Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stort band på lille scene

Populær
Updated
Stort band på lille scene
Stort band på lille scene
Stort band på lille scene
Stort band på lille scene
Stort band på lille scene

Sepultura er et af de helt store bands, der ikke er for fint til at besøge små klubber. Dét kom der en ret god koncert ud af.

Kunstner
Titel
+ Sworn Enemy
Spillested
Dato
17-08-2011
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Efter lige at have set Sepultura vælte Wacken foran titusindvis af mennesker, var det noget af et sceneskift at se de brasilianske thrashere på The Rocks noget mere ydmyge klubscene, der ikke giver plads til mere end nogle hundrede tilskuere. Det brasilianske band var dog ovenud professionelle og lod ikke indsatsen farve af de noget mere beskedne kår, og kontakten ud over scenekanten var derfor fin, men måske lige en anelse mere rutinepræget end for halvanden uge siden i det tyske. Men det er nu også til at forstå.

Da folk i høj grad er kommet for at høre de klassiske hits, og bandet godt ved det, startede koncerten ud med 'Arise' og 'Refuse/Resist' for lige at få fyret op under et i øvrigt meget velvilligt publikum. Men også de nye numre viste deres værd live, og især 'Kairos' og 'Relentless' som har hvad der skal til for at blive live-hits, og publikum kvitterede da også begejstret for dem.

Selv om de to skabere af bandet, Cavalera-brødrene, ikke er med længere, er der alligevel to der har været siden midtfirserne, nemlig Paolo Jr. og Andreas Kisser, så det er bestemt på sin plads. De to herrer virkede i øvrigt som om, at de stadig nød det på trods af de forgangne år, og det var også med til at gøre oplevelsen troværdig. Men også den nye frontmand, klepperten Derrick Green, var med til at holde koncerten levende.

Koncerten beviste med andre ord, at Sepultura også fungerer fint i det små, og selvom det ikke kan blive helt så imponerende som en kæmpe friluftsscene, så var det nu en god koncert alligevel.

Sworn Enemy


Opvarmningen var Sworn Enemy, der ikke rigtig kan slå igennem, men alligevel nægter at give op. Stilen er hardcore, men på én eller anden måde, lyder det som om flere i bandet hellere ville spille thrash eller groove metal. Vælger man at se det som en charme, kan man nyde en type hardcore der er så farvet af metal, at metalhovederne også burde kunne være med, men det virkede nu som om, at flere ville have foretrukket den rene vare - eller bare kun ville have haft Sepultura, for den sags skyld.

Måske det var fordi, at Sworn Enemys show bar præg af, at baggearet stod en favn væk fra scenekanten, og det derfor var umuligt at få et samlet lydbillede, eller om det var fordi newyorkerbandet var lidt sløsede i starten, men modtagelsen virkede mildest talt lidt lunken nede på dansegulvet.

Det var lidt synd for Sworn Enemy leverede faktisk en ok opvarmning, til trods for lyden og den rustne start. Det står dog stadig klart, at bandets bedste plade 'Beginning of the End' stadig er den bedste, og den blev udgivet for fem år siden. Men det var numre herfra der gjorde sig bedst - især pølserosinen 'We Hate', der bare holder live, hvilket de fremmødte tilskuere også kvitterede for.
(Karakter: 3)