Mænd, der hader tønder
Et metalarrangement med tre bands, hvor ingen havde en trommeslager. Aon, Necrosis og Septic Congestion hyldede de digitale muligheder og publikum fik sig en anderledes og musikalsk brutal oplevelse
Mens mange familier rundt om i de hyggelige hjem sad med varme hveder og hyggede om den gamle tradition aftenen før Store Bededag, havde Temple of Doom i Templet i Lyngby åbnet dørene op for noget, der næppe kan siges at have den store tradition på metalscenen. En ting var, at der var tale om tre gange brutal dødsmetal, to af dem måske endda mere ovre i slam-delen af genren, men der var også tale om tre bands, der har valgt at trommerne skal være digitale. Simpelthen programmeret på forhånd og live overladt til afspilning fra iPad, PC eller lignende.
Med anmeldelsen af Cryptopsy ugen før på Stengade med titlen 'Tøndernes sejr' i tråd med konklusionen, at trommeslagernes hårde arbede var en vital del af aftenens succes, så skulle det netop blive spændende at opleve, hvordan underholdningen ville tage sig ud, uden netop dette for metallen så vante kraftcenter på scenen.
Bedst med gæster
Tidsplanen lovede musik fra klokken 20.00 og det var i hvert fald ikke mange minutter skævt. Først på scenen stod Aon fra København. I princippet et originalt navn, men ses der bort fra stavemåden, så er der mindst 8 andre i samme dur, mest kendt er de brutale dødsmetallere i svenske Aeon. Aon har netop været med i Wacken Metal Battle, hvor der blandt andet blev givet lidt kritik overfor bandets måde at håndtere lyden, som blev "færdigmixet" fra bandets hånd og sendt til lydpulten, hvorfra lydmandens eneste job stortset blev at skrue op. Det er muligt at bandet har taget kritikken til sig, for denne aften lød det nu slet ikke så dårligt.
PC'en var demonstrativt placeret på gulvet, dér hvor et trommesæt almindeligvis ville befinde sig. Mixet mellem guitarerne, vokal og "trommerne" var udmærket, og der var sågar også bund i musikken trods bassistfravær, omend lidt kunstigt lydende. En bund, som formentlig også kom fra den lille digitale ven: "Trommeslageren", som frontmand Alexander Kristensen jokende roste og kaldte billig. På guitarsiden kunne der godt have været brugt en eller anden form for boost eller effekt, når der blev spillet guitar, da de spillede leads slet ikke fik den opmærksomhed, som de burde have haft.
Der var gode takter i selve sangskrivningen og de lidt nørdede riffs, hvilket også passede til guitaristernes position på scenen. Især guitaristen med briller vippede indimellem med hovedet på en måde, som fik det til at se ud som om, at de krævende riffs blot var børnesange, og han stod og underholdte i en børnehave. Frontmanden havde derimod klassisk squatting i sit repertoire og stampede i gulvet som en særdeles vred mand. Bedst var energien dog, da Aon undervejs havde gæstevokaler i to numre fra henholdsvis Defilementorys Fischer og Jack Christensen fra Septic Congestion og Kraanium. Det gav lige dét ekstra, og selvom publikum ikke var nærige med opbakningen ellers, så var supplementet bestemt også noget, der gav ekstra tryk i pitten.
Folk kom langsomt dryssende
Der blev gået godt til den under Aons show, så måske folk havde brug for en længere pause, i hvert fald gik en stor del af Necrosis' sæt med at spille for en halvfyldt sal. Men lidt efter lidt kom folk på plads igen, og der kunne sluttes af med godt med moshing og circlepits.
Necrosis står for mere regulær død. Bandets "trommeslager" var en iPad placeret ved guitaristen, og heldigvis var der på forhånd planlagt et show, komplet med pauser mellem numrene, så der ikke mellem hvert nummer skulle fedtes med teknik, hvilket var tilfældet, da Necrosis havde sin deltagelse i Metal Battle på Beta i 2014. Samtidig var det også smart, at bandet havde lagt lidt baggrundsstøj ind i netop disse pauser, selvom det måske kunne have klædt musikken, hvis det havde været forskellige samples, så det ikke var samme lyd mellem hvert nummer.
Med en bassist på plads var bunden mere dynamisk end i tilfældet Aon, til gengæld måtte guitarlyden godt have været lidt mere fyldig og også have stået for lidt af det dybe register. Især når trommerne var digitale, og "stortrommen" ikke rigtig gav det dér dybe dunk i sækken, men i stedet mest lød som "klikket" fra en trigget stortromme.
Det var en lettere passiv sceneoptræden, men i takt med at publikum vendte tilbage til salen i større flok, så kom der også lidt mere vildskab i øjnene på strengespillerne, men frontmand Bob kunne godt have bevæget sig mere rundt på scenen. Han stod lidt for trygt med den ene fod plantet på monitoren gennem det meste af koncerten. Der blev sluttet af med en god omgang moshing fra publikum, men i sammenligning med bandet før og aftenens hovednavn, så lod det til, at der skulle slam-elementer med i dødsmetal, for at energiniveauet nåede sit maximum.
