Triumf med tre årtiers thrash

Populær
Triumf med tre årtiers thrash

Fra start til slut var Sepulturas fejring af karrierens tre årtier en hårdtslående tour de force, der samtidig mindede en om, hvor betydningsfuldt bandet har været for metallens udvikling.

Kunstner
Spillested
Dato
05-11-2015
Genre
Trackliste
1. Troops of Doom
2. Kairos
3. Propaganda
4. Breed Apart
5. Inner Self
6. Dead Embryonic Cells
7. Convicted in Life
8. Choke
9. Cut-Throat
10. Sepultura Under My Skin
11. From the Past Comes the Storms
12. Territory
13. Polícia
14. Orgasmatron
15. Arise
16. Refuse/Resist
Ekstra numre:
17. Bestial Devastation
18. The Vatican
19. Ratamahatta
20. Roots Bloody Roots
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (billeder fra AMF'15)
Karakter
5

Nok er håret blevet gråt i toppen hos Paulo Jr., men energien fejlede intet hos Sepulturas eneste originale medlem, da brasilianerne i Pumpehuset indledte deres europæiske runde af deres 30-årsjubilæumsturné.

Ditto manglede der såmænd heller ikke hverken energi, nærvær eller engagement hos de tre øvrige medlemmer, der er kommet med i den ikoniske gruppe igennem de tre årtier.

Væsentligste medlem er naturligvis guitarist Andreas Kisser, der trådte ind i gruppen på debutpladens efterfølger, ’Schizophrenia’ fra 1987, og fra starten satte sit aftryk som komponist.

Den amerikanske frontmand Derrick Green bliver stadig omtalt som den nye sanger, skønt han med sine 18 år i bandet har været på posten et halvt årti længere end sin forgænger. Det kan man så ikke sige om Eloy Casagrande, der har bestridt trommeposten siden 2011 og blev født samme år, som Sepultura udsendte ’Arise’ i 1991.

Kvartetten er et levende bevis på en gruppe, der burde være det sted, som deres portugisiske navn betyder – nemlig grav – men ikke er det. Hvor mange grupper har egentlig præsteret at forsætte med succes, efter deres ophavsmænd forsvandt? Næppe mange.

Godt nok gik der ni år mellem Cavalera-brødrenes exit – Max i 1997 og Igor i 2006. Men alligevel. Burde Sepultura uden de to brødre ikke være som et Metallica uden Hetfield og Ulrich? Både og. Hvor Metallicas eksistens hænger uforligneligt sammen med deres frontmand og danske trommeslagers personligheder, så har videreførelsen af Sepultura uden den karismatiske Max Cavelera og brormand alligevel vist sig at give mening med deres erstatninger.

Selvfølgelig er originalerne savnet. Men Derrick Green har for længst vist sit værd. Kvaliteten har været svingende på de syv plader, det er blevet til, med ham på vokal. Men modsat sin forgænger, der laver intetsigende musik og igennem det seneste årti mere og mere har taget form som en pensioneret pungrotte, så er den 44-årige sorte klippe stadig en medrivende indpisker på scenen.

Bevares, vildskaben er ikke længere den samme. som da Sepultura atomiserede et propfyldt Loppen i 2003.

Men fra det øjeblik. Green og de tre andre gik ind på Pumpehusets store scene og satte jubilæet i gang med ’Troops of Doom’, var der dømt hårdtslående sambafest på den massive lydstyrke, som metal nu engang skal opleves på.

Frontpitten forvandlede sig øjeblikkeligt til scenarie af dyrisk bersærkergang med publikummer, der på imponerede vis lykkedes at blande traditionel moshpitting med John Cleeses gakkede gangarter.

Det ikoniske åbningsnummer blev fulgt op af den nyere mastodont ’Kairos’, der forblev eneste nummer fra pladen af samme titel. Det var gennemgående for sætlisten, der var bygget op af et enkelt nummer fra stort set alle karrierens 13 udgivelser – med undtagelse af de to store gennembrudsplader.

Syv numre i alt fik Pumpehusets tændte publikum serveret fra ’Chaos A.D.’ og ’Roots’. De genkendelige numre gik rent ind. ’Propaganda’s power holder stadig som uopslideligt stål. ’Roots Bloody Roots' lukkede vanen tro showet, mens ’Territory’ en time inde i koncerten trak aftenens største monsterbrøl fra den næsten udsolgte sal.

Nyere materiale bed også udmærket fra sig. Især seneste nummer ’Sepultura Under My Skin’, der er lavet til jubilæets anledning, havde pondus over sig og fungerede grumt som livenummer.

Men trods førnævnte pointer om, at Sepultura har formået at holde fanen højt efter Max Caveleras afgang, så har gruppen alt andet lige ikke skabt musik af historisk betydning med Green i front.

Arven vil altid være fra Max Caveleras tid i 80’erne og frem til storhedstiden i midten af 90’erne – hvilket sætlistens 15 numre fra denne æra understregede, hvis nogen denne aften var i tvivl.

Gæsternes gennemsnitsalder vidnede såmænd også om det. En pænt stor skare af næver kom i luften, da Andreas Kisser indledte ’Inner Self’ med ordene om, at de havde spillet nummeret på nærværende matrikel i 1989 på turnéen med ’Beneath the Remains’. Pladen, der blev den sidste med Sepulturas virkelig rå lyd og nådeløse form for djævelsk thrash, som de introducerede på debut-ep’en ’Bestial Devastation’ i 1985. Titelnummeret faldt smukt og brutalt som koncertens første ekstranummer – og som unægtelig har haft medindflydelse på formeringen af amerikansk dødsmetal sidst i 80’erne.

At Sepultura har formået at skabe protolyden af ikke bare en genre, men hele to genrer, var i den grad til at høre på det kontrastfyldte materiale, der blev spillet under fejringen af diskografien. Fra brasilianernes protodød, hvor vi genialt fik højdepunktet ’From the Past Comes the Storms’, til formlen for aggressiv nu-metal, der allerede sneg sig ind på ’Chaos A.D., men som i særdeleshed er til at høre på numrene fra ’Roots’.

’Ratamahatta’ og ’Cut-troat’ er jo simpelthen lyden af Slipknot, før maskebandet selv pladedebuterede og perfektionerede stilen.

Sådan er Sepultura blandt de betydningsfulde søjler i metallens tempel. Var det faktum gledet ud af hukommelsen, så blev man mindet om det denne torsdag aften. Og som en ekstra bonus fik vi ikke bare gruppens egen betydningsfulde historie genoplivet live: Vi fik også deres egen hyldest til heltene i Motörhead.

Få bands formår at gøre et cover bedre end originalen. Sepultura gør det med ’Orgasmatron’. De gør det også med ’Policia’ af Titãs. Begge fortolkninger blev suverænt skudt af sted og fremstod som krydderi ovenpå en gennemført oplevelse med veteranerne. Bemærkelsesværdigt nok er de kun midt i 40’erne efter tre årtiers musik. Hvem ved – måske ser vi dem slutte karrieren af med et 50-årsjubilæum.