Svensk folkefest!

Populær
Svensk folkefest!

Graveyard leverede et brag af en velspillet, afsluttende Pavilion-koncert, der fik publikum op i det røde felt.

Kunstner
Dato
03-07-2011
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det er svært ikke at kaste sin rockkærlighed på disse fire gutter fra Göteborg. Graveyard er så veloplagt et liveband, at deres entusiastiske råbe-feel og rend-mig-i-røven-vi-er-her-for-at-rocke-humør, ikke kan undgå at smitte på publikum. Det gjorde det i den grad også under deres første besøg på Roskilde Festival, hvor de i år var navnet, der lukkede og slukkede for Pavilion-scenen.

Relevant rockstemning


Det manglede nu også bare, at Graveyard, som et af de sidste bands der blev tilføjet plakaten, blev hyret til årets festival. Med 'Hisingen Blues' udgav de nemlig den længe ventede opfølger til den godt fire år gamle selvbetitlede debutplade, og historien fra Hisingen var i dén grad hele ventetiden værd. Man finder ikke mange rockplader fra i år, der er mere habil, end den er. Simpelthen.

Det rygte syntes også at have spredt sig til den stivere del af Roskilde-publikummet, der nærmest bestod af en lige så stor mængde svenskere som danskere. I hvert var stemningen nærmest manisk i top inden Graveyard trådte ind på scenen, hvor stemningen kulminerede, da bandet vanen tro åbnede rockballet på modig bravour facon med den nedtonede bluesede-antiåbner 'No Good, Mr. Holden'. Og det er blandt andet hér, at Graveyard adskiller sig fra så mange andre populære rockbands, hvor fadølsfesten ofte er vigtigere end selve musikken.

Der er selvfølgelig en idé med at åbne med en tematisk vægtigere sag som denne og ikke en af de mere upbeat-sager som eksempelvis 'Ain't Fit to Live Here' eller 'Evil Ways', der begge figurerede senere på sætlisten. Ligesom hos forbillederne i Led Zeppelin gemmer der sig eksistentiel pondus og sociale kritikpunkter i flere af Graveyards tekster, og ved at lægge ud med en alvorligere node, belyser de netop dette. Musikken indbyder i den grad til fest og fadøl men det relevante negligeres heldigvis aldrig til fordel for det eskapistiske.

En stor rockprofil

Den mest opsigtvækkende profil i bandet er pudsigt nok manden, der gemmer sig bag tønderne, trommeslageren Axel Sjöberg, der som en blanding mellem en hvirvelvind samt John Bonham og Keith Moon behersker tønderne smukt og ubehersket, og er en af de bedst spillende trommeslagere, rockmusikken har set i stykke tid. Hans præstationer på plader er forrygende, hans præstationer på en scene er "mind-blowing".

Ikke at forglemme de tre andre: Joakim Nilsson er en himmelråbende rytmeguitarist og styrer samtidig vokalen med både sprød sikkerhed og en perfekt variation mellem det bluesede og råbende; Rikard Edlund er en af den nyere rockhistories mest karismatiske bassister og sammen med hans Rickenbacker er han en af de få bassister, der rent faktisk kan være fast mand på scenens centrum og lyse det hele dét mere op; Joakim Ramm er den smukke, anonyme guitarist ude på venstre flanke, der kontrollerer guitarsoli med fysisk neddæmpethed og vild instrumentsprog. Fire imponerende profiler der tilsammen udgør én stor, sammenspillet rockprofil.

Det var virkelig en velspillet og ufattelig festlig koncert. Irriterende nok var den lavere end mange af de andre koncerter på Pavilion, der under hele festivalen ellers skilte sig ud som den højestspillende scener.

Noget siger mig, at det ikke bliver Graveyards sidste Roskilde-besøg.