Fremragende frontmand
Septic Congestions frontmand var i godt lune og serverede undervejs, som også Aon havde gjort det, jokes omkring de syntetiske trommer. "Vi har alle den samme trommeslager". Alligevel var styringen af denne trommeslager ikke ens. Fra en pc i centrum bagerst på scenen over en iPad på stativ ud for guitaristen til noget, der lød som iPod ud fra klikkene fra drejehjulet, da Septic Congestion til egen overraskelse måtte bifalde den overvældende larm til slut med et ekstranummer. Her kom ulempen lidt i forhold til en organisk trommeslager, for nummeret skulle jo lige findes frem på playlisten.
Men ja, det var gået godt for bandet, og de godt 40 minutters sæt fløj af sted, og med en meget aktiv crowd, som moshede som gjaldt det livet, så var der ikke noget at sige til, at der måtte diskes op med en dessert.
Med to guitarister, en bassist og en meget scenevant frontmand, så havde Septic Congestion en langt større fylde, både i lyden og på scenen. En god fyldig bund, og et lydbillede, som også gav plads til nuancerne mellem de to guitaristers spil. Jack Christensens vokal var klassisk slam-death-metal på bedste vis, og han er da også en erfaren herre, som desuden i 2017 overtog tjansen i front for Kraanium efter den tidligere forsangers alt for tidlige død. I breaks og ved afslutninger af numre var der lidt støj fra guitarerne, men det var faktisk fedt, for midt i alt det præcise trommespil fra de programmerede trommer, så gav det netop et vigtigt pust af den live-fornemmelse, der ellers godt kunne savnes, når der hverken var trommer på scenen eller rigtigt gang i kabinetterne i baggearet, fordi der blev spillet på digitale profiling amps som Kemper og lignende.
Og med Septic Congestions medlemmer, der gerne ville så langt frem på scenen som i et frontalangreb på publikum, så var det denne aften, at en egentlig trommeslager blev savnet mindst. Der var nemlig masser af action og de fire herrer på stribe var alligevel så meget på og fyldte i landskabet, så man alligevel, på Templets lille scene, ville have haft svært ved at se en tøndebasker bagerst på scenen. Som koncertgænger var det ikke ufarligt at bevæge sig ind i pitten. Gulvet var vådt af masser af spildte drikkevarer, nogle havde endda spildt glas eller flaske med, så glasskår skulle man også passe på, hvis man røg ned. Og det gjorde mange. Men stemningen var god, som vanligt til dødsmetalkoncerter, og folk blev hurtigt hjulpet på benene igen.
Trommer eller ej
Frontmand Christensen nævnte undervejs, at det nok var første gange, at der blev holdt et arrangement af denne slags med hele tre bands som dem på plakaten. Det er ikke helt sandt, hvis der menes brutal, slammet død for fans af den slags kunne få masser af det til den enlige svane Sick Fest i Odense i 2012, men hvis der menes en pakke af bands, hvor ingen har en trommeslager med til at røre i gryderne live på scenen. Ja, så er det måske en første.
Men er det så en ubetinget fordel? Det er det nok, især for det sidste band på plakaten, for nu har man som lytter vænnet sig til, at det er præmissen. Trommerne er der, men lyder lidt anderledes takket være den digitale facon, og især stortrommer og bækkener lyder ikke helt, som øret er vant til. Men det glemmes og man fokuserer på musikken, hvor det denne aften faktisk åbnede ørerne op for interessante riffs fra Aon og Septic Congestion, mens Necrosis var traditionelle, men stabilt godt og trofast mod den gamle genre.
Havde der derimod været tale om to bands med fysiske trommeslagere og et band uden og i stedet trommer fra fx en iPad, så havde det nok været sværere at overgive sig til bandet uden rigtige trommer, for det var blevet for let at fokusere på det, man manglede. Og sammenligne. Måske ud fra vanetænkning, og arrangementet viste jo netop, at god underholdning i metal, på trods af en stor tradition for dygtige trommeslagere i den brutale ende af dødsmetal, sagtens kan leveres uden en egentlig trommeslager. Så tak for dén anderledes oplevelse.
Alligevel kan det undre, at der ikke spilles mere på, at der ikke er en rigtig trommeslager. Noget andet end bare nogle jokes, der jo indlysende ligger lige til højrebenet sådan en aften. Flere sære lyde end bare nogle samples hist og her. Måske bryde fuldstændig med at det trods alt skal lyde som rigtige trommer. Udnytte, at det er teknik, der hjælper. Kobl det på lysshowet, lav komplet om på lydbilledet, distortion på lilletrommen, whatever, et eller andet innovativt, så det ikke ligner et "vi kunne ikke lige finde en god nok trommeslager", men i stedet bliver til "vi har skabt en ny genre, se bare hvad vi kan gøre, når vi ikke har en trommeslager".
Karakterer
Aon - 3
Necrosis - 3
Septic Congestion - 4