SRF '15: Guitarhelten var flyvende

SRF '15: Guitarhelten var flyvende

Fortidens fordrukne eskapader er et overstået kapitel for Ace Frehley. Guitarhelten fra Kiss var på vinderkurs og sejrede med alle sine gamle klassikere fra både sit tidligere legendariske band og solokarrieren.

Kunstner
Dato
06-06-2015
Genre
Trackliste
1. Rocket Ride
2. Gimme a Feelin'
3. Toys
4. Parasite
5. Love Gun
6. Breakout
7. Snowblind
8. Strange Ways
9. New York Groove
10. 2 Young 2 Die
11. Shock Me
12. Cold Gin
13. Rip It Out
14. Deuce
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Kreative op og nedture. Misbrug af alkohol og stoffer. Det er ofte faste elementer i mytologien om store rockstjerner. Nogle af de største ikoner med det vilde festliv og en svingende kreativ karriere gæstede årets Sweden Rock Festival. 

Mötley Crüe, Slash og ikke mindst Ace Frehley.

Den legendariske leadguitarist – Space Ace – havde problemer med at kontrollere flasken, allerede da han kom med i Kiss først i 1970’erne. Kritikken og afstanden fra de mere seriøse forretningsmænd Gene Simmons og Paul Stanley har stort set været hård og forhånende lige siden. Især efter gendannelsen af det originale Kiss i 1996 kun holdt ganske kort tid med Frehley tilbage på spaden.

Egentlig forståeligt. Frehleys indre alkoholdæmoner førte til meget turbulens i gruppen. Også på scenen. Han spillede næsten bogstaveligt som en brækket arm under gendannelsen for tyve år siden. Krampagtigt og pinligt.

Ikonet fra ydre rum vandt dog lykkeligt over sprutten. Han har været ædru i otte år. Men kreativt er han stadig ikke kommet sig. Sidste års ’Space Invader’ var en slem skuffelse.

Men helte har det jo med at rejse sig. Det gjorde guitarhelten på fornem vis i den svenske eftermiddagssol.

Med læderjakke, læderbukser, solbriller og ”New York Fuckin’ City” skrevet på t-shirten og sin klassiske Gibson Les Paul kom Space Ace ind på scenen og åbnede showet med ’Rocket Ride’ – naturligvis lige præcis den sang, som han skrev til ’Alive II’.

Frehley var åbenlys på vinderkurs fra starten. Til sejren havde han sit glimrende ensemble. Sanger og bassist Chris Wyse har både spillet med Ozzy, Mick Jagger og er fast på den firstrengede i The Cult.

Trommeslager Scot Coogan har siddet bag tønderne for Lita Ford og Nikki Sixx. Den fabelagtige guitarist Ritchie Scarlet spillede og sang allerede sammen med Frehleys soloplader sidst i 80’erne.

Kvartetten kunne krammet. Fire rigtige rockmusikere, der igennem 75 minutter tog publikum hele vejen igennem de bedste numre fra Frehleys solokarriere og naturligvis hans signatursange fra tiden i Kiss.

Det var Frehley, der skrev de seje Kiss-numre ’Parasite’ og ’Cold Gin’, men det var henholdsvis Stanley og Simmons, der sang dem. Deres vokal var ikke savnet i Sverige. Frehley og vennerne leverede dem i forrygende versioner.

Men bedst blev det, når han selv overtog vokalen. Den tunge ’Strange Ways’ med den udsyrede solo – et af de bedste numre han skrev for Kiss – var stadig lige så potent og fremragende her 41 år efter den udkom på ’Hotter Than Hell’.

Det gjaldt naturligvis også signatursangen ’Shock Me’. Vokalen var stadig som at høre Ace back then. Og tricket,  hvor der siver røg ud af guitaren efter nummeret, slap vi ikke for. Lidt søgt. Men den efterfølgende solo var en opvisning fra en sand mester.

”Still Smoking,” sagde han bagefter med en blanding af et kækt, men yderst taknemmeligt smil på læben. 

Modsat sine gamle bandkammerat forsøgte Frehley ikke at leve op til fortidens ungdommelig energi. Han stod blot på scenen som en cool cat og virkede lykkelig over at være i live i en alder af 64 år.

”Jeg skrev det her nummer i New Yorks subway, da jeg var teenager. Tænk sig, hva?” sagde han, før bandet kastede sig ud i ’Rip it Out’ fra hans Kiss-soloplade fra 1977. Dengang de alle fire udgav hver deres soloplade på samme tid.

Frehleys blev den mest succesfulde. Med god grund. Pladen er fantastisk. Især hans cover af Hellos ’New York Groove’, der kom som et af de bedste numre under koncerten. Helt medrivende og livsbekræftende.

Til gengæld virkede det overflødigt at spille ’Love Gun’, der er en af Paul Stanleys signatursange. Ditto kan man sige om lukkeren ’Deuce’, der er Gene Simmons opskrift.

Måske for at pisse sine gamle bandmates af? For det bliver Stanley og Simmons sikkert sandsynligvis.

Det havde dog klædt Frehley at droppe de Kiss-numre, han ikke selv skrev og holde sig til sine egne. For så længe det stod på, så var den gamle guitarhelt sgu flyvende.