Når legesygen finder et nyt udtryk
Forventningerne var høje inden Thy Catafalque indtog Brutal Assaults hovedscene som deres første koncert udenfor hjemlandet Ungarn. Ville den orientalske stemning forblive intakt eller falde til jorden under omstillingen til praksis?
2. Fekete Mezok
3. Molo
4. Szarvas
5. Mezolit
6. Szamojed Fresko
7. Töltes
8. Naput
9. Trilobita
10. Jura
Et spørgsmål, jeg havde stillet mig selv mange gange i de forgangne måneder. Vanvidsåret 2020 var tidspunktet, hvor albummet 'Naiv' udkom og åbnede mine øjne for dette aparte projekt, drevet af Tamas Katai. Pladen endte med at blive mit soundtrack under hele pandemien, med alt hvad dertil hører af svulstige keyflader, eksperimenterende folk, ungarnsk skønsang m.m., der altsammen ubesværet går op i en højere enhed. Efterfølgeren, 'Vadak' fra sidste år, nedtonede til gengæld de højstemte lydbilleder en kende til fordel for stærkere, metalliske undertoner, men gudskelov uden at give køb på den progressive karakter, som kendetegner Thy Catafalques udvikling, siden han mistede sin med-sangskriver på den femte fuldlængde, 'Rengeteg' fra 2011.
Det er dog først her efter genåbningen, at Katai har valgt at opføre koncerter under Thy Catafalque-brandet, så da Brutal Assault tidligere på året kunne offentliggøre denne første koncert udenfor Ungarn gik der ikke længe, før billetten lå klar i indbakken. Chancen for at opleve både Brutal Assault og Thy Catafalque for første gang var nok i sig selv, og efter at have varmet ørerne op til Bloodywoods imponerende begejstring over at kunne sprede sin indiske metalcore på det europæiske fastland, var tiden endelig kommet.
Katai indtog scenen på bas med sit store følge, der gennem koncerten talte en trommeslager, tre mandlige sangere (én til den dybe bas, de to andre i det rå, metalliske leje) og to kvindelige sangere, der midlertidigt overtog vokalen sent i sættet – pudsigt nok uden nogen til at supplere på tangenterne, som alle kørte på backingtrack.
De to første skæringer fra netop 'Rengeteg' startede sættet, hvor den nærmest operatiske, bas-tunge vokalist fik rig lejlighed til at udfolde sit fulde range med tilpas patos, mens den iltre sanger, der dominerede på vokalen koncerten igennem, agerede modpolen. Katai selv storsmilede smittende, mens han bangede igennem, uden dog at gøre yderligere for at tiltrække sig opmærksomheden. Det overlod han til sin vokalist i front, som spillede på de klassiske metaldyder, som sættet trods alt også altovervejende lagde op til. De eksotiske skalaer og den dynamiske instrumentering blev nedtonet til fordel for en tungere vægt på metallen, som settingen på Brutal Assault på sin vis også lægger op til – tydeligst på 'Szamojed Fresko', den afrundende 'Jura' og en fremragende udgave af den tunge 'Molo' fra sidste år. Ikke, at der ikke også var indfald af orientalsk skønhed, som fx på 'Szarvas' og ikke mindst 'Naput', hvor de kvindelige vokalister gik perfekt i unison som cremen på den spacerockede fløde, der udgør sangens fundament.
Det var dog tydeligt, at intentionen gennemgående var at fokusere på de mere kontante dele af Thy Catafalque-kataloget, hvilket gjorde oplevelsen noget mindre særegen end, hvad vi havde turdet håbe på. Om det også har været deres generelle karakter til tidligere koncerter må stå hen i det uvisse, men nød man oplevelsen for det, det var – nemlig at være metal i den hypnotiske ende, hvor det i højere grad var sangerne end tonaliteten, der gjorde sit til at synliggøre de ungarnske rødder – så var det et spændende, afvekslende hårdt indslag uden på noget tidspunkt at kamme helt over i det prætentiøse, hvis nu man måtte have forbehold mod den slags. Det var blot ikke det typiske aftryk, som Thy Catafalque efterlader på plade.
Skiller man de to ting ad, var det nu stadig en stærk oplevelse for, hvad det var – men når keys nu engang er så dominerende en del af, hvad vi kender dem for, så er det svært at komme udenom skuffelsen over ikke at have denne andel repræsenteret i live-øjemed. Nu er scenekanten som sagt også fortsat grøn i dette regi, så vi må i bund og grund lade dette være udtryk for, at det næppe kan være nemt at omstille studiematerialet 1:1 til en live-scene – men vi forbeholder os fortsat retten til at drømme om mere end dette.