RB´22: Et triumftog af tremolo og trommende galskab

_XTD0406
_XTD0264
_XTD0323
_XTD0365
_XTD0418
_XTD0393
_XTD0257

'Mortal Coil' er det tredje album fra det unge, svenske crust-black foretagende Dödsrit, og netop den plade blev fremragende eksekveret under meget trange forhold sent lørdag aften.

Kunstner
Dato
23-04-2022
Trackliste
1. The Third Door
2. Shallow Graves
3. Mortal Coil
4. Apathetic Tongues
5. Aura
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

I dette tilfælde havde jeg næppe hørt mere end ét nummer på forhånd, og det var strengt taget heller ikke nødvendigt. Dödsrits cocktail af blacket dissonans, atmosfærisk rigdom og svensker-melodisk schwung gik rent ind, og det eneste, der reelt clashede tidsmæssigt var Ulver, der jo forlængst har glemt hvordan man spiller den slags, så Dödsrit here we go!

Et vigtigt nota bene for den udenforstående her, er dog scenen Hall of Fame. Dels snakker vi 15 minutters gang fra Main Stage, men hvad mere vigtigt er, så er Hall of Fame betydeligt mindre end navnet antyder. Faktisk kan man næppe smide meget mere end 150 mand ind i bygningen, og så står man vitterligt også som sild i en tønde. Hallen var allerede stopfyldt 15 min før start, og bevægede du dig tre meter, kom du næppe tilbage til samme sted igen. Forhold, der unægtelig gør, at man må ofre sig for musikken, hvis man vil se den til ende, men som tiden skred frem var der ingen grund til at fortryde sine handlinger her.

Som Roadburn-traditionen foreskriver havde Dödsrit besluttet sig for at spille hele 'Mortal Coil', og åbnede derfor 'The Third Door' med tung, rød belysning, tåge og tremolo-riffs galore. Godt nok snakker vi en åbner på mere end minutter, men ikke desto mindre forfriskende at se et publikum så grebet af stemningen, at folk kaster sig ud i crowdsurfing allerede så tidligt i koncerten. Det var utvivlsomt en god idé at sætte dem til at spille lørdag kl. 23:30, hvor rusen hjalp stemningen på vej, uden på nogen måde at forklejne Dödsrits kvaliteter i øvrigt. Balancen mellem hurtig tremolo-picking, mid-tempo-venlige atmosfæriske opbygninger og et habilt arbejde bag trommerne, fik det hele til at glide lidt lettere ned, når nu øllene for langt de fleste af os var så langt væk.
Det var nemt at fortabe sig, selvom virkemidlerne var aldeles velkendte – de mørke toner; bassistens imponerende, headbangende hårpragt; trommeslagerens ivrige gestuleren for at piske masserne i omdrejninger. Effektivt, og selvom pladen ikke vinder på ørehængere, så fandt man hurtigt ind i lydbilledet. I de mere melodiske passager kunne det til tider høres, at Slægt kommer fra samme, inspirationsmæssige sindelag, omend variationen er mindre udpenslet i Dödsrits tilfælde. Ingen tvivl om, at black metallen er omdrejningspunktet, og comboen af deres live-energi, den stramme setting og sendetiden talte i svenskernes favør.
'Aura' fra forgængeren rundede sættet af med en instrumental outro, der stod lidt ud fra resten af koncerten, og så kunne vi ellers fortsætte videre ud i natten, svedige og tørstige efter mere – baren var et godt sted at starte.