RF 24: Denne boksering dræber fascister
Efter en smårodet start fik Prison Religion stortrommebombet os, der stod rundt om bokseringsgulvscenen på Avalon, på plads.
Som en del af en række kortere floorshows på Avalon, hvis koncept ikke er uligt Toldermanias, gav Virginia-duoen Prison Religion os soniske flyveskaller i form af muterede, grusomt støjende og abstrakte elektroniske kompositioner, som ofte refererede til trappens ivrigt skippende hihats og simple 808-kick- og chopsnare-rytmik, men som altid var under indflydelse af noget andet. Det være sig jazzens fritflydende formsprog, harsh noisens fokus på at ophæve ikke-musikalske elementer til musik eller sågar doomens glaciale tyngde. Oven i det fik vi så Parker Black og Warren Jones’ stemmer, der både trak tråde til amerikansk rapmusik anno lige nu, men som også var rundet af hardcorens konfrontatoriske og forvrængede brøl.
Første nummer, det grusomme ‘Messenger’ fra 2018-EP’en ‘O Fucc I’m on the Wrong Planet’, gik ikke helt rent hjem, og det var også, som om publikum lige skulle finde ind i duoens særegne udtryk. Det er ellers et fint nummer på plade.
Da duoen et par numre inde i showet havde fundet helt på plads i det desværre sparsomt besøgte, men fint skabte scenerum på Avalon (der var heldigvis flere til andre af aftenens floorshows), så fik vi, der var til stede, en absolut skøn oplevelse. Prison Religion gav os blandt andet det decideret kaustiske track ‘Asylum (If I Stay Will You Love Me)’ fra 2019-albummet ‘Beachhead’. Mhysas smukke, præindspillede stemme klaskede hårdt sammen med duoens skærebrændersynths og væltende, skramlede percussion-elementer, der både gav mindelser om drill’n’nbass og freejazz.
Det er moderne protestmusik, vi er ude i her. Vreden skinnede tydeligt igennem, selv om lyden og sangteknikken ikke tillod os at forstå specielt mange af ordene. Et dilemma, som også er kendt fra adskillige metal-undergenrer. Men som sagt, vreden og frustrationen var tydelig og mærkbar, og det er måske ikke svært at forestille sig, hvor vreden kommer fra, hvis man tager den ikke just opmuntrende situation i verden og mere specifikt USA i betragtning.
Uanset hvad fungerede det fint med en mere vag fornemmelse af følelserne og tankerne bag musikken. Vi kan altid analysere tekster, når vi ikke står rundt om bokseringen.