Kan det blive meget bedre?
Populær
TesseracT er aldrig set eller oplevet så gode i Danmark. Publikum fik en eminent koncert, båret af flot lyd, en god setlist, et engageret band – og to spændende opvarmningsbands.
TesseracT har hyppigt gæstet Danmark. Senest co-headlinede bandet sammen med Lorna Shore, i hvad der var et kaotisk og knapt så vellykket sammenstød af genrer. Ditto en koncert, hvor Milton Keynes-bandet virkede uoplagte og langt fra formåede at levere den energi, men kan og bør forvente fra et band af den størrelse.
Torsdag aften i Amager Bio var opvarmningen bedre tilpasset hovednavnet. Der var ingen blackened deathcore, og derfor heller ingen risiko for, at halvdelen af publikum var udvandret halvvejs ind på aftenen. I stedet fik vi the Callous Daoboys, der godt nok har en mere core-orienteret tilgang til musikken i forhold til hovednavnet, men stadig i den mere tekniske, math-relaterede afdeling. Kaotisk, energisk og med forholdsvis dårlig lyd fik vi et hurtigt skud energi. som det amerikanske band gjorde sin entre. ‘Star Baby’ og ‘Violent Astrology’ fra ‘Celebrity Therapist’ (2022) satte kimen til en aldeles underholdende og indlevende koncertoplevelse. Især Carson Paces befriende, afslappede holdning til vokalfremførelse og konsekvente miaven gennem koncerten var med til at give selvsamme et kærkomment anarkistisk præg. Syv numre fik vi - og mere var der egentlig heller ikke behov for. The Callous Daoboys var underholdning på højt niveau, mens det musikalske aspekt lidt for hyppigt druknede i støj. 
Tyske teknikaliteter
Efter en kort pause stod tyske Unprocessed på Bioens brede scene. Parat til at imponere med deres ekvilibrisme og kompetencer. Selvom aftenens første nummer, ‘Hell’, langt fra var den energiske katalysator, som bandet havde planlagt, fik det unge band spillet sig gevaldigt op gennem koncerten og endte med at overbevise alt og alle i løbet af aftenens syv numre.
Der er noget imponerende over den tyske kvartet. Den lave gennemsnitsalder og elleve års levetid versus de vanvittige kompetencer alle medlemmer besidder. Dét, selvom bandet stadig mangler at erfare hvordan en circlepit fungerer - og hvornår det giver mening at opfordre til samme. Til trods for, at publikum var interesserede i at imødekomme bandets opfordringer, endte det typisk i en hoppeborgsudgave af en circlepit, da det musikalske stykke ikke ligefrem opfordrede til dans i rundkreds.
Det er småting i det samlede, positive billede, som The Unprocessed malede torsdag aften. Det startede nok lidt trægt. Især forsanger og leadguitarist Manuel Gardner Fernandes lod til, at han nærmest ikke kunne være mere ligeglad med hvor han var, mens han ivrigt lod fingrene danse hen over guitaren. Heldigvis lykkedes det for forsangeren at spille sig op. Vi fik smil, glade miner og en koncert, der lignede mere end endnu en dag på kontoret. Båret af numre som ‘Thrash’ og ‘Deadrose’ livede bandet op og havde succes med at sende den positive energi retur, som det danske publikum hengivent gav tyskerne. Den afsluttende del af koncerten blev leveret indlevende og resonerede blandt publikum. Der var store smil på scenen, med god grund –tyskerne fik med al sandsynlighed en god del nye fans på kort tid.
I don't even know What a TesseracT is!
The Callous Daoboys charmerende humor var smittet af på deres merch, der blandt andet proklamerede det manglende kendskab til, hvad en Tesseract egentlig er. Ser vi bort fra den firedimensionelle hypercube, som en rigtig Tesseract er, og forholder os til aftenens hovednavn, er der knap så meget tvivl om, hvad vi har at gøre med – i hvert fald ikke blandt de fremmødte.
Kvintetten har siden formationen været en konstant bannerfører for den progressive opblomstring, der prægede starten af 10’erne. Garant for indlevende kompositioner, gennemtænkte koncepter og stærke udgivelser. Ikke mindst afspejlet i bandets seneste og femte fuldlængdeudgivelse ‘War of Being’ (2023). Et Magnus Opus i bandets diskografi, der med stor sikkerhed havde lokket folk til Amager.
Det var da også dén plade, det åbnede festlighederne for aftenens hovednavn. ‘Natural Disaster’ og ‘Echoes’ blev leveret stilsikkert og indlevende. Pladens historie om det forulykkede rumskib og fortællingen om Ex, El og The Fear, føltes nærværende, mens bandet selv næppe har været så gode på dansk jord før. Lyden var med få undtagelser præcis, som man forventer fra Bioen. De finurlige detaljer i det djentede prog-univers stod stærkt i lydbilledet, hvor både James Monteith og Acle Kahneys eksemplariske gang på guitaren kom til sin ret.
Hvor den progressive genre tidligere har været en hæmsko for bandet, der låste medlemmerne i fastfrossen figur, og sjældent retfærdiggjorde musikkens spillende og livlige væsen, lykkedes det torsdag aften at skabe et helhedsbillede der var både medrivende og festligt trods de til tider dystre melodier. Båret af et visuelt fængende show og forsanger Daniel Tompkins udadvendte natur, var der konstant liv på scenen, der opvejede den stilstående koncentrations-tilstand fra de to guitarister.
Vi kom vidt omkring på ‘War of Being’-udgivelsen, med titelnummeret og den fantastiske ‘Legion’ som højdepunkterne, pakket fint ind af perler fra tidligere albums. ‘King’ står stadig som et af bandets mest medrivende numre, mens det var en genistreg at spille ‘The Arrow’ i sin naturlige forlængelse af ‘Smile’. Det gav sidstnævnte nummer ekstra momentum. Ditto var det en fornøjelse at genhøre ‘Dystopia’ og ‘Of Mind - Nocturne’ – hvor sidste er et nummer, den karismatiske forsanger succesfuldt har gjort til sit eget. Apropos, Tompkins har aldrig lydt så godt. Vi fik de mange vokalnuancer i et langt mere dynamisk og ekstrovert udtryk. Der var en glæde, der kunne mærkes og fremstod som en konstant driver for et levende og henrivende sceneshow. En power-performance, der stod i stærk kontrast til koncerten i Pumpehuset hvor et fjols kastede en fadøl i ansigtet på forsangeren.
Skal man være kritisk oven på en ellers særdeles vellykket koncert, så kan man måske spørge sig selv, om bandet efterhånden er nået dertil, hvor de to ‘Concealing Fate’-numre, ‘Acceptance’ og ‘Deception’, kunne placeres tidligere i koncerten til fordel for nyere materiale i den store finale? TesseracT har numrene til det, og selvom det to numre er værdsatte lykkes det på sær vis kvintetten at sætte os tilbage til en anden og unødvendig tid. Numrene har stadig sin charme, men til trods for, at essensen af bandet er fastholdt her 15 år efter numrene blev udgivet, er TesseracT i dag langt fra det band, der udgav den flotte EP dengang.
Man skal have den store lup frem, for at finde mere at kradse i. Vi har haft andre gode koncert-oplevelser med det britiske band, men aldrig så gode som denne aften. Det var indiskutabelt TesseracTs bedste koncert i Danmark. 