Og det hele endte lykkeligt
På trods af en - igen - for lang liste bands, blev man holdt vågen af søndagens artister, indtil hovednavnet tog over, og gav folket hvad det var kommet for.
Som ved de fleste shows med mere end to opvarmningsbands, var der minimalt af gæster fra start. Faktisk kun mig og lys- og lydmand, inden første orkester lidt (meget) nervøse sneg sig ud på scenen. Franske Branson Hollis leverede noget egentlig meget interessant post-metal-core, med vokal fra næsten alle medlemmer, der varierede fra lige-i-core-skabet growl fra bassisten, til noget overraskende nasalt skønsang fra guitaristen.
Det hele blev spædet op med et cover af Bon Iver og et udvalg af samples, som man måske kunne have været foruden, men som tilføjede noget der gjorde Branson Hollis lidt mere memorabelt end de fleste bands, der skal åbne en søndag aften. Det var valget om at afslutte med temanummeret fra Twin Peaks også, og man kunne egentlig fristes at udforske dem mere, og opdage flere af deres finurligheder.
Andet band på, Night Verses, stod for nogen flere spøjse udfoldelser, men dog mere af den fysiske slags. Efter lige at kommandere frontlyset væk og publikum tættere på, røg forsangeren i noget meget energisk slamdancing, der overraskende nok ikke gik over hans sang. Hvilken faktisk mindede mig utrolig meget om Lacey Sturm fra Flyleaf; der var noget med stemmens klang, og en blanding af nerve og knirk. Selve musikken var der som sådan ikke noget at klage over, det var melodisk, det var udtryksfuldt, det var metalcore. Sangeren nævnte deres forrige tour med Protest the Hero, hvilken jeg godt kan forestille mig har været en succes, da jeg står stærkt inde for at blande opvarmningen lidt mere i forhold til genre.
Lidt for meget af lidt det samme
For med tredje opvarmningsband ramte corevæggen, og det blev lidt for stereotypt. Der blev godt nok skruet lidt op for distortion og volumen, mens de andre bands var måske lidt mere posthardcore, men musikken flød lidt meget sammen for mig. Eksempelvis med at man selv kunne tælle ind til breakdowns. ‘Bang your fucking heads!’, og flere breakdowns.
Sangeren havde valgt en anderledes taktik, og opholdt sig for det meste blandt publikum, hvorfra han fik den efterhånden ret store mængde folk til at dele sig, mens han levede sig ind i en instrumental del af det ene nummer. Jeg er sikker på at Life Ruiner ville have givet et bedre indtryk, hvis ikke det var den tredje omgang metalcore på så kort tid. Men jeg gentager nok mig selv, hvis jeg begynder at snakke om hvor meget 4-5 bands tours skal stoppe med at være kutymen.
Kort, præcist og lige som det skal være
Et meget hurtigt changeover, og 10 minutter inden forventet start, var Norma Jean på. Og det var publikum også, da det nu var meget tydeligt hvem folk havde glædet sig til. Med deres nyeste udspil, 'Wrongdoers', blev der spået en genrejsning af fordums storhed, og i et set bestående af en stor del af numre fra det nye album, var der også plads til nogle klassikere.
Der er bestemt hellere ikke meget dårligt at sige om det nye materiale. Sange som ‘If You Got It at Five, You Got It at Fifty’ og ‘Sword in Mouth, Fire Eyes’ rungede efter iblandt publikum, mens det dog ikke var til at sammenligne med, da forsanger Corey Putman erklærede at nu kom der noget gammelt - noget rigtig gammelt.
Udover nogle enkelte numre, blev der spillet mest materiale fra deres tre første albums, 'Bless the Martyr and Kiss the Child', 'Oh God the Aftermath' og 'Redeemer', og det var fænomenalt at høre alt muligt godt, lige fra 'A Small Spark vs. A Great Forest' til 'Creating Something Out of Nothing Only to Destroy It'. Især under så gode omstændigheder som i Beta, der konsekvent har god lyd, og kapacitetsmæssigt understøtter den gode oplevelse. Man kan klage over varmen, men den understreger den intensitet, der også kommer af at være næsten i øjenhøjde med bandet. Hvilket Corey Putman lige twistede, ved at stille sig op på noget, for at kunne skrige udover publikum. Effektfuldt.
Hele aftenen var kendetegnet ved korte sets, og Norma Jean ramte næsten timen de spillede på minuttet, og så var det overstået. Man kan sige at de kom rundt i deres bagkatalog, og det nok ville have været mere af den samme skuffe, hvis der var mere tid. Egentlig ville jeg hellere have haft mere af det, og så streget et eller to bands af opvarmningslisten. Man kan ikke få alt, og dog var Norma Jean i Beta søndag aften lige ved og næsten.