Fik varmen til sidst

Fik varmen til sidst

Stivbenede Skunk Anansie var længe om at komme i gang, men koncerten endte med at blive god.

Spillested
Dato
28-11-2012
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Det engelske band Skunk Anansie var i høj grad med til at definere lyden af 90'ernes sidste halvdel. Stilen var pågående rock, der havde været på æblerov i metallen efter et riff eller to. Først og fremmest var det dog frontkvinden, den spinkle og skaldede Skin med den store mund og endnu større stemme, som var med til at definere bandet og give det kant. Hendes vokal spændte fra det skrøbeligt inderlige til det frygtindgydende aggressive – uden at hun tabte en tone undervejs. Det var dengang, og bandet gik i opløsning i 2001 for at blive gendannet i 2009 til manges store fornøjelse, for det var et orkester, som havde opbygget en meget trofast fanskare dengang for 15-20 år siden.

En del af de førnævnte fans var mødt op i Falconer-salen for at overvære heltenes anden københavnske optræden siden gendannelsen – langt fra alle, dog, for fyldt var der ikke. Stemningen var forventningsfuld på den særlige måde, hvor alt bliver opfattet som godt, næsten lige meget, hvad der bliver budt på fra bandet. Og det blev der til at begynde med brug for, for det var godt nok en stivbenet start koncerten tog sig. Det swingede virkelig ikke. Åbneren 'Skank Heads' fra '99-pladen 'Post Orgasmic Chill' var en rusten skygge af, hvad den burde være, og den blev efterfulgt af den kedelige 'I Will Break You' fra den seneste ligegyldighed af en udgivelse, 'Black Traffic'.

Det så længe ud til at blive en ganske kedelig aften, men alligevel skete der et eller andet, der fik koncertmagien til at indfinde sig. Først og fremmest var der jo det førnævnte fans, der åbenbart nægtede at give op på Skunk Anansie. Og muligvis var det denne ihærdige trofasthed som gav varme til de gamle lemmer på scenen, for cirka en tredjedel inde i koncerten ved evergreenen 'Weak' begyndte man at ane, hvorfor at bandet var så megastort i halvfemserne. Og herfra blev koncerten bare bedre og bedre.

Især Skin fandt de gamle takter frem og blev bedre og bedre, som koncerten skred frem. Til at begynde med virkede hun stemmemæssigt som en sørgelig skygge af sig selv. Kun hendes tudestemme magtede hun at levere troværdigt, og det mere rå og kraftfulde manglede lige det sidste til at overbevise. Men som koncerten skred frem, fandt hun mere og mere af kraften frem og sikkert også selvtilliden dermed. Det blev faktisk helt godt til slut.

Især skal hendes showwoman-evner dog roses, for mage til dreven entertainer skal man da lede længe efter. Hun var flere gange ude og surfe publikummet med store bifald til følge, og til sidst hvor hun kærligt vrængende gjorde nar ad alle koncertens video-/billedoptagende smartphonetosser, ja, så var det med så meget charme at ingen blev sure.

Så koncerten må siges at ende med at være godkendt, men tilbage står dog stadig oplevelsen af, at Skunk Anansie er et band med fremtiden bag sig, for de nye numre kunne slet ikke hamle op med de gamle målt på snart sagt alle parametre. Ingen tvivl var der da heller om, at folk var kommet for at høre det gamle Skunk Anansie, og et gammelt Skunk Anansie var, hvad de fik. På godt og ondt.