RF '19: Baest-effekten

_R7A8661 copy
_R7A0426 copy
_R7A0955 copy
_R7A0825 copy
_R7A8904 copy
_R7A1223 copy
_B2A8613 copy
_B2A8486 copy

Baest slap dæmonerne løs i nattemørket og leverede en milepæl af en koncert på Pavilion. 

Kunstner
Dato
05-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
5

”Velkommen til dæmonernes nat – slip dem fucking løs,” kommanderede Baest-forsanger Simon Olsen brølende i bar mave og lædervest, og så var Aarhus-bandets dødsfest på Pavilion i gang i de døende timer af fredag nat. 

Tæppefaldet afslørede et band, som indtog scenen med en pondus og en sammenspillet selvsikkerhed, så man har svært ved at begribe, at de gæve ungersvende kun har spillet sammen siden 2015.

Men alt er fra starten gået lynende stærkt for bandet, hvis erklærede ambition er at komme til at leve af at spille dødsmetal – en genre, hvor pengene og mulighederne som bekendt ikke ligefrem hænger på træerne. Men Baest har grebet dem, der var, er gået til hvert eneste job med dedikation og professionalisme og har indtil videre lagt alt og alle ned med deres effektive Bloodbath-inspirerede dødsmetal. 

Er der et band, som har potentiale til at få dødsmetallen ind i stuerne, så er det Baest. Der er bare noget uforklarligt dragende ved det band, som man instinktivt får lyst til at holde af og holde med. Noget, som også fascinerer folk uden for dødsmetallens snævre cirkler. Hvad det præcis er, ved jeg ikke, så i mangel af bedre må vi kalde det ’Baest-effekten’ Som den nyligt udsendte DR3-dokumentar afslørede, har vi at gøre med en flok elskelige gutter med ubetinget kærlighed til den metier, de drømmer om at gøre karriere i, koblet med en hundrede procent dedikeret attitude og et look så nøje tilrettelagt, at man skulle tro, at Simon Cowell havde fået til opgave at sammensætte dødsmetallens version af Westlife eller Backstreet Boys. Baest ser ganske enkelt bare vanvittigt seje ud. Guitarist Svend ’Sværd’ Karlssons gavflabede smil, tatoveringer og lange mørke krøllede garn giver herlige mindelser om en ung Dimebag Darrell, mens guitarist Lasse Revsbechs perfekte lyse krøller er af en beskaffenhed, der både må kunne gøre enhver tyndhåret mand grøn af misundelse og give stærk fugt i trussen på ungpiger over det ganske land. 

At se dem spille for et godt stoppet Pavilion midt om natten mindede mig om Hatesphere anno 2004-2006, hvor bandet på grund af uafladelig turnevirksomhed var sammenspillet i helt absurd grad, og hvor Jacob Bredahl dominerede scenen med en karisma, som de fleste frontmænd kun kan drømme om. 

Simon Olsen kan noget af det samme. Han er en helt naturlig autoritet på scenen, og med et grumt growl og en begejstret attitude fik han lynhurtigt publikum i sin hule hånd. Lyden var fornem fra første færd, hvor den hurtige ’Marie Magdalene’ efterfulgt af den tungere ’Wormlord’ effektivt satte fut i det feststemte telt, hvor de knyttede næver hamrede mod himlen i hyldest til dansk metals nye håb. 

At det er Baest, der indtager den position, kan der slet ikke herske tvivl om efter nattens koncert. Baests optræden stod i klar kontrast til Misery Index, som var på scenen tidligere på aftenen, og som på trods af musikalsk ekvibrilisme og mere end 20 års erfaring på landevejene alligevel indtog scenen med en frygtelig lyd og en scenetække, som på ingen måde kunne matche ungersvendene, der fulgte efter med både formidabel lyd og sammenspil.

Man kan godt mærke, at Baest endnu ikke har så meget arkivmateriale at trække på, og nogle flere af de langsommere numre, som for eksempel singlen ’Gula’ fra det kommende opus, vil i fremtiden kunne give bandet endnu bedre dynamik i sætlisten, hvor monotonien kortvarigt truede med at melde sig til slut, inden den vidunderligt titulerede afslutter ’Crosswhore’ grundigt fik stukket de sidste omvendte kors helt op i publikum.  

I ledtog med dem fik Baest sluppet dæmonerne eftertrykkeligt løs i nattemørket og leverede en koncert, som kommer til at stå som en foreløbig milepæl i en forhåbentlig lang og flot karriere.