RB´22: Bølle-urrgh!

_XJD1698
_XJD1481
_XJD1658
_XJD1413
_XJD1738
_XJD1624
_XJD1602
_XTD2445

I den mere primitive ende af black-spektret var belgiske Alkerdeel hevet ind to uger inden Roadburn som sidste krølle på Terminalen for i år.

Kunstner
Dato
24-04-2022
Trackliste
1. Vier
2. Eirde
3. Zop
4. Trok
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Oprindeligt var det Koldovstvo, der var blevet booket til at spille deres første koncert nogensinde, men uspecificerede forhindringer stod i vejen, og så var det heldigt, at Alkerdeel hoppede til med præmissen om, at vi fik hele sidste års 'Slonk' at høre fra start til slut. En plade, som undertegnede havde med på sin årsliste sidste år netop for dens rallede, rå og helt igennem seje take på black-genren. Fred være med, at jeg så ikke forstår et ord belgisk, og så kan teksterne for så vidt fint handle om kaniner og pruttende dæmoner (deres albumcovers er noget for sig selv), uden jeg ved bedre.

Forsanger Pede gjorde naturligvis heller ikke noget væsen ud af at sælge de dybere lag i tekstuniverset, men var til gengæld en tætpakket, lille herre, der kompenserede for, hvad han manglede i højden, med et energiboost, der for de fleste nok ville kræve noget ala en kande kaffe og/eller en liter Red Bull forinden. Du ved, den der klassiske positur, hvor man står halvt i skovskideren og banker sig selv bastant på låret i takt til stortrommen, mens sveden pibler fra panden. Det var Pedes trademark, mens bandet stormede igennem som var der ingen dag i morgen, og det var netop her, hvor Alkerdeel gjorde sig bedst.

Ukompliceret, råt og som regel i kontrast til de sludgy, mudrede grooves, så modsætningerne mødtes under gunstige forhold. At de tunge grooves, såsom i den lange, slæbende 'Vier', blev ekspanderet yderligere i live-kontekst, var dog til tider lige i overkanten. Ikke fordi det ligefrem er usædvanligt på Roadburn at høre bands, der slæber sig afsted i samme, lettere monotone riffs i flere minutter, men i Alkerdeels tilfælde er det netop kontrasterne mellem det tunge og det aggressivt rallede, der definerer lydbilledet, så hvis de prøvede at tilpasse til kulisserne, så frabeder vi os nu gerne samme mindre uligevægt næste gang.

Vi snakker dog trods alt mindre skår i facaden, for så snart det bølle-punkede groove i 'Eirde' satte ind skulle man være en koldblodig kyniker for ikke at bange med, og dem var der da gudskelov heller ikke mange af i terminalen her til aften. Der er nu også en herlig gammelskole-charme over de højstemte 'Urrgh!', Pede hyler frem, når tempoet lige endnu engang ganges op med 2.5. De dybe tallerkener blev på ingen måde opfundet her, men formidlingen fra plade til scenekanten gjorde, udover de udvidede, mudrede passagerer, lige, hvad man kunne have ønsket sig.

Pede som frontmanden, der flere gange gik ned til de forreste rækker for at banke de sidste kræfter ud af horderne. Guitaristen Puis nærmest punkede riff-stormløb, uden skyggen af bløde kanter, rendyrket attitude. Trommeslageren Nieke, som sammen med bassist QW lagde det sikre, men ikke desto mindre giftige højtempo-fundament, der fik knytnæverne til at pumpe i vejret, både fra Pede og det ivrige publikum. Alle tog deres del af kagen, og så længe man anerkendte bandets bøllepunkede black-attitude spillede alt efter bogen.

Selvom Alkerdeel ikke var førsteprioriteten, da bookerne skulle sætte programmet op, så skal Roadburn dog have cadeau for endnu engang at hylde den mere skralde-bøllede ende af metal-spektret. I 2019 var det Midnight, der spillede i Europa for første gang i årevis, og for et øjeblik var samme magi igen at føle blandt Roadburn-crowden. Du ved i hvert fald, at bandet gør et eller andet rigtigt, når du på vej ud tager to andre ivrige følgere i at stå halvt i skovskideren, banke sig selv på låret til de sidste trommeslag og sprede sin galdeskrål udover de sidste i salen, bare fordi de kan. Det er øjeblikke som disse, hvor den der særlige Roadburnske magi er at føle, og så kan man dårligt ønske sig mere.