Oplagt overskud

Populær
Oplagt overskud

High on Fire udviste sund storform, da de fredag aften gav en stram minikoncert som opvarmning for Meshuggah. Vildskab og de rigtig gode sange manglede dog.

Kunstner
Spillested
Dato
09-12-2016
Trackliste
The Black Plot
Carcosa
Rumors of War
Serums of Liao
Slave the Hive
The Falconist
Turk
Fertile Green
Blood from Zion
Snakes for the Divine
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3
Det er ikke få ord, vi siden begyndelsen af dette herrens site har skrevet om High on Fire. Vores navn har vi direkte tyvstjålet fra den amerikanske trios måske bedste sang til dato, og at frontmand og bandstifter Matt Pike er en af den senere metalhistories helt store skikkelser, er der bred intern enighed om som en objektiv sandhed. Det var derfor selvfølgelig med varm glæde i skroget, at man fredag aften i sidste uge, i øvrigt kun et år efter at bandet gav koncert i Lille Vega, vaklede mod Amager Bio for at se dem supporte for Meshuggah. Eftersom High on Fire altid fortjener et større fokus, var man på forhånd godt nok en smule skeptisk ved at se dem stå nederst på plakaten. Det, der også på papiret dog giver mening, thi at Meshuggah med rette har et stort og dedikeret publikum, bar man dog kun endnu mere over med, mens High on Fires koncert med lige dele inspiration fra Motörhead og Slayer gik sin sunde gang.

Denne aften i Amager Bio var High on Fire nemlig ikke blot med for at give en hurtig wham bang thank you ma'am-opvarmningskoncert. Tværtimod spillede de i lige akkurat en time, hvilket sådan set er samme længde, som man tidligere har set dem give koncerter også som hovednavn. Men jo, bandets kortere koncerter hører hovedsageligt storhedstiden i 00'erne til, hvor Matt Pike angiveligt var lige så ustyrlig en alkoholiker, som han var en ustyrlig bulldozer af en frontmand. Det var dengang, han blandt andet spadserede direkte fra scenen til baren på spillestedet Loppen, nærmest i samme sekund som sidste nummer var blevet afsluttet, som var et næsehorn blevet ramt af pludselig fatal overdosis. Det var dengang, selvsamme koncert blev forsinket, fordi Pike angiveligt havde brugt natten forinden på at smadre bakspejlene på biler på en tilfældig gade i Hamborg, inden han i sin brandert faldt om på bagsædet af en af dem, der var ulåst. Manageren kom på job, og Pike måtte lukkes ud af detentionen, inden bandet kunne tage til København. Den galskab, Pike leverede uden for scenen, kunne dengang spores også på scenen, og med risiko for at falde til den rockmytologiske patte: Koncerterne, det bragte med sig, var karismatiske og uforglemmelige.

I takt med at Pikes brandert synes at være blevet mindre styrende, er koncerterne, vel egentlig ganske naturligt (de spiller muligvis heavy som Guder, men er trods alt blot mennesker), gået hen og blevet det modsatte. Koncerterne er blevet mere kontrollerede og derfor mindre overraskende. Samtidig er de dog langt fra blevet mindre velspillede. Tværtimod. Det, som et nu sundere og, tør man sige det, mere modent High on Fire på en scene muligvis har mistet af farlig spontanitet, har de på den musikalske front tages revanche for. Kort sagt, de spiller røven ud af bukserne. Det har de altid gjort, men i dag måske mere end nogensinde. De er strammere end de fleste og ikke til at skyde igennem. Dette skyldes sandsynligvis også andre omstændigheder end soberhed. Det skyldes formodentlig ligeledes, at trommeslager Des Kensel og bassist Jeff Matz i dag kender hinanden så godt, som de nogensinde har gjort. Den grådighed, disse to sammen udviser i bandets på en gang klassiske og opfindsomme blanding af arketypisk heavy metal og thrash, har allerede skrevet sig solidt ind i ABC'en over de bedste rytmesektioner i genren. Fra midt-00'erne var Matz i en årrække den nye mand i bandet, hvorimod han i dag, nu med mere end ti år og fire studiealbum på HoF-bagen, er blevet en så sammentømret del af en rytmegruppe, som man omtrent overhovedet kan forestille sig. Jøsses, hvor spiller han godt og karismatisk.

Den formidable, indbyrdes musikalitet, High on Fire gennem blod, sved og tårer har knækket koden til, og som de i Amager Bio viste med sikker, tung hånd, er med tiden imidlertid også dalet en smule, hvad angår selve det at komme op med lige så pissegode numre, som de gjorde engang. Sangene er ikke længere nær så opfindsomme, og den sprudlende kreativitet, som henholdsvis Billy Anderson, Steve Albini og Jack Endino formentlig også skal havde en del af æren for at havde kommet frem til på bandets første fire studiealbum (1999 - 2007), har sidenhen ikke været helt så evident. Tag ikke fejl. 'Snakes for the Divine' (2010) er formentlig bandets til dato mindst interessante plade, og den er selvfølgelig langt fra at være ringe, men bandets mere fantasifulde storhedstid ligger efterhånden ti år tilbage.

Men hvad betyder dette egentlig, når man drikker fadøl på en fredag aften? På en gang ikke en skid og en hel del. Jeg bliver selvfølgelig også revet med, når jeg med bajeren i hånden og med åbenlys kudos til AC/DC og Iron Maiden hører Pike kickstarte titelnummeret fra førnævnte 'Snakes for the Divine', ligesom jeg egentlig synes både 'The Falconist' og 'Fertile Green' fra bandets to seneste albums blander det raffinerede med det primitive på en sådan måde, at jeg rent faktisk bliver involveret. At 'Rumors of War' og 'Blood from Zion', henholdsvis fra debutpladen 'The Art of Self Defense' (1999) og 'Death is this Communion' (2007), imidlertid står tilbage som denne aftens ubestridt bedste numre, hersker der ingen tvivl. Også her taler vi om den objektive sandhed. Det er numre som disse, der placerer High on Fire på en af topskamlerne over 00'ernes bedste metalbands overhovedet. Hvis så bare de med tiden var blevet overhalet indenom af et andet og bedre metalnavn. Det er de ikke. Men hvor de for ti år siden muligvis i endnu højere grad befandt sig i en liga for sig, end de gør i dag, er High on Fire nu stadigvæk heavy metal af absolut særklasse.