Copenhell 2018: Hvad laver vi her?

Copenhell 2018: Hvad laver vi her?

De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.

Dato
21-06-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
2

The Last Internationale er en New York-baseret duo, der ubekymret sværger til rocken, som den blev indtaget i samme område, dengang far(far) var ung. Revolution er vejen frem, og det lægges der ikke skjul på, når Delila Paz med kras røst ikke blot sender venlige vink til stærke kvindelige rockikoner som Janis Joplin og Grace Slick, men også lader sange som 'Battleground', 'Killing Fields' og 'Life, Liberty & The Pursuit of Indian Blood' svøbe over med rød romantik som taget ud af 1968. 

Solidt konsolideret i det blødere segment af årets lineup er det oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der ligger bag denne booking. Som trommeslager i begge de hedengangne Audioslave og Rage Against the Machine har Brad Wilk ikke blot en stærk profil, men har derudover også spillet på Copenhell med arvtageren Prophets of Rage sidste år. Det var dog ikke ham, der prydede trommestolen denne dag, eftersom hans bidrag til ensemblet primært er i studiesammenhæng. Ikke at det skal ligge erstatningen til last, når han sprælsk og råt holder sig til læren fra den navnkundige Wilk.

Det var dog suverænt guitarist Edgey Pires og sanger Delila Paz, der bar koncerten frem som bandets drivende kræfter. Vokalen ramte ikke helt samme kraftfulde niveau som på den fire år gamle 'We Will Reign', og således kom de politiske paroler aldrig til deres ret. Pires var til gengæld skudsikker, og selvom virkemidlerne var enkle, lå guitaren som det centrale fundament, mens Paz så frit kunne prøve at modvirke lydmandens udfordringer med at finde volumen-knappen. Et svagt udgangspunkt for reelt at nyde bandets fulde potentiale, og hvor forventningen om at opleve Paz' kraftfulde røst bære os igennem de folk/rockede skabeloner blev skuffet, og sangene endte med at blive båret af rytmesektionen, mens Paz ihærdigt søgte at kæmpe imod.

Stærkt blev det aldrig rigtigt, og The Last Internationale lykkedes aldrig med at fylde scenen ud. Ikke lydmæssigt, hvor niveauet simpelthen var for lavt og uklart, uanset hvor tæt på scenen man befandt sig. Fysisk savnedes der også mere dynamik, hvor de virkede ude af stand til at bære den relativt lille Pandæmonium-scene. 
Det ene nummer efter det andet. 
Ingen dialog, ingen appel til masserne. 
Et job, der skulle overstås, og således gjort. 
Mindeværdigt? Ikke just.