Et growler-problem

Fængende riffs og gode melodier, men Witcherys vokalist udgør et reelt problem for Anders Molins øren. Udover at jeg for mange år siden, og ganske uinteresseret, så Witchery varme op for Moonspell i Lille Vega, så begrænser mit kendskab til Witchery sig til, at jeg ved, de har deres eget håndtegn, som kræver en vis fingerfærdighed, hvis man skal kaste det i flæng (prøv selv at lave et "W" med din hånd – det er ikke for børn!).

Men det er nu ikke fordi svenskerne har ligget på den lade side. "Don’t Fear the Reaper" er trods alt Witcherys fjerde udgivelse siden debuten med "Restless and Dead" i 1998, hvor bandet blev grundlagt på ruinerne af Satanic Slaughter. Siden er Sharlee ’Angelo, som også er kendt fra Mercyful Fate, kommet med på bas.

Jeg har da også måtte sande, at jeg formentlig er gået glip af noget, fordi jeg ikke tidligere har lukket Witchery ind på min cd-afspiller. "Dont’t Fear the Reaper" er faktisk et overflødighedshorn af fede fængende riff, der, dog uden at kunne beskyldes for at være et plagiat, er som en hårdere udgave af førnævnte Mercyful Fate. Og det er bestemt ment positivt, riffene har - deres hårdhed til trods - ikke mistet melodien, og taler derfor både til nakkemuskler og hjerneceller.

Til gengæld så man sige, at når nu Witchery kan skrive fede riff, arrangere lækre leads af den fede 80'er slags, og når de nu kan spillet det så godt, så er det en skam, at man ikke har en federe sanger. Ikke fordi Toxine er en dårlig growler - han tilføjer bare ikke musikken noget ekstra, og langt hen ad vejen var man helst fri for ham. Måske er det kun produktionen, der er udslagsgivende, men det virker som om guitarlyden og riffene simpelthen ikke er brutale nok til, at en growlende forsanger passer naturligt ind.

Men hvis man kan enten kan leve med vokalen fra Toxine eller har mulighed for at filtrere den fra, så er "Don’t Fear the Reaper" en rigtigt fed skive.