid melodilinjer og guitarsoli, der tilføjede en stærk melodisk tonalitet til deres ellers ganske gennemsnitlige rytmiske virkemidler. De fint opsatte gren-installationer i hver side af scenen, som dekorerede Loppen hele weekenden, afspejlede fint første navn på dagen, uden at det dog gjorde væsentligt mere end at pynte på facaden, og den røde lyssætning, der ligeledes dominerede meget af festivalen, fungerede i nordmændenes tilfælde ikke som meget andet end en abstraktion fra den lettere middelmådighed, der prægede den gumpetunge rytmesektion. Det kan virke nok så fint at lægge et dragende, melodisk spor, men de stærke kompositioner under det legende fingerspil var ikke helt gode nok til at løfte affæren, og Feathers & Doom fejlede i for alvor at komme under huden på deres danske publikum.
Fra Yorkshire fulgte dernæst doom-veteranerne fra Solstice, der sidste år udgav deres første fuldlængdealbum siden 'New Dark Age' fra 1988. Før Paul Kearns overtog mikrofonen i 2011, havde en håndfuld sangere været gennem møllen, men deres nuværende lineup virker som det mest stabile i årevis, og det var også tydeligt at mærke efter Feathers & Doom, at Solstice havde en helt anden rutine og nerve, med flere strenge at spille på og en vis tæft for mere episke folk-metalliske elementer. Samspillet var godt varieret, og der var mere til showet end blot den mørke, melankolske doom, som dominerede resten af Loppens program denne lørdag aften.
Ikke mindst i form af Paul Kearns, der fortjener en særlig plads i denne anmeldelse. Tydeligvis en sanger, der med sin stærkt affekterede stemmeføring skiller fårene fra bukken. Han virkede som en mindre teknisk udrustet power metal-forsanger, der var strandet i et doomband for ikke at illustrere sine vokale restriktioner mere end højest nødvendigt. Det var ikke desto mindre meget svært at abstrahere fra hans anstrengte, sjæleforladte forsøg på at synge baryton, og det blev mere og mere slående, hvor meget bedre koncerten kunne have været med en anden sanger i front, der ikke i den grad stjal lydbilledet uden at have styrken til at gøre det. Man kan undre sig, hvordan han ikke er blevet kasseret som de øvrige sangere før ham, og det nærliggende svar kunne selvfølgelig være guitarist og hovedmand Rich Walkers forsøg på for en gangs skyld at opretholde en vis stabilitet i besætningen.
Der kunne måske godt have været en stærkere bund i lydbilledet, og den tunge vægt på sidste års 'White Horse Hill' havde vi gerne set mere varsomt afvejet med skæringer fra de første to album, men den primære fortjeneste for de manglende musikalske landvindinger i aften skulle vise sig at ligge trygt i hænderne på Paul Kearns, som vi aktivt forsøgte at abstrahere fra gennem resten af koncertens timelange varighed.
Klokken blev således 00:20, før Saturnus lukkede ned for Nocturnefest med deres velkendte, højstemte melo-doom. Da de spillede på Aalborg Metal Festival i november måned, blev vi lovet en snartkommende fejring af det 25-årsjubilæum, som de principielt skulle have holdt i 2018, men det var dog ikke helt så dybe spadestik, der var plads til at grave i aften. Vi fik et velafbalanceret potpourri af tunge doomhymner ('Rain Wash Me', 'I Long', 'Forest of Insomnia') med de undtagelsesvise mere rockede indslag ('Empty Handed', 'Murky Waters', 'A Father's Providence'), der endnu en gang cementerede, at Saturnus ikke kun mestrer det tunge. Et par overraskelser blev der også plads til, da Thomas A.G. Jensen med lidt havesanger-fløjt meldte ud, at den næste kom fra 'Paradise Belongs to You' i form af 'I Love Thee'. Det er sjældent, at debuten tilgodeses med mere end den faste lukker 'Christ Goodbye', og taget i betragtning, at merchboden udelukkende solgte denne plade og den efterfølgende 'Martyre', var det nærliggende at tænke, at de unge år med Kim Larsen i folden ville få ekstra opmærksomhed i aften. Flere overraskelser blev det dog ikke til fra debuten, men med løftet om en ny plade ude senere på året fik vi til gengæld den nye 'Thorns', der lagde sig i den mere atmosfærisk orienterede, mindre vokalbaserede ende af Saturnus-spektret. Knap så tung som ønsket ved første øjekast, men som bekendt tjener visse bands bedst deres ret ved genhør, hvor de dybere lag folder sig ud. Vi afventer spændt, om tiden vil behandle 'Thorns' bedre, mens 'I Long' og 'Christ Goodbye' indvarslede lukningen af denne anden udgave af Nocturnefest, inden den rockede 'A Father's Providence' endegyldigt fik sat punktum for nattens komme.
En aften, der ganske vist ikke kom alle kunstnerne til gode, men trods alt cementerede, at Saturnus i doomverdenen er i en liga for sig, hvis nogen fortsat måtte være i tvivl.
Feathers & Doom: 2
Solstice: 2
Saturnus: 4
&feature=youtu.be">
&feature=youtu.be