Opløftende!

Populær
Opløftende!

Pearl Jam var en veloplagt enhed, da de tirsdag aften leverede en vild og energisk og fuldstændig medrivende rockkonert i et udsolgt og stegende varmt Forum.

Kunstner
Spillested
Dato
10-07-2012
Distributør
Genre
Trackliste
1. Elderly Woman Behind The Counter In A Small Town
2. Last Exit
3. Do The Evolution
4. Love Boat Captain
5. Corduroy
6. Present Tense
7. Push Me, Pull Me
8. Even Flow
9. Cropduster
10. Wishlist
11. Insignificance
12. Glorified G
13. Why Go
14. State Of Love And Trust
15. Porch
------------------------
16. Footsteps
17. Just Breathe
18. Given To Fly
19. Unthought Known
20. The Fixer
21. Jeremy
22. Rearviewmirror
------------------------
23. Smile
24. Habit
25. Better Man/Save it for Later (The Beat)
26. Crazy Mary (Victoria Williams)
27. Alive
28. Baba O'Riley (The Who)
29. Yellow Ledbetter
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Med en tirsdagstræthed der stadigt var naglet solidt fast i én efter Roskilde, var det egentlig ikke med større begejstring, at man valsede til forbandede Forum for at se Pearl Jam levere deres kun anden koncert i Danmark i tolv år. Bevares, bandet er kun steget i graderne på deres seneste to plader, den intenst-rockede selvbetitlede plade fra 2006 og den senest ’Backspacer’ (2009), og jo, de storsparkede røv sidste gang, de besøgte Forum i 2007, men ja, igen, tirsdagstræthedens antikoncert-indstilling var altså slem efter en Roskilde Festival uden særlige koncertåbenbaringer. Det fik Pearl Jam dog heldigvis hurtigt gjort op med.

Fra empatisk til fantastisk

Allerede fra koncertens start stod det ud, hvor fantastiske Pearl Jam er til at vælge numre til en sætliste, der balancerer mellem på empatisk vis at imødekomme publikum, samtidig med at man aldrig er i tvivl om tilstedeværelsen af bandets indlevelsesevne i egne numre. Den sjæl og nerve man, til trods for en næsten overdøvende publikumsfællessang, fornemmede under åbningsnummeret, den semiakustiske ’Elderly Woman Behind the Coounter in a Small Town’, ville have givet den grunge-sammensvorne Chris Cornell knaldrøde ører.

Herefter rykkede showet sig rundt mellem indtryk. Fra den på én gang nedstemte og dansevenlige, lilletrommerytmiske ’Last Exit’ fra første halvdel af 90’erne, over den Neil Young-tonale ’Do the Evolution’ fra sidste halvdel, via den lettere fodnote ’Love Boat Captain’ og den arrige, hidsige, evigt relevante ’Corduroy’ og endelig til den stærke, paradoksalt antirefleksive ’Present Tense’. Det blev alt sammen leveret med overskud, indskudte jams og en åbenhed for videreførelser af musikalske idéer.

Hiv os ind, ryk os rundt!

Herefter begav Pearl Jam sig midlertidigt ind på et løsere, mere eksperimenterende musikalske rockspor, der ret hurtigt fik koncerten hævet fra at være vedkommende og indlevelsesfuld til at blive direkte uforglemmelig. Først dukkede den korte og alternative ’Push Me, Pull Me’ op, med anerkendende nik til The Jesus Lizard og David Yow, som en live-sjældenhed. Alternative farvande blev da erstattet af de bredeste bølger, som ’Even Flow’ efterfølgende fik sendt aftenens største brøl gennem Forum.

Guitar over nostalgi

Til trods for dens værdige tematik om fokus på menneskene bag gadens hjemløse, så er ’Even Flow’ dén skæring i Pearl Jams bagkatalog, der formentlig for altid vil have et hjem på alverdens anlæg. Det er der selvfølgelig adskillige parametre, der har været med til at afgøre, men til trods for sangens popularitet, så er det samtidig også det PJ-nummer, man efterhånden simpelthen bare har fået nok af. Men sådan er det nu med store dele af ’Ten’: pladens sange er med tiden blevet dét mere modtagelige for nostalgiske følelser, end de i dag er modtagelige for rocknæven og headbang. I Forum valgte Pearl Jam dog at skide nostalgien et langt stykke.

I aftenens udgave var tempoet i ’Even Flow’ speedet op og fra sangens begyndelse af, stod det klart, at det ikke var Eddie Vedders sang, sådan som han nonchalant og forhastet overflødiggjorde teksterne, så musikken i stedet kunne få lov til bedre at brede sig ud. Og spørg så lige, om musikken fik lov til at udfolde sig! Allerede i begyndelsen af 2. vers begyndte Mike McCready at jonglere med strengene på sin Les Paul, og i midterstykket forsvandt Vedder bag rækken af højtalere, så McCreadys lir kunne få spotlyset for sig selv i fem-seks stive minutter, og pludselig var et forældet Pearl jam-hit for et kortere øjeblik forvandlet til fuldblodsvoksent tromme/bas/guitar-feedback improv à la Earthless. Det var meget, meget stort.

Mangelfulde omgivelser

Forum var som forventet ikke byens bedste spillested, men hallens lyd overraskede faktisk positivt ved ikke at være decideret ringe. Det skal PJ’s lydmand have taksigelser for. Det, der var værre, var Forums miserable udluftningssystem, der fik hele den udsolgte sal til at svede i takt til hver eneste rytme, man levede sig med i. Man skulle også kun få numre ind i koncerten, før Vedder takkede publikum for at stå igennem varmen, hvilket sikkert var medvirkende til, at han afslutningsvis også kaldte salen for grim. Og ja, selvfølgelig har han ret, der er intet behageligt ved at se en koncert i Forum.

Følelsesladet magtdemonstration

Rent musikalsk blev tingene derimod den smule for komfortable, som ’Given to Fly’, ’Jeremy’ og ikke mindst ’Better Man’ i koncertens sidste halvdel fik lukket én tand for meget op for fællesangsposen og taget impulsiviteten ud af instrumenterne. Til gengæld blev der så budt på en ekstremt rørende udgave af ’Smile’, som Vedder dedikerede til den just afdøde Dennis Flemion, og som Vedder, tydeligvis følelsesladet berørt, måtte stoppe igen, inden sangen var færdig. ’Rearviewmirror’ derimod blev ved til sidste fandenivoldske kraftpunch fra Jeff Aments bas og ’Crazy Mary’ blev ved og ved i nærheden af ti imponerende minutter med en afsluttende magtdemonstrerende ping-pong-solo mellem hammond orgelets Booooooooooooom Gaspar og McCready. Også dét var et af årets koncerthøjdepunkter.

Med en mættet koncertaften af denne størrelse skal man være varsom med ikke at fare vild i skribleriet. Det korte af det lange er, at Pearl Jam i dén grad beviste, at de i højere grad end de fleste rockkollegaer i alskens bands i sandhed fortjener den stjernestatus, der afføder dedikerede groupies, som tager ud på vejen i takt med at bandet, gør det. Er der et liveband, man godt gad se igen og igen, så er det Pearl jam. De gør det hele dét mere opløftende.