Sprudlende thrash-orkan
PopulærAnthrax var noget nær ustoppelige og gav Slayer kamp til stregen. Indsatsen fejlede heller intet hos Helhorse, men det gjorde lyden derimod.
2. Got the Time
3. Madhouse
4. Antisocial
5. Evil Twin
6. Fight 'Em 'Til You Can't
7. Indians
8. March of S.O.D.
9. In the End
10. Among the Living
Det må pynte gevaldigt på cv’et at opvarme for AC/DC, Anthrax og Slayer på blot et halvt år. Men hvor fedt det nu end må være for selvtilliden at dele scene med rockens giganter, så er og bliver det altid en utaknemlig tjans.
Lydforholdene er sjældent de samme som for hovednavnet.
Det stod også ret klart fra det øjeblik, Helhorse gik på scenen. Gruppen virkede veloplagte, fra første tone blev slået an, og klar til at give den gas i det tidligere skibsværft. Men høre dem, det kunne man næsten ikke. Lyden var ikke bare lav og rodet. Frontmand Mikkel Wad Larsens vokal var til tider decideret fraværende.
Ærgerligt nok. Musikken fejler intet. Heldigvis blev lyden bedre, som koncerten stod på. Især ’Death Comes to the Sleeping’ gik tungt igennem i den gamle hal, mens frontmanden og co-sanger Aske Kristiansen leverede en medrivende pingpong-indsats.
Sådan skortede det ikke på den energiske indsats i de seks numre, der var tid til, før ’Scorch the Earth’ lukkede showet. Helhorse genopfinder måske ikke den tunge tallerken, men de skriver musik med nerve og pondus og gik tydeligt til opgaven med en professionel attitude.
Op til koncerten havde der været lidt mukken i miljøet. Hvorfor nu Helhorse igen? Havde det eksempelvis ikke været mere passende og svedigt med Artillery? Muligvis. Men der er en årsag til, at Helhorse får den her vigtige eksponering som support for de store navne. Musikbranchen tror på dem. Helhorse tror åbenlyst også på sig selv. Den tredje plade er snart på vej. Spørgmålet er, om det store gennembrud så også følger med.
I fremragende form
Få har Slayers pulveriserende format på en scene. Anthrax er ikke et af de bands. Deres koncerter har det med at være svingende oplevelser. Men Slayers kollegaer fra ”The Big Four” havde denne aften så sandelig ikke tænkt sig at forlade Helsingør uden at give hovednavnet kamp til stregen.
Anthrax var kommet for at blæse publikum igennem, og det blev de allerede fra første sekund af showet, der startede med thrash-orkanen ’Caught in a Mosh’ – så er man ligesom i gang, ik’?
Frontmand Joey Belladonna var i sprudlende hopla, og vokalen holdt helt vejen. Manden har i år passeret de 65, men det var hverken til at høre og se, at han rent faktisk har alderen til at være dansk folkepensionist. Imponerede form. Det samme gjaldt det øvrige band, der tæskede løs på instrumenterne igennem velkendte klassikere som ’Madhouse’ og ’Indians’.
I februar udkommer Anthrax’ 11. plade ’For All Kings’. Herfra fik vi ’Evil Twin’, der virkede mere lovende end dens udvandede titel. Der kommer stadig til at være smæk på Anthrax anno 2016, lader det til.
Forgængeren ’Worship Music’ var også en hæderlig plade, men den enerverende ’In the End’ kunne sagtens have været undværet i sætlisten. Den syv minutter lange hyldest til Dio og Dimebag trak intensiteten ud af showet. Men heldigvis blev der bagefter lukket af med kompakt pondus med ’Among the Living’, der trak folket tilbage i en heftig moshpit – så det hele sluttede ligeså medrivende fedt, som det startede. Kom gerne snart igen, Anthrax!