Overgearede og overbevisende Mustasch

Overgearede og overbevisende Mustasch

Rollefordelingen var klar i Pumpehuset, hvor der ingen tvivl var om, hvem der var etableret hard rock band, og hvem der havde lærlingestatus.

Kunstner
Spillested
Dato
28-01-2010
Genre
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Mustasch er ude for at promovere deres nyeste udgivelse ’Mustasch’ og til at stå for opvarmningen, havde de torsdag aften i København allieret sig med et lokal Karma Cowboys, der pladedebuterede i efteråret. Ligesom på deres første skive var det svært at finde nogle fejl ved udførelsen af musikken, ved energien eller ved indlevelsen fra københavnerne, men igen led de også af samme problem - det er som at være vidne til en indforstået oplevelse forbeholdt bekendte af bandet.

Attituden og kontakten til publikum mindede meget om, hvad man oplever på lokale spillesteder, hvor det netop er en fest for venner, mere end en koncert. Den slags koncerter kan skam også være indledningen til forrygende byture, så det skal man ikke klandre Karma Cowboys for, men det virker mærkeligt, at de ikke griber chancen for at komme ud til flere mennesker, når de nu varmer op for et større publikum. Svenskerne appellerer til omtrent de samme rocklyttere, og dermed burde det være oplagt at række hånden ud mod potentielle fans. Karma Cowboys så dog ud til at nyde aftenen, og det gjorde de forreste rækker også (vennerne?), så måske er bandet tilfreds med, hvad de har opnået.


Med to svenske grammypriser i bagagen

Hvad den danske kvintet manglede i professionalisme, havde Gøteborg-kvartetten til gengæld i overflod af – personificeret ved en meget karismatisk og overgearet Ralf Gyllenhammar i front. Han tog i den grad frontmandsrollen til sig, som entertainer og den slags blærerøve, man har en tendens til enten at hade eller elske. I Pumpehuset valgte folk vist enstemmigt det sidste.
Således slap han godt fra at blære sig med både sine nye guitarer og sine to svenske grammyer, samtidigt med at han fyldte umådeligt meget med sin vokal. Nu skal man selvfølgelig ikke gøre ham til noget overmenneske ud i hverken sang eller guitarkrølning, men han udnytter sine evner maksimalt, og med den glæde han lægger i begge dele, blandt med en stor showmand, får han let de fleste rockpublikummer for sine fødder.

Det er selvfølgelig heller ikke dårligt at have et svingende band bag sig, og selvom Ralf stjal billedet størstedelen af tiden, kunne man ikke undgå at nyde et effektivt rockband, der ikke forfalder til andet blær, end at de i stor grad udstråler rock og rul på en scene. Derfor lever man også fint med de platte jokes, som også var en del af det, blandt andet en smule Gasolin a cappella, og primitive underlivsbevægelser – når forventningerne siger uhøjtidelig pigtrådsmusik, og det er hvad man får, bør man gå derfra med et smil på læben og en luftguitar i hånden.