Copenhell 23: Dødspoppens forløsning
Ovenpå en tung periode med regn var SKYND lige hvad vi havde brug for, som en portal til et kriminalunivers fyldt med lig og androgyn forførelse.
Michelle Carter
Armin Meiwes
Robert Hansen
Biance Devins
Columbine
Jim Jones
John Wayne Gacy
Edmund Kemper
Tyler Hadley
Gary Heidnik
Da klokken er 19:45 lyder meldingen fra den tredjedags-rustne Carsten Holm, at koncerten er forsinket til 20:15. Ganske vist sent med den udmelding, men omstændighederne var også særlige efter ulykken med storskærmen, der faldt ned kort efter Napalm Death-koncerten blev afbrudt. Sikkerhedsprocedurer i effekt, og efter regnen så småt er stilnet af kan vi så endelig få den australske duo på scenen.
En duo, fordi gruppen består af SKYND selv i front og multikunstneren Father, som så i live-kontekst har en ekstra trommeslager med til at fylde lydbilledet ud. Projektet er særligt, ikke mindst for sin lyriske tematik, der dykker ned i historiske, mystiske drabssager, og derved tvinger os til at anerkende hvor meget virkeligheden er fyldt med ekstreme skæbner, vi bør tage ved lære af – om ikke andet, så for at minimere risikoen for at fostre flere af samme kaliber. Som en læringsproces indpakket i underholdende dramatiseret diva-pop, der smager, som er det skrevet af et industrielt nu-metal band. Det er i hvert fald den smag, vi står med i munden, som koncerten skrider frem, og hvor påtaget det end kan lyde som et gadekryds, så har australierne virkelig fat i en effektiv fusion af ingredienser.
SKYND selv træder ind på scenen i sit evindeligt foranderlige look, i aften med en høj krave, der sammen med det detaljerede headpiece, de skarpe konturer i sminken og de tonede linser forstærker den androgyne fremtoning, som dominerer hendes fremtræden. Det er absolut hende, der bærer bandet udover scenekanten med teatralske poses for ligesom at udstille de umenneskelige ekstremer sangene udspringer af, mens Father veksler mellem keys og bas uden at gøre det store væsen af sig bag samme maske som den versatile mand bag trommerne.
Fra de indledende toner af 'Richard Ramirez' skuler SKYND en del ud til siden af scenen som for at synliggøre, at backingtracket ikke helt spiller, som det skal. Ikke noget os foran Pandæmonium kan høre, men hendes irritation fortager sig da også hurtigt, så hun kan fokusere på at tryllebinde os med deres arsenal af bombastiske popbangere. Selvom trommerne, de hårde synths og den lyriske substans lægger sig loyalt indenfor Copenhells profil, så er der dog ingen tvivl om, at de melodiske sensibiliteter og diva-fremtoningen stikker ud i forhold til hvad årets festival ellers har i ærmet. Positivt ment, for den australske duo har mange hooks, der sætter sig fra første lyt, og det er da også en af de væsentligste årsager til, at SKYND kommer så godt udover scenekanten her i dag – udover den fælles hungren efter nye inputs ovenpå uvejret forinden.
Vi må dog nødvendigvis anfægte rationen mellem live-fremførelsen og backingtrack, for vægten er lige i dette tilfælde umiskendeligt meget til fordel for pre-recordings. Father virker ikke rigtig til at tilføje andet end sin tilstedeværelse til scenen, og selvom trommeslageren får plads til at fylde godt ud, så foregår der utroligt meget i lydbilledet af dobbelte key-sektioner, flerlags-vokaler og hvad har vi, så det ofte virker mere som et spil for galleriet at betegne det som live, når over 50% bliver afspillet via backingtracks.
Det er så absolut SKYNDs indlevende fortjeneste, at det alligevel sælger sig selv så godt, som fx da hun i 'Michelle Carter' symbolsk skærer halsen over igen og igen med håndtegn, mens hun synger omkvædet ”I love you – now die!”. Eller da hun peger os ud én for én i sangen om John Wayne Gacy med 33 døde mænd på samvittigheden, og SKYND runder sin opremsning af skæbner af med at vende den anden side til og synge ”Now everyone is dead, and you can kiss my ass”. Ikke blot er hun en stærk performer, men sangene går lige ind på nethinden, hvor ikke mindst den eksplosive forløsning i 'Robert Hansen' og sing-along kvaliteten i ”Bang-bang-boogie-boogie-bang-bang”-refrænet under hittet 'Tyler Hadley' tog flest kegler undervejs.
Når nu der blot er tale om en duo, så er det på sin vis forståeligt, at de vælger et set-up så meget ind til benet. Det gjorde os da også mere fokuseret på SKYND i front, som det tydeligvis er meningen vi skal gøre, men med det sagt savnede vi mere live-feeling til at opbløde det dominerende backingtrack. Det er så absolut SKYND selv og de stærke sange, der alligevel reddede koncerten fra ikke at tabe mere terræn på det grundlag, med en forhåbning om, at det er noget de fremover vil tage til efterretning og skabe mere balance mellem musikken og den ene person i front – hvor imponerende stærkt hun så end slap fra at orkestrere alle disse ekstreme skæbner i dag.