RF 26: Anarkistisk underskud
Kneecap lykkedes med at skabe en voldsom fest på Arena, men den autentiske vildskab druknede i en poleret levering.
Der er få bands på årets Roskilde Festival, der har været omgærdet af større forventninger end den nordirske raptrio Kneecap. Med deres kompromisløse tekster om irsk identitet, britisk kolonialisme og en livsstil badet i stoffer, rave og oprør har de opbygget et ry som et af Europas mest kaotiske og uforudsigelige livebands. Derfor lignede Arena fredag aften også den oplagte ramme for en koncert, hvor alting kunne eksplodere.
Det gjorde det bare aldrig helt.
Arena var pakket til bristepunktet, hvor publikum fra start blev lokket indenfor af den røde maske, der markerede bandets tilstedeværelse og varslede startskuddet efter det indledende opråb om verdens tilstand. Et højt stillads fungerede som legeplads for trioen, der konstant stormede rundt på konstruktionen. Det hele var imponerende sat op, og lydmæssigt sad koncerten lige i skabet. Vokalerne gik klart igennem, bassen ramte hårdt, og produktionen var skarp fra første minut.
Men netop skarpheden blev også koncertens største udfordring.
For selv om energien var høj fra start, føltes den sjældent uforudsigelig. Moshpittene åbnede hurtigt, publikum kastede sig ind i hinanden, men det virkede næsten som om, alle kendte koreografien på forhånd. Det blev aldrig autentisk vildt og voldsomt. Man sloges til musikken – uden rigtigt at ville slås. Vildskaben var iscenesat.
’Smugglers & Scholars’ ramte tidligt Arena, og publikum dansede – uden tøven – fortsat gennem natten og senere intensiveret under ’An Ra’, hvor festen for alvor voksede. Senere sendte ’Rhino Ket’ tempoet yderligere i vejret, og setlistemæssigt fik vi en flot opvisning i trioens katalog. Alligevel udeblev følelsen af, at koncerten kunne stikke af. Den kontrollerede afvikling stod i skærende kontrast til bandets anarkistiske image. Som sidemanden tørt konstaterede: "Det er jo bare Beastie Boys med techno."
Det er sat på spidsen, men bemærkningen ramte noget centralt. Kneecap har bygget deres identitet op omkring uforudsigelighed og provokation, men fredag aften virkede kaosset minutiøst planlagt.
Og så gjorde det intet godt for koncerten, at bandet valgte at stoppe op for at give plads til opråb. Platformen var oplagt, budskabet relevant, og det var forventeligt, at det kunne ske under en koncert med Kneecap. Men uanset indholdet må man også acceptere koncertens dramaturgi. Afbrydelsen punkterede den energi, der var samlet, og fremstod som et underligt valg på et sært tidspunkt – et af de få steder, hvor koncerten fremstod autentisk.
Kneecap leverede en teknisk stærk koncert med masser af energi, høj lydkvalitet og et publikum, der var klar til fest. Men når forventningen er rendyrket kaos, føles en stramt koreograferet koncert som en lille skuffelse. Arena fik en velproduceret forestilling – ikke den uforudsigelige eksplosion, man havde håbet på.