Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Søborg Skate Punk

Updated
2202-10-15 richter-10
2202-10-15 richter-12
2202-10-15 richter-4
2202-10-15 richter-11

Satanic Surfers imponerede i Søborg. Eller Gladsaxe? Men måske også Buddinge.

Spillested
Dato
15-10-2022
Genre
Fotograf
Philip Onyx
Karakter
5

Jeg vil vanen tro starte med at forklare, hvordan jeg kom hen til koncerten. Normalt er det via offentlig transport, men når det kommer til Richter, så er det simpelthen så langt ude på landet for en københavnersnude som mig, så det blev til en taxa. Jeg var ikke den eneste. Flere af de aldrende punkere ankom med hyrevogn – et særsyn. Nu tænker du måske: ”Hvorfor er transporten overhovedet relevant for den her anmeldelse?”. Jo, det er fordi der gik onde rygter inden koncerten om, at selvom Satanic Surfers er et legendarisk skatepunkband, så ville salen stå tom, fordi det simpelthen var for langt væk. 

Det er dog overhovedet ikke tilfældet. Ganske vidst er Richters sal en temmelig stor sal at fylde, så det ser lidt plettet ud under opvarmningsband nummer et, Remains (ikke at forvirre med garagerockbandet The Remains). Lidt forvirring er der dog, for bandet er musikmæssigt slet, slet ikke i samme stil som resten af plakaten. Jeg må ærligt indrømme, at stemningen starter med at være lidt flad, og at den ikke er meget anderledes i slutningen af showet. Det er ikke, fordi bandet ikke prøver. Især forsangeren prøver så meget han overhovedet kan. Desværre føles det bare, som om at det forværrer afstanden til publikum, der nu virkelig ser ud til, at de føler sig malplacerede. 

I modsætning til Remains er Kill the Rooster væsentligt mere i samme genreunivers som Satanic Surfers. Den flade stemning letter en smule for hver sang. Jeg har set bandet flere gange, men oftest i en kæmpe brandert, fordi de har spillet til private events. Trommeslager Leo Wallin er allestedsnærværende, da han altid er medlem af mindst 5 punkprojekter i Danmark og Sverige. Forsanger Carsten Guldbæk Hansen er modsat en mere sjælden gæst, da han er flyttet til Finland. Det stopper dog ikke festen, for bandet barsler med en ny plade og forhåbentligt flere koncerter i Danmark. Trioen, hvoraf Troels Bak Pedersen er det sidste medlem, er i topform i aften. Salen begynder også lige så stille at blive fyldt op med nikkende hoveder. 

Så skal vi til det. Jeg har set Satanic Surfers mange gange og har faktisk ikke været særligt imponeret. Bandets sange har en tendens til at flyde lidt sammen for mig. Men når du holder af skate- og surfpunk er bandet nærmest umuligt at undgå. Sidste gang de havde chancen for at imponere mig var på NOFX’s ’Punk in Drublic’ i Malmö, og de formåede det ikke, altså at imponere mig. Efter en håndfuld af den slags oplevelser var jeg tæt på helt at afskrive koncerten i aften. Men et andet line up, nemlig listen over folk der ville dukke op, fik mig overtalt. Der er nogle bands, der simpelthen altid også medfører en reunion i millenial-punk-segmentet. For eksempel også Lagwagon, der for nyligt spillede. Det samme ville være sandt, hvis Pennywise eller NOFX spillede i Danmark. Der er simpelthen visse ting, man bare stiller op til. 

Og hvor er jeg dog lykkelig for, at jeg gjorde det! For jeg har aldrig set Satanic Surfers som i aften. Den lave scenekant på Richter gør det til en meget mere intim oplevelse, end for eksempel på festivalscenen i Malmö. Det betyder overraskende meget, især fordi bandet er et af de få, der har en forsanger, der også spiller på trommer. Og hvor han dog spiller fantastisk. Det er faktisk halvdelen af oplevelsen, bare at beundre hvor god kondition et menneske kan være i. Og det publikum, som var blevet spået til ikke at eksistere, viser, at de ikke er kommet for at danse. Eller jo, faktisk er de kommet præcis for at danse. Hårdt. Ind i hinanden. Så det gør vi. Sangene flyder igen meget sammen for mig, men vi får i hvert fald hørt ’Hero of our Time”, som er den eneste jeg kan huske hooket på. Men det er små detaljer, når man pludselig finder sig i et brusende hav af mennesker og venner, der giver så mange omgange, at man står med et glas vin i hver hånd (og prøver på ikke at blive ramt af en mosher). Man ved aldrig helt, hvornår den slags gyldne øjeblikke opstår, og det er jo nok også derfor, jeg kommer til at give Satanic Surfers en chance igen. Og igen. Og igen.