RF '13: Ekstrem metal med plads til hygge
Populær
Kontrasten mellem hyggesnak mellem numrene, dagslys og den ekstreme musik var stor i et ellers solidt første Anaal Nathrakh-show på dansk jord.
Det engelske band Anaal Nathrakh blev af konferencieren på Pavilion-scenen præsenteret som det måske fedeste engelske black metal. Rendyrket black metal var nu ikke ligefrem det, som en festivallens mindste scener kunne byde på, da der i stedet flød en interessant strøm af diverse afarter af den mere ekstreme metal fra scene.
Bandet fik en noget varmere salut, end de fik, da danske fans spammede gruppens Facebook-side ned, da gruppen først havde annonceret Copenhell-show for siden at aflyse til fordel for Roskilde. Og det må have været lidt af et dilemma at vælge for bandet, som må siges at have fået et par fornemme tilbud til en dansk debutkoncert.
Det blev en koncert, der udover musikken også bød på små vittige udsagn fra forsanger Dave Hunt, som startede sin del af koncerten fra fotograven, hvor han hilste på publikum og ellers lignede bandets største fan, som han headbangede og kiggede anerkendende op på sine bandmedlemmer, som klarede introen til koncerten alene. Musikken blev leveret fra veloplagte hænder, men desværre var lyden for de mest dedikerede publikummer helt oppe foran hegnet et bas-rungende helvede. Betragtede man i stedet bandet fra lidt afstand, stod lydbilledet anderledes klart ud med en god og fyldig bund.
Flowet gik lidt tabt
Frontmand Dave fik introduceret en sang i uoverensstemmelse med sætlisten og måtte undskylde med alderdom og manglende briller. Det blev sagt med et smil, og generelt fornemmede man en god portion humor i manden, som også præsenterede et nummer som bandets mest populære ”ifølge internettet”. Der blev generelt snakket en del mellem numrene, og selvom det ikke var lange, kedelige monologer, så tog det lidt af flowet i showet, at der ikke var flere sange, som startede, straks den forrige var slut.
Daves stemme var ikke helt så fornemt varieret som på skiverne, da den denne dag mest bestod af den rå, growlende vokal med et snert af hysteri og så den glimrende mere rene vokal. Skivernes imponerende skrigeri kom på ingen måde helt så fedt ud af munden på ham. Til gengæld fungerede skiftene mellem den rå vokal og ren vokal formidabelt, hvilket mindede lidt om Devin Townsends præstationer i Strapping Young Lad.
Anaal Nathrakh leverede et meget fint sæt, der godt kunne have brugt lidt mørk nattestemning og et mere sammenhængende flow, da småsnak og attitude mellem numrene langt fra matchede ekstrem-metallen, der til gengæld var ganske fermt udført.