Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når fremtidselefanter regerer planeten

Updated
_JD22087
_JD21601
_JD22058
_JD21898
_JD22086
_JD21691
_JD21539
_JD21454

Neptunian Maximalism gav os psykedelisk og dronet freejazz for alle pengene til endnu et fremragende arrangement under Vinterjazz’ faner.

Titel
+ Uraño
Spillested
Dato
07-02-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Stengade har i nogle år haft uhyre stort held med at trække nogle interessante navne til stedet under vinterjazz-paraplyen, og denne aften var ingen undtagelse. Ikke overraskende er det kun de helt store jazznavne, der kan melde udsolgt på en trist tirsdag i februars første uge, så der var ikke proppet på Stengade, men fremmødet var bestemt pænt.

Første band, københavnske Uraño, havde æren af at varme os op denne aften. Uraño beskriver sig selv med ord som 'harsh noise', og det kunne flere i publikum vist nikke genkendende til. Havde de forventet et band med en melodi, man kunne nynne med på, blev de slemt skuffede. Istedet fik vi en trommeslager med styr på sine gryder og en bassist, der arrigt og tungt flåede i sin hårdt prøvede bas samtidig med at synthesizeren blev holdt varm.
Om det lød godt på den klassiske måde, kan nok diskuteres, men det kunne noget. Godt er ikke altid smukt og Uraño spillede ikke smukt. De spillede ikke engang tæt på smukt. Men de installerede en lydkollage i det rum, vi var i, og trak interessante og nye grænser for, hvad man kan – både som duo og som optrædende. Lyden var mere forståelig i den ene side af lokalet end den anden, hvilket var lidt ærgerligt. For der var egentlig god lyd. Desværre blev det noget rod at stå i venstre side, mens højre side var langt mere sammenhængende for lytteren. Uraño er den slags orkester der skal minde os om at gå ind i musik med en åben hjerne og lytte efter (hvilket er anmelderens lod i livet). Hvad der de første 15 sekunder lød som den værste koncert på Stengade nogensinde, blev efter 15 minutter en ret fed oplevelse – ikke mindst fordi jeg blev tvunget til at forholde mig til mine egne grænser. Og den slags kan heldigvis flytte sig.

Aftenens hovednummer var Neptunian Maximalism, et belgisk ensemble med 8 medlemmer. Hvis man gerne vil krydre sin dag med 2 trommeslagere, 3 guitarister, en saxofonist med både verdens største og verdens mindste saxofon og lægge lidt sitar på toppen, så ville Stengade denne tirsdag aften have været stedet at befinde sig. Vi talte med mindst én person, der havde begivet sig hele vejen fra England for at se orkestret, og det må siges at være noget. Første gang vi mødte NNMM (som de også kaldes for nemheds skyld) var på Roadburn Redux, hvor de spillede for alle os, der sad og havde massiv festivalblues over at være forhindret i at komme på græs for andet år i træk. De spillede godt nok til at vores anmelder dengang gav dem en begejstret anmeldelse, og denne tirsdag aften var ingen undtagelse.

_JD22132.jpg

NNMM’s musik udspringer ifølge bandet selv fra forestilling om, at vores planet i fremtiden styres af intelligente elefanter ovenpå menneskehedens endeligt. Det lyder virkelig som noget, der er værd at opleve – og det er umiddelbart surt, at vi til den tid er uddøde. Musikalsk er vi ovre i drone-freejazz-psych-universet.

Orkestret selv er en organisk størrelse der ikke har en fast besætning, men i stedet fungerer som et kollektiv for det, de selv kalder for kulturelle ingeniører. Lyder det lidt højpandet, så fortvivl ikke. Musikken er alt andet end det. På trods af det høje niveau, som musikerne holder rent håndværksmæssigt, og ikke mindst når vi taler om det musikalske øre, der tillader dem at tegne udenfor stregerne uden at tabe hinanden af syne, så er det her musik, der taler til hjertet og til mellemgulvet. Dansefødderne. Følelserne. Og det gør de vanvittigt godt.

Bagtæppet i musikken var i høj grad udgjort af saxofonisten Jean Jacques Dirinckx, der både mestrede den gigantiske barytonsaxofon og den fine sopranini. Han styrede sammen med guitarist/sitar-spiller og hovedarkitekt, Guillaume Cazalet, slagets gang. Og hvilket slag. NNMM spiller indenfor og udenfor stregerne. Lange passager i deres psykedeliske freejazzunivers er ren improvisation, hvor instrumenterne næsten kører deres eget show. Ikke dem alle på samme tid, men de få udvalgte. Trommeslagerne var et kapitel for sig selv og de elektriske trommer tilføjede en helt ny dimension til lydbilledet, der i øvrigt var fremragende uanset hvor i salen, jeg stod henne.

Der er noget til stadighed fascinerende i at se et orkester, der alle er enige om, hvor vi starter og slutter, men som i mellemtiden giver hinanden plads til at improvisere på kryds og tværs, og dog aldrig gå ud over den præmis, som er grundtanken bag musikken. Cazalet gav os østlig mystik med sin sitar, helt i tråd med den ånd som i sin grundform har sine rødder i 70’erne. Også hans smukke østlige vokalisering på det ene af numrene var fascinerende og fik mine tanker til vandre hen til en forhåbentlig ikke så fjern fremtid, hvor “vi” (læs: samfundet) ikke længere rynker på næsen af det (mellem)østlige og de muligheder, nye musikalske universer giver os i den vestlige rockmusik.

_JD21863.jpg

I en god times tid, gav NNMM os 7 numre, 7 soundscapes, der med hvert sit hovedtema, sendte os ud i en verden, der er styret af elefanter, og hvor menneskeheden ikke længere findes. Det er musik, man kan forsvinde ind i, blive væk til eller danse til – lige præcist som man lyster på dagen og tidspunktet. Da aftenen sluttede var energien enorm i salen, selvom en enkelt eller to var faldet for fristelsen til at komme i seng inden midnat. Det ydmyge orkester takkede af med et høfligt afslag på et ekstranummer, men tog sig i stedet god tid til at sludre med de fremmødte publikummer. Det er den her type aftener, der gør Vinterjazz værd at kigge nærmere på og udforske. Særligt når det handler om de mindre kendte og etablerede navne. Der ligger mange perler og venter på at blive samlet op og denne aften var perlen altså Neptunian Maximalism.

Menu