Svage Ulvehyl
Wolfmother var i stødet i Tivoli, hvor almindelig samtale formåede at overdøve koncerten.
02. Dimension
03. California Queen
04. New Moon Rising
05. Woman
06. White Unicorn
07. Long Way to Go (Ny)
08. Love Train
09. Mind's Eye
10. Collossal
11. Joker and the Thief
12. Cosmic Egg
13. Vagabond
Ekstra
14. Keep Moving (ny)
15. In the Castle
16. Tales
Det glædeligt at Tivoli er begyndt at se ud over de nationale rockhelte fra Pretty Maids og D:A:D, og nu tør satse på internationale rocknavne som Wolfmother. Det australske rockband startede fredag aften deres europæiske turné ud på den smattede plæne, og det kom tydeligvis bag på bandet, at det skulle være foran et par tusinde tilskuere i et eventyrland. Begejstringen og det gode humør hos frontmand Andrew Stockdale var i hvert fald ikke til at tage fejl af.
Meget er sket i Wolfmother siden bandet sidst gæstede Danmark. Trioen er blevet til en kvintet, og Stockdale er eneste tilbageværende originale medlem. Med sit store krøllede hår og gnaveransigt er Stockdale bestemt også Wolfmothers alter ego. Manden er old school rock'n'roll, og inspirationen fra Led Zeppelin, The Doors, The Who og Beatles er ikke til at tage fejl af i Stockdales musik. Og Wolfmothers musik fejler bestemt heller intet hvis man er til klassisk rockmusik. Det gjorde til gengæld Tivolis koncertforhold.
Bandet lagde ud med den punkede 'Apple Tree', hvor det hurtigt stod klart, at koncerten ikke ville blive optimal. For det første var Stockdales vokal ikke helt i top denne aften, for det andet var lyden så lav, at man virkelig spidse ører for at høre, hvad Stockdale lirede ud af guitarsoli fra de mange forskellige spader, han spillede på i løbet af koncerten. Den lave lyd er generelt et problem på Plænen, men argumentet om, at det må man bare acceptere, er simpelthen for tyndt. Det er rockmusik vi taler om her, og ikke pensionistbal med Michael Carøe. Står man bare 30 meter fra scenekanten, bliver musikken overdøvet af berusede sidemænd, der ævler løs om vind og vejr. Det holder bare ikke!
Hård start
På de forreste rækker var lyden dog en anelse bedre, og de mange begejstrede fans havde da også en forrygende fest her. Wolfmother gjorde i hvert fald deres for at sparke rockfesten i gang. De lagde sikkert ud med alle de forrygende sange fra deres to udgivelser. Efter åbningsnummeret kom 'Dimension' i en flippet udgave med mundharpe, der blev efterfulgt af tændt version af 'California Queen', hvor Stockdale uden tvivl har lyttet lidt for meget til guitarriffet i Budgies '’Breadfan'.
'New Moon Rising' fik det forreste publikum i nærmest ekstase - de hoppede op og ned til nummeret. Festen fortsatte med hittet 'Woman', der blev fulgt op af 'White Unicorn' med Stockdale på 12-strenget guitar.
Wolfmother kommer med et nyt album senere på året, og som altid tester bandet de nye sange live for at vurdere om skidtet virker. 'Long Way to Go' bød ikke på noget nyt eller spændende, og nummeret savnede den rebelske attitude som Wolfmothers bedste numre har. 'Love Train' bød på bongotrommer og 'Mind's Eye' endte ud med at lyde for meget som Neil Young. Efter en times tid kom 'Joker and the Thief, hvor titlen utvivlsomt må være hentet fra Bob Dylans udødelige klassiker 'All Along the Watchtower'. Nummeret var som ventet aftenens helt store publikumsfavorit, så selv de mange snakkesagelige mennesker blandt publikum i et kort øjeblik kiggede op på scenen, frem for at glo ned i fadøllen.
Sløv afslutning
Ekstranumrene bød på mere nyt materiale, som umiddelbart heller ikke lød specielt interessant i forhold til de to forrige udgivelser, hvorfra Wolfmother denne aften stort set spillede hele debutalbummet. Det havde dog klædt bandet at gemme et par af gennembrudssangene til sidst, da 'In the Castle' og 'Tales' ikke just er de mest sindsoprivende numre bandet har skrevet. De kunne sagtens have gemt et enkelt stort hit eller to til sidst. Som da de i Store Vega for to år siden lukkede festen ned med 'Joker and the Thief'. Det glimrende nummer står da også tilbage som aftenens højdepunkt, til trods for den elendige lyd der prægede den knap to timer lange rockkoncert.
Entusiasmen fejlede intet på scenen eller blandt det forreste publikum, men rock skal nu engang spilles højt, og mangelen på lyd stod i vejen for en oplevelse, der kunne have været langt bedre. Vil Tivoli give sine gæster og bands den bedste oplevelse, må de virkelig overveje om fredagsrock konsekvent skal være i børnehøjde. Nå ja, så var der i øvrigt et par enkelte som crowdsurfede, hvor de hysteriske vagter valgte at smide synderne helt ud af festhaven på hoved og røv. Flot, Tivoli. Rock n’ Roll!