Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sikke en workout

Populær
Updated
Sikke en workout
Sikke en workout
Sikke en workout
Sikke en workout
Sikke en workout

Sonic Syndicate havde i et interview tidligere på dagen lovet fest, og det var i høj grad også hvad bandet leverede på The Rock lørdag aften.

Spillested
Dato
23-10-2010
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
C.V
Karakter
4

Før danske Lights in Reverse gik på scenen, havde svenske Blowsight givet et kort sæt, som udover sin egen blanding af punk, pop og metal også gav et cover af den efterhånden inflationsramte 'Poker Face' af Lady Gaga.

Danskerne havde andre planer med sin tid foran det rimeligt besøgte The Rock. Desværre startede lyden forfærdeligt ud, så forsanger Jesse lød som de mest talentløse auditions til et talentshow. Vokalen kom heldigvis bedre ind i mixet undervejs, hvilket helt klar hjalp på lyden, men en stor sanger viste han sig nu ikke som. Dertil var de "rene" partier for skrøbelige og skrigene uden intensitet.

Musikalsk havde bandet ikke noget originalt med og lød som om, at et band som Atreyu kunne være en inspirationskilde. Tanker gik også til hedengangne In All Her Ruin, hvis der skal sammenlignes til bands fra den danske scene.

Først mod slutningen havde lydmændene fået mening med lyden, og man forstod bedre, hvorfor de forreste rækker gav den fuld skrue til det sceneenergiske band, hvis sidste sang blev sættets bedste. Synd, at det skulle ske så sent, for her øjnedes håb for gruppen, som pludselig lød til at have mere at byde på.
(karakter: 2)

Så stå dog stille!

Vor hof-fotograf var desværre fraværende, så det tilfaldt skribenten at tage nogle brugbare fotos. Det benyttede kamera har aldrig været godt til koncertformål, men det kom i den grad til at stå sin prøvelse, for kun trommeslagerens fødder holdt sig bænket indenfor den samme m2 i længere tid af gangen.

Især var den relativt nye frontmand, Nathan, ikke til at stoppe og det gik ikke udover den vokale formåen, selvom stemmen dog lød slidt til sidst under en sang som 'Turn It Up!' og afslutteren 'Jack of Diamonds' med en "wall-of-death" blandt publikum. Det var vel at mærke i de melodiske partier, at saften var røget lidt ud af det engelske islæt i bandet fra Falkenberg, Sverige.

På vej mod dehydrering

Men Nathan og hans kompagnoner havde også leveret 100 % hvad de havde i sig, og undervejs måtte manden også vise lidt af sit svenske ordforråd, da han bad om "vatten", hvilket først ikke blev hørt og reaktionen "Fuck that" og en attitude om, at der måtte festes i stedet (han fik dog vand fra den letpåklædte bassist).

Denne skribent har stået for langt hovedparten af Sonic Syndicate-anmeldelserne på sitet, og det er et band, som mest har været i modvind, selvom det måtte indrømmes, at bandet var landet på egne ben, og fået en del at byde på med 'We Rule the Night'. Men live denne aften kom overgivelsen endelig. For man kan ikke benægte ros til et så velspillende band, som endda var sprængfyldt med energi så ægte, at det var tydeligt, at bandet nærmest nød det mere end publikum.

Nej, ikke dét nummer!

Fokus var fornuftigt med stor vægt på det nye album, og det fungerede fint som basis omkring hitsene fra de andre skiver. Dog burde balladen 'My Own Life' have været udskiftet med noget andet. Fint at bandet har brug for en pause, men de må have andet at køle ned på end lige det forfærdelige nummer.

Efter en god lang koncert forlod et storsvedende band scenen efter først at have givet sig tid til at trykke næver og give fotomuligheder til fansene. Unægteligt et band med den rette indstilling til hele "gamet".
(karakter: 4)


Interview og 10 hurtige med Karin og Nathan vil følge her på sitet.