Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Thrashmetallens disciple

Populær
Updated
Thrashmetallens disciple
Thrashmetallens disciple
Thrashmetallens disciple
Thrashmetallens disciple
Thrashmetallens disciple

Fredagens koncerter i Pumpehuset var én lang og vellykket hyldest til heavy metal.

Spillested
Dato
25-05-2012
Trackliste
1. Metal Woman
2. Deadly Sinners
3. Leather Lord
4. Revenge is a Vulture
5. God of the Cold White Silence
6. Black Spire
7. 4000 Torches
8. Trial of Champions
9. Die for Gold
10. Battles and Brotherhood
11. Dark Messenger
12. The Goatrider's Horde
Karakter
4

Fire koncerter for hundrede kroner. Ja, det var bestemt ikke prisen, der burde havde holdt nogen tilbage fra at deltage i en sand overflod af fedt metal fredag aften i Pumpehuset.

Første band på scenen var amerikanske Havok, der bestemt både ligner og lyder som nogen der lever og ånder heavy metal døgnet rundt. Læderjakker, patronbælter og langt sort garn fik de fleste i bandet til at ligne Tom Araya i sine velmagtsdage i 1980’erne.

Og mon ikke også Havoks favoritband netop er Slayer? Sangene lød umiskendeligt og konstant som alternative udgaver af ’Chemical Warfare’. Musikalsk har Havok altså ikke opfundet den dybe tallerken, men deres thrash metal blev spillet med en så intens og aggressiv passion, at det faktisk var tæt på at blive aftenens bedste oplevelse. Bandet har kun eksisteret siden 2004, og denne første koncert (en halv time varede den) på dansk grund efterlod bestemt et godt indtryk. Kom man for sent til denne gedigne omgang hegn, ja, så snød man helt sikkert sig selv.

Spanske Angelus Apatrida var næste band på programmet, og minsandten om ikke der pludselig stod endnu et velspillende band og svingede garnet til endnu en omgang thrash metal, der lød identisk med Megadeth, Kreator og det tidlige Metallica! Som med Havok var det ikke just originaliteten der var i højsædet her, men man skal sgu være pænt forstokket for ikke at lade sig rive med af musik, der lyder som ’Kill ’Em All’! Guillermo Izquierdos vokal havde en nerve og intensitet, der mindede om Alexander Hagman fra Raised Fist, og kombineret med en stil der ikke gik på kompromis med genren, var det en ganske gennemført oplevelse. Musikken fik da bestemt også publikum til at slå sig løs, og gå pænt amok foran den beskedne scene.

Tamme geder, seje canadiere

Det kunne man ikke påstå Goatwhore var i stand til at gøre. Det amerikanske band fik med sin blanding af dødsmetal og thrash, aldrig helt stemningen op på kogepunktet. Goatwhore er nu i sig selv ellers et ganske hårdtslående og fedt band, men i kølvandet på de forrige opvisninger der lige havde været i old school thrash, så faldt Goatwhore til jorden som aftenens svage punkt.

Tæt på midnat gik hovednavnet 3 Inches of Blood på scenen til introen fra ’Metal Woman’, som er et af klart bedste numre fra det seneste album ’Long live Heavy Metal’. Man skal ikke mange år tilbage, før bandet kunne opleves spillende for cirka 30 mennesker på Lades Kælder. De tider er retfærdigvis forbi. Der var sidst på aftenen troppet en hel del mennesker op for at se de canadiske rockere og folk fik hvad de kom efter. En times intensivt hårdt metal, hvor der musikalsk blev spillet på alle den hårde rocks klicheer.

Frontmand Cam Pipes var som altid iklædt sin heavy metal-vest, og gav den fra starten af gas med sin skingre stemme, der rungede i ens øre til langt ud på natten. Hittet ’Deadly Sinners’ kom allerede som aftenens kun anden sang, og det skabte naturligvis stor begejstring blandt publikum. Der blev varieret godt mellem sangene fra de forrige skiver, men de nye numre som ’Dark Messenger’, ’4000 Torches’ og naturligvis ’Leather Lord’ løb nu engang af med sejren som aftenens højdepunkter. Koncerten var et glimrende klimaks på en aften, der var særdeles vellykket.

Alle medlemmerne fra de fire bands gik hele aftenen rundt blandt publikum, og gav sig god tid til at hilse og skåle på folk. Intet snobberi her, bare god stil og rock 'n' roll!